S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

P O L I T I K E N

4 i . Aargang n t . i .

M inde-Numer Onsdag den 1. Oktober 1924.

41. Aargang \ r . 1.

u (30/9 1912) P o l i t i k e n s H u s . (Tale, holdt i „Politiken“s ay Hus ved Overflytningen fra Inte- gade 30/o 1912). Nu staar vi altsaa i det ny Hus, og heldigvis: Vi skal ikke takke Nogen for det. I en Stat, hvor snart enhver debuterende Skribent tørster efter sin llddaah paa Finanslovens Understøt- telseskonto, har nogle Journalist-Skri­ benter ikke blot uden Støtte, men end­ og under voldsom aarelang Modstand oparbejdet dette Blad og bygget dette Hus. Skal vi takke Nogen for det, maa det være vore Modstandere, de stræbsomme Redaktører af fjerne Stiftstidender med eventyrlig Udbre­ delse, Hovedstadens ansete Klokkefaar og dem, som redeligt ernærer sig ved at fabrikere „Politiken’s Levnedsløb“ og lave Ugeblade om os — dem alle vil det glæde, at vi nu betrygger vor Fremtid i et nyt Hus. Hvorledes er vi kommet saa vidt? Det ligger i, at dette Blad, der villigt gik i Spidsen, hvor det gjaldt F rihe­ den, ogsaa indadtil bar respekteret Friheden. Vi er frie Mænd. Vi ar­ bejder af Kærlighed til dette Arbejde og af Trang til det. Arbejdet er intet Middel for os. Det er vort Maal. Vi skal ikke have noget og ikke være noget. Hvor mærkeligt! Til de Vild­ farelser, man kan bebrejde os — og Vildfarelsernes Antal er mange — hø­ rer ikke, at vi stræberisk skeler til Jakobs Linsefad. Vi staar ikke i øko­ nomisk Erkendtlighedsforhold til po­ litiske Foreninger eller Partier, til Banker eller Pengemænd. Var det Tilfældet, vilde Politiken ikke længer være Politiken. Det moderne Blad er eu sammen­ sat Organisme, hvor vi Side om Side finder mekanisk Virksomhed og Aand, ideel Stræben og Smartness, tilfældig Lægmandsindsigt og systematisk Vi­ denskabelighed. Mange modstridende Interesser kæmper mod hinanden, og Vilje sættes mod Vilje, mens den hele ophedede Mekanisme hastigt glider hen over Tidens Hav. Nu staar vi i Dag i et saadant fuldt udstyret moderne Blad. I den mægtige Bygning har vi Lokaler og Maskiner, der vistnok er uden Side­ stykke, en Rigdom af Opfindelser, en Ødselhed af tekniske Fremskridt, alt, hvad der i Tiden kræves til hastig Fremstilling af et Storstadsblad. Dette fylder os med Tillid. Men det skal ikke bringe os‘til at forglemme, at samtlige disse Bladlegemets mekaniske Kræfter er værdiløse, saafremt det levende Menneskehjerte ikke et eller andet Sted i Organismen banker med sine normale Slag. Ja, Bladet kræver vort Hjerte, vor Evne til med al dets Varme at elske Menneskelivet og forstaa dets Mulig­ heder, dets Udfoldelse og Vækst. Bla­ det kræver af os den Kærlighed, der i Kampens Time kan vække en Mands Vrede, ja piske ham op til Spottens Giftdraabe, men ogsaa den Kærlighed, der kaster Forstaaelsens og Glemselens Klædning over Hadets Dæmon. Den Medarbejder, der fattes Kærlighed, er Bladets tomme Bjælde. Alene den, der elsker Menneskene, vil aldrig dø; han lever, og hans Ord vil leve: En Draabe Kærlighed er mere værd end et Hav af Blæk. Saa lad os da love hinanden, at nu skal Arbejdet inden for disse Mure være vort Liv, vort hellige Kald. Lad os aldrig vende Øjet fra Retfærdighe­ den. Lad os med Ømhed vaage over voyt Sprog, og lad os endelig evindelig vokse i vor Kærlighed, Saa skal detU Hus ogsaa blive et sandt Pressehus, og saa skal Pressens lysende Fakkel al­ drig glide af vor Haand. Henrik Cavling ,

