S_NyCarlsberg_1846-1890

100

M I N D E S M Æ R K E R I K J Ø B E N H A V N

i 1795 var det næsthøjeste, Nikolajkirkes anselige Taarn, faldet, og 1807 ødelagde Englændernes Brandraketter det hojeste, Fruekirkes Taarn, hvis stolte Spir med de tre forgyldte Kroner kunde ses sex Mil ud i Landet. I lange Tider var der herefter ikke meget, der ra­ gede op i Kjøbenhavn, og Synet af Byens Gader svarede dertil. Det var en fattig Tid, der byggede den danske Hovedstad op igjen efter de Ulykker, der var overgaaet den. Der var Raad til det Nødvendigste, men ikke til Mere, og af Mindesmærker var og blev der Aarrækker igjennem kun tre: Kristian V.’s Heststatue paa Kongens Nytorv fra 1688, Frederik V.’s Heststatue paa Amalienborg fra 1771 og Friheds­ støtten udenfor Vesterport fra 1797. Det var Lidt. Men der er en priselig Udvikling i de nævnte Mo­ numenter. Medens de to første skyldes indkaldte franske Kunstnere, der obligat forevigede Tidens Konger, viser det sidste, at der nu er Noget, der hedder dansk Kunst med nationale Formaal. Her som paa tiere Omraader gik A b i l d g a a r d i Spidsen, men en Fortsættelse syntes helt at skulle udeblive. Tiden ævnede ikke at give den danske Billed­ huggerkunsts Ypperste den Opgave at rejse et Mindesmærke i Landets Hovedstad, kun fire af T ii o r v a l d s e n s Statuer støbtes i Bronce til — Nicheprydelser ved Kristiansborg Slots Hovedportal, og det skete efter hans Død. Først 1861 fik Kjøbenhavn en ny Statue, H. V. B is s en s Øhlenschlæger, der rejstes paa St. Annæplads, men 1873 flyttedes hen foran det kgl. Teater, hvor den fik en Pendant i Tu. S t e i n s Holberg. Sidstnævnte Aar afsløredes ogsaa H. V. Bissens Heststatue af Frede­ rik VIL paa Slotspladsen og tre Aar efter J e r i c ii a u s H. C. Ørsteds Statue i Parken, der har Navn efter den. Det gik kun langsomt med offentlige Mindesmærker i Kjøbenhavn. Det i 1848 aabnede, saa indholdsrige Thorvaldsens Museum syntes ikke i denne Retning at øve nogen Indflydelse. Naar der var udsendt en offentlig Opfordring, gik det mere eller mindre langsomt med Teg­ ningen af Bidrag. Man var vant til kun efter gjentagne Opfordringer