S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

— Heldigvis gik en Borgmester Løs paa disse slemme Gjæster Og besejrede med stor Manddom Skuespillerbanden Og sin egen Domstols Ord. Derved blev han Redningsmanden For den »meerumschlungne« Jord. Ovenpaa saa haard en Dyst Kan man sove trygt ved S p r e e n Foreløbig for Tourneen, Der var i k k e blot til Lyst.

^

fy j

Et Hjærtesuk fra Natvægterne. Højstærede Puk!

das grøszé Vaterland Folket, som bekjendt, sig fryder Ved saa mange, skjønne Dyder, At man knap dem tælie kan. H er er Tapperhedens Hjem, Her slog H e r m a n flad den sølle Y a m s med sin Egekølle, H er man stormed’ D y bbøl-Mølle, Skjønt mod En de kun var fem. H er har Ret og Sandhed stedse Haft et hyggeligt Exil Paa Katheder og i Presse, Saa selv Fanden uden Tvivl H ar med megen Interesse Dyrket Videnskab i K ie l. Æ rligheden er saa stor, A t besvorne Paragraffer Ikkun man. af Vejen skaffer, N aar det koster blot et Ord. Om Humanitet hernede Ingen skal forgjæves lede, Og en Fremmed, som er Gjæst i P r e u s s e n , altid har den Trøst, A t en blid Borgmesterrøst Viser Døren ham som »lästig«, — Det er ikke b l o t t i l L y s t Nys en Skuespillerskare Drog derned fra Øresund For paa Scenen at forklare Gyldne Ord i Danskens Mund. H er var altsaa gyldig Grund Til mod den sig at forsvare: Kejserriget var i Fare, Hvis den aagred’ med det Pund,. Som er blevet nedlagt i ’en Mellem Kongeaa og Slien! Fik forst Z a n g e n b e r g s Geled Lov at fyre med Replikker, Saa var Tysklands Enighed P aa sin sidste Time sikker.

Jeg er af Naturen et Fredens Barn og vil nødig ligge mig ud . med mine Medmennesker. Og jeg kan ogsaa finde mig i f r ' en Del, s°m man j° maa 1 vores Stilling, begrundet paa, at vi Natvægtere hører til det forsvundne Kjøbenhavn og har sunget paa vores sidste Vægter- vers for mange Herrens Tider siden. Men derfor kan jo Enhver

&

.

_

i

j p ? —

j uf y s r

/ , / /

\

/ s

‘f o t 7

/

’• '^ 4

J A

& J føc v f # » xe,

være lige riæl og regederlig i sin Bestilling, og saa synes jeg inte, der er Mening skaft i, at saadan en Digtertamp som denne hersens P o n t o p p i d a n skal have Lov til og blamere vos i den offentlige Mening. Ser De, ham Bøllen, som Bogen handler om, er jo Malerklat, saadan som det staar. Men det er jo, som P e t e r n a n s i g skrev i »Politiken «, at det er fin Ironi over det hele, som man nok kan forstaa, naar man bare. tager og læser den igjennem et Par Gange. Og det er da noget, ethvert Fjols kan tage og føle paa, at Meningen er, at vi Nattevægtere er nogle Fyldebøtter, dersidder paa Beværdinger med Pigebørn og supper i os af flydende Galde og andre fugtige Varer og at vi er nogle Sløsemikler og Slapsvanser og — ja, Natvægtere siger han inte ligefrem, men » Nattevagt « er jo Titulatsen paa hele Melodunten. Se, den er nu bleven vos hæderlige pensionerede Nat­ vægtere liesom lige lovlig stram nok. For fordi at man som sagt inte pragtiserer mere, derfor kan det jo nok krapere En, naar man immer har passet sine Ting og aldrig saa meget som sovet i en Gadedør. Hvad det andet Vrøvl anbelanger, saa kommer det inte mig ved. Og naar de er glade for Bogen i Integade, saa maa de for mig gjerne stifte en Forening og kalde den »Natvægternes Fagforening «, om de har Lyst. Men jeg vil bare lade Pontoppidan vide, at der er andre, der holder Galden flydende end som han. Deres ærbødige f o r h e n v æ r e n d e N a t v æ g t e r .