S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

211

-m e /éreo til Degleren og Folitikkeren H j o m n f j e t ' r i e B j ø r v t t t o t i .

Velgaaendes og Lillebjørnens frem tijie Storhej og Løkke. Alen det er lie aggerat det, der netop nu udføres a Velær- værtihejens immervæk trofaste gamle glaje T y r o le r -F e e r tig n a n t, p. t. Valhalla. En Vise om Hunde og et Ben.

p. t. Norge. Hoho Deres Velærværtihej, her sitter den gamle Glaje aa svaler saj uje paa Rakvirket a B i f r o s t med en iskold Absint, alle Mjøddonkene værendes sprongne i den myrderlie Hede , aa den dorlcdrevne Rad L o k e havendes des formedelst erholt Bevilling hos gamle Fatter Bruge paa a uskjænkt samme grøn­ gule Fængdøsjækeldrilc, hvora di gamle tossige Eienherrier spøtteje, bandendes paa, a de va, inte Annet end som Kinder­

E t Bo fra Arilds Tid bar været Hver Prokurators Paradis,• Og navnlig D am k ier har formeret Sit Bo med Boer i massevis. Selv et Fallitbo, skjønt et skidt Bo Sig viser tidt dog som et fedt Bo, Og saadan gik det og med S chm id t$ Bo Der ej just var en Sybarits Bo. I Skifteretten praktisere, Det mored Damkier nu og da, Han gik nok Ærender med mere Og fik, hvad saadan der faldt a’. Tidt, naar det var et godt Fallitbo, Sa'e Florian L arsen : »Det er Dit Bo«. Og Damkier snildelig sig snoer: Han fik en hel Bo-tik af Boer. Men, Slangen udi Paradiset Kun pønsede paa Argelist; Og stille bandt til Damkier Kiset, Og lier var Slangen en Jurist. Fornøjet som en anden Jumbo, Gaar Damkier om med Sehmidtes Stump Bo, Og anor ej, at onde Magter Just efter det Bo graadig tragter. Men knap har Boet han fortæret, Før hans Kolleger rykker frem, De trækker Sliren fra Sa-læret Og truer Damkiers Bo og Hjem: »Faar haD det Bo som Separat-Bo, Saa kan vi sige nok: Godnat, Bo! Skal han hos Florian florere? \£> Hvordan det hele sig vil stille, Hvem der er hvad i Stridens Elv, Ej her vi nu forklare ville, Fordi de ved det ikke selv. Moralen er dog vistnok den: »Bo Er godt, men Fred beroer paa Gjenbo.« Og siger Ebtten end: »Tag mal væk!« Saa gjælder det til Wands — nej A lb eck .

pulver løst op i Vand, samme gamle Kraftindioter natyrhvis inte havendes Forstand paa det maaderne Mexeri aa Vælær- værtihcjen ka ta Gift paa, a den gamle Glaje har vaaren i di hoiere R.elegioner a Begeistring over samme udøjelige .Skjalds »Nye Faatællinger«, Bogen værendes strax inglemmet i Motter F r ig g a s Leiebibliothek, men samme gamle Snærpe, havenders læst di føste halthundrede Sijer, havendes strax for­ budt alle di smaa ugifte Blaaojeje sammes Læsning, aa samme søje smaa Asynnier, værendes i den Ånlening rent tossie etter den , saa den garnle Glajes Messenatægsemplar er rent slidt i Stumper a Sammes søje smaa Fingre , den lille raske Cyklistinde R o s lev a havendes desforugen brændt Holler me sin Segaret i Titelblajet aa spaaleret Velærværti- hejens nyjelie Paaskreft: »Til m in gamle Glate i ValhaIla«. Aa d i smaa Blaaøjede har natyrlig heller m te lamnet kapere Allegorien om gamle Beslcop Absalons Parøk ossevigere, aa inte heller har de forstaaet, om jeg saa maa sie G inealogien i Bogen, hva den gamle Tyroler natyrlig er mere dreven i, saa a han præ sis ve, hva der er som handler om Velærværti- hejens forhenværendes og Sammes nuværendes Svierdatter og om Lillebjørn, værendes et Sjeni og derigennem liesom Oktave i » Lillemoer « kommen i Fedtefajet og ug a det iygen, va der natyrlig ligger over de smaa Blaaøjejes Hønseforstand m m ikke over en gammel drevm Tyrolers, der liesom\ Vel- ærværtihejen luir stoderet Kvinnen i voreses onge Dae og nu bagetter, da vi beggeto er bleen hæderkroneje Vismænd, ka la Etterslægtm ha godt a vores Frfaringer, a en Portion Stram - box alligeveller inte er den regtie Fasong i alle Tilfælle men kons i none aa inte med Absalons Moer, Bispinden værendes der et rent forliert Mædikkement men allieveller en brillangt Slavscme saa hves den Bog inte kommer i otte Oplav hos gamle Gyllendals onge Iiegel, saa vel Onnertejneje aldri mere svenge som nu, sit Absintbeger paa Velærværtihejens immervæk

eJ

kv<