S_KøbenhavnsRaadhus_1893-1905

K Ø B EN H A VN SR A ADH U S

4 4

Ben Akiba i Uriel Acosta. N aar M odstanderne stormede frem mod Nyrop, og stab lede In d v e n ­ ding paa Indvending , lød hans Ord: E s war alles da. A tter og a tte r havde Fæ lle sudva lge t i de syv Aar, det havde arbejdet, drøftet de forskellige Indvendinger, og Fo rsam lingen m aa tte derfor have en egen Fornemm else af T ryghed , n aa r Nyrops Forslag alligevel, trod s alle de h a a rd e Ord, som lød om det, og som nok kunde bringe øjeblikkelig Fo rv irring i Rækkerne , havde faae t F le r ­ tal for sig i Udvalget. Med Rette h a r m an kaldt Borup for R aadhu se ts F ad er, og ingensinde h a r han tage t sin faderlige H aand bort fra Nyrops Bygning. F rem mod H agem ann og Jul. Thom sen skred Ingeniør H amm erich , og optog K am pen paa de t tekniske Om raade; mod Strøm, der a tter vilde have Sagen vist tilbage til Udvalget, stred

58 . B o r g errep ræ sen ta tio n en s U d v a lg sv æ r e lse i d et g am le R a a d - o g D om h u s.

Kayser, som paaviste, a t dette kun vilde blive en Svikmølle, thi den vilde a tte r vende tilbage til Forsam lingen med ganske det samme F lertal og det samm e M indretal. Dog størst O pmæ rk som ­ hed vakte det, at Arkitekt V. Koch stod op og fældede sin Lanse mod Meldahl, thi h an kom d e r­ ved i Dyst med selve den Mand, der havde foretrukket hans Skitse fremfor Nyrops, og h an brød sin Lanse for det Arbejde, som han selv havde væ re t lige ved a t besejre. H an indrømm ede , a t da han selv havde syslet med Raadhuset, havde han i Begyndelsen haft vanskelig ved a t gaa ind paa andres T anke r om den samme Sag. Nyrops P ro jek t havde ogsaa først blot fyldt ham med Forundring , men Forundringen va r efterhaanden blevet til Beundring , og i va rm e Ord hyldede h an ridderligt sin lykkeligere Medbejlers Arbejde. H ans Ta le m aa have gjort et betydeligt In d ­ tryk paa Forsam lingen , thi Overretssagfører Fr. H a rtm ann rejste sig og følte sig beføjet til a t takke ham , fordi han baade nu og tidligere havde ta lt efter sin Overbev isning som Kunstner; en særlig T ak skyldte m an ham for hans Ord i Aften, der mulig hos tv ivlraad ige M ed lemm er havde aabne t Øjet for, at naa r m an staar overfor et saa stort og smuk t Arbejde som Nyrops, bu rde m an ikke hænge sig i Enkeltheder, men overlade Kunstneren B earbejde lsen af dem. Der er ingen Grund til he r at gentage de Indvendinger, som gjordes mod Nyrops Arbejde, thi som det rigtig blev sagt: der gives ikke det menneskelige Værk, paa hvilket der ikke kan gøres