S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

206

Der C yk list kommt.

Saadan tapre danske Drenge Paa de gamle Fædre slægter, Kun for en Betjent med strenge Miner ej at staa de mægter. Derfor dog i Mandedom man Ej behøver nu at vige, Thi i Yikingtiden kom man Ikke i den Offentlige.

En Suppleant Det stærkt reducerede Tal paa de Halv­ treds, der duede i Integade og Norden, har faaet en værdifuld Forøgelse i en ny Neger, der til en Forandring er fra Vest­ indien. Hans Plejefader Caw lin g trænerer ham i Reportagens ABC ude blandt Grævlingerne, hvor han selv i sin Tid lærte Negeriet. Ved Undervisningen lægges Hovedvægten paa Halshugning af afdøde Konger og Interviews af afdøde Generalkonsuler.

Paa Asfalten Cyklerytter, Stærke Muskler, Luft i Lungen, Folk paa Gaden nok sig hytter, Lige blot i Munden Tungen. Ak des værre: Yerden syndig, Somme Godtfolk mindre blide, Finder ikke Sporten yndig, Og vil ikke gaa til Side. Ondskab, Nedrighed, Chikane: Klokkens Kingen agtes ringe, Folk Cyklisten fra hans Bane Yil saa grumme gjerne tvinge. Ben de for Maskinen spænder, Ofrer gjerne egne Lemmer — Hvordan saa det hele ender, Man nok uden Møje nemmer: Cyklemandens Ben i Hjulet, Og den andens Hjulben møre, Slagsmaal: Cyklemanden mulet, Sjov i Gaden, livligt Røre. Hamber Humber, bitte Stumper, Politiet ind sig blander, Begge Parter hjemad huinper, Mens de efter Noder bander. Begge i Avisen skriver Derpaa liere Snese Spalter, Mange Potter. Galde bliver Flydende paa Sportens Alter. S ta a l af Skrivekløe gribes, Han er nok et Jern paa Cykle, Naar hans Staal til Kampen slibes, Ve hv6r Cykle-fjendtlig Mikkel!

Luftskipperen, der vilde lære Frygt at kjende.

Der var en Gang en Mand, som aldrig havde været bange. Hans Navn var J o h a n sen , og det ærgrede ham, at han ikke kunde komme til at skjælve. Saa drog han da ud i den vide, vide kjøbenhavnske Verden for at lære Frygt at kjende. Han kjørte paa den salig afdøde Dampsporvogn, optraadte som Taler i Kvindevalgretsreform- foreningen, læste samvittigheds­

fuldt alle C aw lin g s Artikler i »Politiken« og drak Dus med M artin i us N ie ls e n . Men det lykkedes ham ikke at komme til at skjælve. »Højere op!« sagde han, og saa blev han Luftskipper. Han lod sig brintforgifte, gik op i Torden -og Lynild, lod Ballonen revne, fik Ballonen smadret, kom i Klammeri med vrede Landmænd. — Alt forgjæves. E u g e n P e t e r s e n fik Medlidenhed med ham og tilbød at sætte en lille Skræk i Livet paa ham. Han havde lagt Mærke til. hvilken udmærket 'Virkning det har paa en Cyklist, naar. der staar en Betjent ved Foden af den Bakke, han rutscher ned ad. Derfor stillede han Betjente alle Vegne, hvor Johansen kunde tænkes at gaa ned, parate til at notere ham. Men Johansen var ikke en Gang bange for den Offentlige. Han hævede sig over det og følte sig nu først rigtig oppe, skjønt han tydelig mærkede, at det saa let som noget kunde ende med Vandgang. »Naar han ikke er bange for den Offentlige, saa er der saagu heller ikke noget, han er bange for«, sagde alle kloge Kjøbenhavnere.

\ \ :