S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

99

og nu gik det ellers lystigt i lang Tid med Mord og Brand og meget andet. De tre nordiske Biger blev samlede og atter adskilte, og det sidste energiske Forsøg paa at holde Freden vedlige foretoges af Kong Christian den anden paa Stokholms Torv,

Som »Trop« er paa Bakken han stadig parat Til Tørst efter Kundskab at lædske. Hos Oher bu li ez lian »opfandt« et Citat, Der blev til et Dyr i hans Æ sk e; Vel var det defekt paa hvert eneste Lem, Men G e o r g var Manden, som viste det frem. Des værre fik Skæbnen det selvsamme Spil Mod ham som mod T r o p sat i Scene, Saa Dyret er fløjet ad Helvede til, For det var en And, nota bene. Sit Tab G e o r g B r a n d e s erkjendte med Skræk. — Hvad er Recensenten, naar D yret er væk? Men, saasom hans Dyr nu var fløjet herfra Og ikke paany lod sig fange, Saa fik han i Stedet et Dyr fra Zo l a , Hvis Følehorn var noget — l a n g e : Den danske Nation af en letbenet F yr Hlev skildret paa Bakken som » Do v e n d y r « ! Des værre er Kilden til den Metafor Slet ikke saa ren som Kastale, Og — som ved St. G e o r g s bevingede Ord — H er mangler det Originale. At » D a n s k e n e r d o v e n « , i sin Tid vi fik Fra Professor O h l s h a l i s e n s egen Fabrik! Som Kilde hos'H ørup S v e n L a n g e man ser, — Vor H erre vel kjender Personen ! — Men, det er vel » meerumschlungen « Manér, Hvorpaa man gjenføder Nationen Og gjør i »den højeste Oplysning«s Hjem Reklame for Dyret, døns T r o p viser frem.

uden at det dog havde de tilsigtede Følger, og han opgav, træ t og mismodig, videre Forsøg i den Retning. I vor Tid bliver der kæmpet mandelig for Freden, og vil Gud, og kan F red., oplever vi vel nok den Dag, da Lam og Ulv græsser fredelig Side om Side i den ny Edens eller rettere Fredens Have, der da vil fremstaa.

Indtil den Tid maa vi nøjes med Haabet, og jeg vil bede Tilhørerne med mig om at udbringe et Leve for de, om. jeg saa m aa sige halve Bajer’e, nemlig Hr. Fred. Bajer og hans Æ gtehalvdel, der ikke m indst vil bidrage til, at dette Haab gaar i Opfyldelse. De leve. Recensenten og' — Dovendyret.

A p r i l s n a r . Skikken at narre April kan forfølges helt tilbage til den graa Oldtid. Saaledes plejede man allerede paa Kong O l u f s Tid at ansætte Operapremiérer paa den Dag. Derfra stammer Tale- maaden at blive store slem, paa Fransk Gr a n d j e a n (grand — stor, Jean Forvanskning af Jan, »store Jan« har endnu holdt sig i Sprogbrugen som populært Udtryk for »s t or e slem«) Endvidere plejede de gamle nordiske Bersærker, naar de i Aarets Løb havde slaaet hinanden ihjel, at slutte Forlig, det saakaldte »storpolitiske Forlig«, den 1ste April. De dødes Ben blev saa ligbrændte eller »sammensmeltede«, en Proces, det ofto skal. have udviklet betydelig Lamperøg. Muligvis gaar Skikken endnu længere tilbage. Nogle har saaledøs villet sætte den i Forbindelse med den gamle Gud »Frqjr«, men det er dog tvivlsomt, om han har haft nogen Aktie i den.

Langt højere Bjerge man har vel paa Jord End G e o r g s e s Dyrehavsbakke, Men hver Literatus, som duer her i Nord, Med samme dog tager til Takke; Thi her er de skabte til Højhed og Blæst, For Aand og Talent faar de gratis- Attest. Her vil om St. Ge o r g saa gjeme man tro, Han gjenføder det N a t i o n a l e , Fordi han er forholdsvis temmelig go’, Naar han med sin »Danskhed« vil prale, Og dejligst han finder den Digtekunst, som Fra Hø r u p og D r a c h ma n n i Spandevis kom.