S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

118

S idste Stik. (Frit efter D r a c hm a nns » farste Spadestik*.)

Som man veed, »der var en Gang«, Hvor om Yærn mod Danmarks Fjender. Om'dets ædle Mænd han sang Og dets villiestærke Kvinder.

— Nu et andet Løsens Ord Paa sin Fane vil han skrive: »Kast din Fortid over Bord, Naar Moneter det kan give!«

v i ,

I r f

%VV \\ +

Af et Brev. Kjære Læser! Jeg sender dig herved en Bunke Anførselstegn, som Du selv kan sætte til bagefter, hvor Du synes, det kunde passe. D in G. B. Ved Kaffen.

Sig det, sig det, er det sandt, H o l g e r strider paa det sidste, At hans Yariethevand fandt Hverken Rantzau eller »Kiste«? Har hans tærskende Lyriks Okse faaet Laas for Munden? Maa han i sin Porfmenix Ræddes for at se til Bunden? Tryk og Sværte — ærlig talt! Den, som saa ham træde Yande I hans Ordflom »nationalt«, Saa paa »Jungfernstieg« ham lan,de. I hans Garderhøjtidssang Haabets Lærker hørtes klukke, Nu hans Harpe har en Klang Han i Mundsvejr ud lod folde. Han som Alvorsmand paa Sligt Kan hvert. »Omslag« paa sin Finger Attestere med et Digt, Naar »das Gold« i Kisten klinger. « — Nej, det er dog ikke sandt, At hau strider paa det sidste, At hans »Spadestik« paa Kant Har ham bragt med nogen »Kiste«. I Koncertpalæet gav Liberalt, de Liberale Mønt ham til en Yandringsstav Op til Norges Oftedale. Fast som Evropæørsukke. Han paa Matinéens Dag Jubilæum kunde holda For de fem og tyve Flag,

V

VM >,7/;

•

¿ ' V "

X:■/.«> / \

'Å II

Fru Jidiane Petersen: God Dag, søde Fru Schrøder, ja Tak en lille Taar, men den maa endelig være dygtig sort, da jeg ikke taaler de livlige Farver, jeg skal sige Dem, jeg er uemlig i et skrækkelig daarligt Humør formedelst Sj ol ander, der har opført sig paa en ligefrem lumpen Maade imod mig, nemlig ved at holde mig for Nar, saa jeg ikke kom med til nogen af hans Koncerter, skønt jeg ved den levende, saa sandt jeg sidder her i al min Nøgenhed, var oppe fire Gange om Morgenen Klokken syv for at staa i Kø hos Y i lh elm han sen, da jeg ikke turde betro det til Petersen, som altid sætter sig ind til Aporta og venter, naar han skal staa i Kø, men-jeg fik jo aber ingen Billet nogen af Gangene, men derimod den sidste Gang en Fortand løs, som heldigvis var forloren, og Besvimelse og knækket Parasol og reverenter talt, en Ligtorn masekreret, og det nyttede jo ikke, at jeg gik ind i Butikken og fik fat. i den ene af Brødrene Hansen og forestillede ham, at jeg maat te have Billetten, da jeg havde stor Familie hjemme og i alle Maader var en respektabel Kone, og saa har jeg været paa Jagt efter denne Sjolander i alle Foreninger og private Kredse, hvor hau kom med sin Luth, saa Frits Grønbæk sagde, at jeg var bleven saa luthersk, at jeg var lige ved at blive helt jiatolsk i Hovedet af- det, men lige meget hjalp det, og til sidst, da jeg vilde være velgjørende mod Dr ak ma nd tog jeg fejl af ham og en anden Velgjørenhedskoncert og sad og var velgjørende uden Sjolander, og såa i min Fortvivlelse saa skriver jeg til ham og inviterede ham meget pænt til The hjemme hos os selv en Aften og musikalsk Soaré og forestillede ham, at vi var en lille musikalsk Kreds, der protesjerede fremiiiede Be­ rømtheder, og vi sendte Karlen fra Forretningen hen paa Hotellet og fik jo saa mundtlig Besked tilbage, at han nok skulde komme, og vi havde jo saa samlet et lille udvalgt Sel- V£>

&/