S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

Løvinden Tony døde forleden Dag — formodentlig af Græmmelse over, at Løvetand i Følge den nye Lov om Levnedsmidler er bleven degraderet til simpel Kaffetilsætning. Baron F ir c k s viste sig ikke ved Begravelsen, da han var ganske forbrølt. Til Gjengjæld stillede han i Kisten, hvor han drak en isafkølet Fricks vom Fass. _____ -/ ' « ^ V e d IK Z a ffe n .. , f i f ( » / y / å

IE :n S p a a d c m .

Der var en Gang en Folkethingsmand, Som fangede Bønder paa Langeland. Han fangede store, han fangede smaa, Saa mange, som her vilde bide paa. Det gik til en Tid; saa blev han en Dag Kaldt bort fra Skygge og fra Bedrag. Dog, medens han færdedes her paa Jord Frembar han de skæbnesvangre Ord: »Naar Modet er knækket hos Yenstres Mænd, Da kommer T ræ h esten s Tid igen, Og Hundepisken vil slaa sine Smæld Til Gru for hver usæl folkelig Træl!« — Nu har man, des værre, tidsnok set, At Manden har været en stor Profet; Thi Modet er knust hos den Venstremand, Der nu fanger Bønder paa Langeland. Paa Vælgermøder hans Mund er tavs, Hans Farve er »ren«, men »Kuløren« er snavs. Der ovre, midt i den gysende Kreds »Træhesten« som et Varselstegu ses, Og »Hundepisken« har sat sine Spor Paa en af de Godtfolk, der duer i Nord. Men Træhesten er ikkun den Pegas, Hvormed liden Edvard har haft sit Mas, Og Hundepisken i Danevang, Det var den Svøbe, som Esmann svang; Saa Spaadom og Pisk ved Skæbnens Spil Slog begge paa Edvard bedrøvelig til.

Fru Juliane Petersen: God Dag, søde Fru Schrøder — ja Tak, en lille Draabe kan jeg rigtignok ikke modstaa. naar De vil bære over med, at jeg inaaske sidder ganske stille og lader Dem tale paa Grund af Varmen, som virkelig er noget nochniedagewesenes, og det vil jeg sige, at det gaar over min Forstand, hvordan C aw ling kan holde ud at opholde sig mellem de andre Negre i Vestindien i den Temperatur, jeg' siger bare, at jeg finder, det er lidt underligt af Bladet at servere tropiske Artikler nu, da det formelig vilde kvæge at læse lidt fra Nordpolen, men saa kan Cawling jo til Gjengjæld glæde sig ved, at det var en kold en, den E in ar- k r is tia n s e n skrev i »Illustreret Tidende« om hans »Dybe Dale«, men hvad der er mig det allermest ubegribelige, det er, at nogle af Landmændene i Randers gjorde Udflugt til Heden, som om vi ikke havde Hede nok her i Kjøbenhavn, og at saa oven i Kjøbet en af dem har talt om at nære Varme for Hødesagen, navnlig da Jyderne jo oven i Kjøbet har Ord for at kunne være temmelig lune af sig — nej, veed De hvad, søde Fru Schrøder, saa gaar jeg dog heller i Vandet i Sundet, selv om der er Vandmandsforsairling, end jeg gaar til Land­ mandsforsamling paa den Maade, og det er da en Guds Lykke, at vi er kommet til at ligge ved Taarbæk i Aar og ikke er kommet i Ordrup, som der først var Tale om, og alle vi Taarbækkere er jo stærkt optagne af Kystbanen, som vi jo rigtig nok ikke har faaet endnu, men som rimeligvis vil blive stærkt optaget af os, naar den en Gang kommer, og der er jo bare det kjedelige ved det, at den skulde gaa i en helt anden Retning, end den skal gaa, saa vi har jo boldt et Protest­ møde og vedtaget en Adresse om, at hvis Kystbanen skal være Lystbane, saa maa den gaa ad en ganske anden Bane, og hvis nu Skodsborgerne og Vedbækkerne og Humlebækkerne og alle de andre Bækker ogsaa holder hver deres Protestmøde og laver hver deres Adresse om at faa Banen hver i deres Retning, saa skulde det gaa underligt til, om alle de mange Bækker smaa ikke blev til et stort Aah, hvis det da ikke bliver Banens Bane, at den kommer saa meget paa Bane,