S_KøbenhavnsRaadhus_1893-1905

KØBENHAVNS RAADHUS

1 2

og 1883 havde Kommissionen affattet Betænkning og Indstillinger, der tiltraadtes af Justitsmini­ steriet, og mod hvilke Finansministeriet ikke havde noget at indvende. Inden disse Indstillinger sendtes videre til Rigsdagen ønskede Justitsministeriet, at Københavns Kommunalbestyrelse skulde udtale sig om dem; i Mødet den 17. December var de saa lagt frem til Forhandling i Borgerrepræ­ sentationen med Magistratens skriftlige Anbefaling. I Hovedsagen gik de ud paa følgende. Køben­ havns Kommune skal opføre en Fængselsbygning til 300 Fanger (det blev senere Vestre Fængsel), Arresthuset skal indrettes til Varetægtsfængsel, og Staten overlader Kommunen sin Andel i det,

18 . A r re stb y g n in g en v ed det gam le R a a d h u s, se t fra N y to rv . T ilv e n s tr e d en se n e r e op førte In d g a n g til F æ n g slet. E fter F otografi.

Raad- og Domhuset skal omdannes til et udelukkende Domhus med Lokaler for Underretterne og Politiet; som Vederlag for Fattigvæsenets Bygning i Hestemøllestræde og for Kommunens Andel i Raad- og Domhuset skal Staten betale Kommunen 300,000 Kr. H. N. Hansen og Herforth havde været Kommunens egenlige Tillidsmænd i Retskommissionen, og naar man med Opmærksom­ hed læser det i sin Art beundringsværdige Indlæg, som Justitsministeriets Tillidsmand, Departe­ mentschef Ricard, har udarbejdet, maa man indrømme, at Overenskomsten alt vel overvejet ikke kunde siges at være ufordelagtig for Kommunen, skønt den tilsyneladende blev holdt stærkt til Ilden; det er aabenbart, at den vilde være blevet ugunstigere stillet, hvis den ikke havde haft om- sigtige og energiske Talsmænd i Kommissionen. En ganske anden Sag er det, at Københavns Borgere og deres Repræsentanter havde ventet sig Guld og grønne Skove, naar Samejet mellem Stat og Kommune engang skulde ophæves, og disse gyldne Drømme blev unægtelig henvejrede. Magistraten og de tvende Tillidsmænd valgte imidlertid det Parti at indrømme det alt sammen. Kommunen var den lidende Part, Staten havde altsaa kun Grund til at være tilfreds. Den fore-