S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

154

E v ropæ isk S torpo litik .

Saa lod Hr. Je. K. L a u r i t s e n os vide, A t Kampen drejed’ sig om » m e r e M ad « , Derpaa » F o r h a n d l i n g e n « blev sat til Side, Og man i » V is n e r i« var himmelglad; For B e r g s Program de gav sig til at slide, Item for Romersgadens K lassehad; Men alle Veje viste sig blandt andet Deri dog ens, at de løb ud i Sandet. Hvor Evropæervejen slaar en Bugt I Ørkenen, og hvor den sig fordeler, Ses nu Skeletterne af de Kameler, De Vandrende paa deres Marsch har slugt. Rodløse Tidselplanter uden F rug t H ar slaaet dem et Saar, som knapt sig heler, Ved deres Lejr Schakalen ses og Gribben, Men ingen Moses, som slaar Vand af Klippen.

Æ r * tr*

^ 3 A t der er Yeje, som er uransagelige, Det h ar vi hørt, fra vi var ganske srnaa; I det Kapitel, ter vi bande paa, E r Skæbnens Veje ganske upaaklagelige, Om ellers de var nok saa ubehagelige For Folk, som langs med dem i Grøften laa. Men H ø r u p s Politik med Sejr dog pranger, Hvad Uransagelighed anbelanger. Hvad kan det nemlig nytte, man vil nægte, A t H ø r u p og de brave Fremskridtsmænd, Der under hans Æ gide ses at fægte, Aldeles ikke veed, hvor de vil hen? Med en Begejstring, som dog knap er ægte, De svinger om og g ø r omkring ig e n , Og derfor laver Evropæerstyrken En Parodi paa Vandringen i Ørken. En Gang blev de hældt ud fra Morgenbladet , Da B e r g uddrog sit gode danske »Skræp«; Saa blev med kjæphøj Manna Flokken mad et, Og Vaudringsstaven blev en — Hasselkjæp. Men, da de kom for næ r til Fedtefadet, Nød de »loyal Forhandling« som Salep, Og fra en Marsch mod det fatale Stokhus Blev Kursen rettet mod en Post ved — B lo k h u En Tid de holdt sig paa »Forligets« Maatte: For Herremændene Parti de tog, Da mod » d e n o r d i n æ r e R u m l e p o t t e « Og for » d e t g o d e d a n s k e Sm ø r« de slog! Ja, E d v a r d tog den Frihed sig at blotte »Den store Førers« Dumhed i en Bog, Hvori han fastslog, det var ikke andet E nd »Aandsfrihed«, her trængtes til i Landet

-A - f s k e d .

Alle Demokratiets Kjøgehøns havde foreleden sat hverandre Stævne i H av dr up i Anledning af, at deres forhenværende Hane vilde gjøre dem en Meddelelse, den Hane, som kaldes den røde til Forskjel fra den blakkede. Han ankom med Toget, forsendt i en af Opfindtergeniet N i e l s N i e l s e n s Patent-Ryge- _og Rejsekasser. Da Tremmelaaget var bleven løftet af,, hoppede han ud af Kassen og fløj op i en tom Vogn, hvor han baskede med Vingerne og pudsede de

strimede Rygfjer. Derpaa galede han, saa det kunde høres lige ind til Andeparken i Linnés- gade. Kvkkeliky! sagde han. Bered jer paa at høre noget sørgeligt, I gamle, rare Høns. Herefter vil jeg blive siddende paa min Pind og ikke mere forsøge paa at gaa den nuværende Hane i Bedene. Som gammel, prøvet Hane kan jeg selv gjøre Æg, men jeg har helt c tabt Lysten til det, siden de overløbne Haner inde. i den statsunderstøttede Hønsegaard har lagt det gevaldige' Vindæg, som I nok har hørt Tale om. Saa store kan jeg ikke gjøre mine. Den professionelle Vindægfabrikation maa jeg da for mit Vedkommende lægge paa Hylden. Kykkeliky ! Men derfor sætter jeg ikke mig selv ud af Spillet. Ogsaa i Fremtiden skal I høre mig gale, højere end nogen i dette LMid. Og, skulde den Hanekylling, I fra næste Foraar vil faa i Spidsen for jer, blive rusten i Galet, saa skal I ikke derfor blive skrukke, men bare sende Bud efter mig; jeg skal gale mig vide at stramme ham op. Kykkeliky! Dette Ord bliver ved at være mit og Venstres Kampsignal. Inde fra Integade a ,-i »ruver Morgen skingre ud over alle Landets Hønsegaarde. -A Afveksling lader jeg den langelandske Bramaputrakok flyve tu Knsbania og sende norske Hanegal hjem. Kykkeliky! Ovenpaa denne Udvikling klukkede Kjøgehønsene mindelig, og Geniet Nielsen puttede egenhændig den røde Hane i ~ og Rejsekassen paany.

aJ

s!