S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

130

Der gives snart ikke noget Steds i Landet, hvor ikke man »regelmæssig« Hver Dag faar en Bølle at se, som er »essig«, Eller oplever en ganske munter Ballade med fægtende Vagabonder, Og saa gaar den lovbundne Tilstand hørunter. For saa vidt har sandelig Flertallets Styrere Kun liden Glæde af deres Færd; Thi, skafted’ de Folket en billig Hær, Saa bliver til Gjengjæld Hærværket dyrere. Og saa er der onde Tunger i Riget, For hvem det aldeles naturligt falder At paastaa, at »Kjæraen« i Forliget Er just, at her nu bliver Godtkjøb paa — »Skaller«. Theaterkommissionen arbejder for Tiden paa et nyt Regu­ lativ for Fordelingen af Indtægterne ved P e t e r S c h r ams Jubilæer. Kammerherren vil dog nødig have, at Theatret faar mere end Halvdelen af Indtægterne, da det ellers vil tage for stærkt paa hans møjsommelig opsparede Underskud.

H j e r r ^ a - d . p a a n y .

P a a T J d . s t l l l l n g ' e r L - (Therkelsen og Bertelsen møder hinanden i Strøgtiden.) — Da’, (Jogge. — Da’, Mand. — Hvorhen saa tidlig? — Charlottenborg. — Hvad er det for en Café? — Sludder, det er Kunst, gaa med i Lad gaa da, det bliver vist ellers en sløj Fornøjelse. (I Skulpturafdelingen paa første Sal.) A

Rigsdagskasernen ad Enden det lakker, Og alle de kaame Tillidsmænd Om føje Stunder paa Møderne snakker Med Vælgerbefolkningen lidt igjen Og glæder de fuldtro Demokrater I deres Valgkredse med en Extrakt Af de forbavsende Resultater, Forhandlingspolitikken har bragt. De nye Baner man ikke vil glemme, Formedelst de lærer Enhver, der har Stemme Og ellers er hverken døv eller blind, At vort politiske li v herhjemme Er slaaet paa nye Baner ind. Men, hvad der i Munden saavel som i Pennen Vil blive Rosinen i Pølseenden, Er dog, at Forhandlerne har faaet Bugt Med Provisoriets Goldhed og Stilstand Og naaet den eftertragtede Frugt, Der blev af Ag r a r e r n e kaldet saa smukt: Den regelmæssige, lovbundne Tilstand. En lovbunden Tilstand! Ja, Guderne veed, Forholdene er af de sjældent normale, Der ikke saa meget med »Orden« kan prale Som med deres »Regelmæssighed«. De blaa Gendarmer ej længer vanker Spejdende om ved hver skummel Vraa; I Stedet for disse her vanker nu blaa Øjne til store saavel som til smaa, Hvor Folkets Hjerter og Hæver banker Om Kap med hinanden, saa langt de kan naa.

— Sikken en sød Pige, der sidder og sælger Lodsedler, jeg gi er ikke en Biiling for alt det øvrige, naar b>lot jeg mas se paa hende. — 'Naada — nej, her skal Du se Nr. 474, Dorph-Petørsemhan er da ogsaa en kjøn Mand, naar han havde noget mere Haar.