S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

139 Fortids Ord i Nutids Munde. Tak Du din Gud, at Du ej kom for »Den kombinerede Eet«, sagde Siameseren til sig selv. Han blev hængt af Franskmændene. Foiketheatret agter paa sit Repertoire at optage » Spare­ kassen « eller »Naar Enden er god, er alting godt. 2=^=5’ Paa Embedsstigen. Ministerial-Drama i 6 Afdelinger.

--------------------- (Changement.) ^ M i n i s t e r Ed v a r d : Jeg er saa ophængt, saa min Hjærne koger, og jeg ligefrem ikke kan faa Tid til at læse, hvad min Eroder skriver. Men, klæder den trekantede Hat mig ikke storartet? Jeg vil dø mod den Hat paa Hovedet. Sidder Uniformen ikke superbt? Og er Boj s e n ikke snart bleven gul i Ansigtet? Aa, mit stakkels Hoved! Det er saa fuldt af Sager, saa det sprænges. Men jeg viger ikke. Jeg vil falde paa min Post! (Taburetten, Edvard og Tæppet falaer.)

V o l o n t ø r Ed v a r d: Her er natur­ ligvis Arbejde nok, men til at overkomme er det da. Og, gjør De mig til Assistent, kommer jeg til at føre et rent Driverliv. M i n i s t e r e n : Fra i Dag er De Assi­ stent. (Changement.) A s s i s t e n t Ed v a r d : Det havde jeg ikke ventet. Jeg er jo rasende træt. Men jeg er overbevist om, at Fuldmægtigen ingen Ting har at bestille. Lad mig hellere prøve at blive Fuldmægtig. Mi n i s t e r e n : Saa gjærne. (Changement.) F u l d m æ g t i g Ed v a r d : Har De ikke noget stærkt, jeg kunne faa? Jeg mindes, ikke nogen Sinde at have været saa mør, ikke en Gang i mine bedste Anmeldelser. Nu trænger jeg til en magelig Stilling som Kontorchef. Mi n i s t e r e n : De er Kontorchef. (Changement.) K o n t o r chef - Ed vard : En Absinth! To! Tre I Jeg ryster over alle mine Lemmer. Deres Excellence, det er ikke til at holde ud. Jeg drukner i Arbejde. Min eneste Redning er at blive Departe­ mentchef. M i n i s t e r e n : Som De ønsker. (Changement.) D e p a r t e me n t c h e f Edvard: Hjælp! Ved Logos, jeg dør! Deres Excellence, jeg anklager Dem for Manddrab, nej, for overlagt Mord. Siden Inkvisitionens Dage er intet Menneske blevet pint som jeg. Dante-Helvedets Marterkamre var for For­ lystelsesetablissementer at regne imod dette djævelske Kontor. Ved St. Georg og hans nyeste Renselsesfest, jeg kan ikke et Muk mer. Var jeg deiimod Minister. . . . M i n i s t e r e n : Det kan De godt blive. Jeg har længe været kjed af Bestillingen.

Hjemme hos Maren.

Ej blandt Gadefolkeskaron Ser vi mer en Rigsdagsmand; Kun der ude hos Agraren, Hjemme lios sin egen Maren Folkets Kaarne træffes kan. Han paa sine Lavrbær hviler, Katten spinder, Maren smiler. Moderen paa Sønnen kalder, Peger paa sin Rigsdagsmand: »Mærk dig, trods din unge Alder, At, hvis næste Gang han falder, Skal du- hævne ham paa Stand. Han var med at frelse Riget, Thi han stemte for Forliget.« Og ærbødig Sønnen træder Til sin Faders Leje hen. Efter Slagets vilde Hæder Mi’ddagssøvnens milde Glæder Nyder Kresten Krestensen. Feer lader sig til Syne Paa den Hvergarns Overdyne. »Krestensen!« de Feer siger, »Du var klog og snild og stærk, Uden Agt paa Ilaan og Smiger Gik Du som er ret Forliger Modig til det store Værk. Glæd dig! snart med Guldkors lønner Danmark sine bedste Sønner!« Kresten Krestensen fornøjet Vaagner af sin Drøm saa skjøn, Gnider Øjet, knapper Tøjet Og gaar ud og ser til Øget, Fulgt af Maren og sin Søn — »Har jeg vundet Ridderære, Kan jeg ogsaa Korset bære!«

iM

VS)