O n s d a g . Georg Brandes mindes en Række flyg­ tige. men værdifulde Bekendtskaber. (S. 3). Edvard Brandes fortæller, hvorledes de Ofte citerede Ord i „Politiken“s Abonne­ mentsindbydelse, „Organet for den højeste Oplysning“, oprindelig skulde forstaas (S. 4). Den norske Kunstkritiker, Direktør Jens Thiis, udtaler sig om sit Forhold tii dansk Aandsliv. (S 4). Lidt om Konsejlspræsidenter og Stats­ ministre 1884—1024. (S. 5). En Oversigt over Statens Penge for 40 Aar siden og nu. (S. 6). Kjøbenhavnske Blade, der er afgaaet ved Døden i „PoIitiken“s Levetid. (S. 7).. En Skildring af, hvorledes den moderne Avis bliver fil. (S 7). En Samling Vers om Tiden af ældre eg yngre danske Lyrikere. (S. 2). Vi bringer en Række Optryk af minde­ værdige Artikler fra ,.Politiken“s 40 Aar. (S. 8—10). Den første Teatcranmeldelse af Edvard Brandes i „Politiken“: Henrik Ibsens „Vildanden“. (S 8). Overretssagfører Oskar Johansens før­ st'' Artikel, der skaffede ham hans Afsked fra det Sagførerkontor, hvor han var an­ sat. (S. 9) Et af Boga ni.s’ senere saa berømte „Jagtbreve“. (S 9). Holger Drachmanns Udtalelser om „den litorære Varieté“. (S, 9). Johannes V. Jensens klassiske Skil­ dring af en Tyrefægtning. (S. 10). Carl Ewald aabner Rækken af sine ernaa sociale og pædagogiske Billeder af Livel (S 10) * H enrik Jbsen i Polem ik med en hol­ landsk Redaktør. (S. 11). Holger Drachmanns navnkundige Min­ dedigt nver Schandorph. (S. 12). Hr.Har..sen (Carl Ewald) sender Provst Fenger et aabent Brev i Anledning af nogle Udtalelser om Sporten og Sædelig­ heden. (S , 12). Et Besøg hos August Strindberg som nygift og lykkelig. (S. 11). Herman Bangs Nekrolog over Tietgen. (S. 12). Aakjærs populæreste Digt „Jens Vej­ mand“, der første Gang tryktes i „Pcli- tiken“. (S 12). Bjørnstjerne Bjørnsons Henvendelse til danske Venner under Unionskrisen. (S.12). £n Artikel af Henrik Pontoppidan, da Norge ikke blev Republik. (S. 13). Thøger-Larsens Debut.' (S. 13). Et Mindedigt over Kong Christian den Niende, skrevet af Professor Vilhelm An­ dersen. (S. 13). Jakob Knudsen indleder en stor Debat om det seksuelle Problem. (S. 13). Drachmanns bitre Ord efter Raadhus- festen. (S. 13). Charles Kjermf furtæller om Drach- mann og Edith. (S. 14). Et Indlæg af Bjørnstjerne Bjørnson i Dreyfus-Striden. (S. 14). Mylius-Ericbsens .sidste Digt, som efter hans Død blev fundet hos Jørgen Brøn- lund. (S. 15). Da Alberti meldte sig til Politiet. (S. 14). Breve til „Politiken“ i Anledning af Bladets 25 Aars Jubilæum fra Bjornstjerne Bjørnson, Jakob Knudsen, Emil Han­ nover, Karl Madsen og Pesehcke Køedl, (S. 15 og 16). Knut Hamsuns Digt ved Bjørnstjerne Bjørnsons Død. (S 16). Friluftteatrets første Forestilling, an­ meldt af Sven Lange. (S. 16). Da Alfred Nervø fløj over Byen. (S.15). August Strindberg fortæller Minder fra Danmark. (S. 16). Henrik Pontoppidans Digt paa Georg Brandes’ 70 Aars Fødselsdag. (S. 16). I Kroniken skriver Redaktør Henrik Cavling om dansk Journalistiks Udvikling i de sidste 40 Aar. (S. 5).

I A a re t 1912 fle tte d e « P o litik e n » f r a Integra de t il s it eget H u s p a a B a a d h n s p la d s e n . V a b l. Am le rs e li sto re B y g n in g , som den en S om m e rn a t ly s e r o v e r P la d s e n .

h a r tegnet den

Han kendtes af de Færre, han undveg de Mange, Ingen har han røbet sit lønligste Maal; hans Indre gav Rum for ile blødeste Sange, mens Pennen i hans Haand blev det skarpeste Staal. Han elsked’, hvad han elsked’, var Lunkenheds Fjende, det Spirendes Talsmand, det Nyskahtes Tolk, holdt Rævene i Ave, stænged’ Ulvene inde dg opdrog én Hovedstad og dermed et Folk! i Ak Broder, hvad nytter det at rime til din Hæder —* se, Ven efter Ven lahgs vor Livs-Vej gik"tabt; om man kvæler sin Graad, om man flænger ,sine Klæder, de Døde farer bort, og de rider saa rapt. De Døde rider fort. Men man husker de Døde: Livs-Bitterheden graver de Levende ned, mens de Tabte i Tusmørkets Stund giver Møde, og Hjærte-Vundén brænder o£ Panden staar i Sved. Da gribes man af Lyst til at løbe væk fra Livet og følge efter Vennen til den stille, Brede Strøm, hvor der aandéagtigt suser en Brise gennem Sivet, hvor det Hele munder ud i en stor og rolig Drøm!

Jeg rejser mig

Holger Drachmann til Viggo Hørup.

med udstrakte Arme — vil følge den dyrebare Ven, men standses af et Noget, jeg ej kan give Ord<

(Fra Politiken 18. februar 1902.)

Der rejser sig i vort Bryst, bævende af bange Syner, det store Spørgsmaal:, Hvorfor?

Fjærnt .ser jeg hans Smil, det fine, fortryllende, som da han gik over Lystoftes Marker, glad ved at indaande Jordens Duft ene med sig selv,'

Klarere, dybere, mildere ser jeg ham smile: og det straaler i Øjet,

Og det banker og banker derinde i Vennernes Hjærner og Hjaertar: Hvorfor miste ham nu, da han skulde leve?

det trofaste Hjaårtes Blink —

og om Tindingen bærer han | Lidelsens Sejérskrans, hvis Blade bævende vifter i Evigheds Brisen . . .

Men ined det fortryllende fine Smil

om de Læber, der aldrig h a r udtalt en Dumhed, med Livs-Ironieus Blink i det frygtløse Øje. og med det mandige, trofaste Hjærte, træder Viggo Hørup ind i den store Tavshed.

Og jeg véd ,hvad der skiller os — : en liden Stund endnu. Hamiets Gaard. • Holger Drachmann. ,