S_KøbenhavnsRaadhus_1893-1905

K Ø B E N H A V N S R A A D H U S

6

g. Jupiter m ellem K log sk ab (M in erva) og R etfæ rdigh ed (N em e sis). I H jørn ern e H a v e t o g jo r d e n . T h o rv a ld se n s B ly a n tsteg n in g (fra 1810) til R a a d - og D om h u se ts G avlrelief. T h o rv a ld se n s M u se um .

ning. Under Forhandlingen herom skete det nu, at Raadhusspørgsmaalet pludselig sprang op i Salen, næsten som Trolden i Æsken. Siden den Stund har det ikke været muligt at faa Trolden lukket inde igen. Den har formodenlig overladt sin Æske til det Spørgsmaal, som egenlig var paa T a le : Raad- og Domhusets plastiske Udsmykning, thi medens København har faaet et nyt Raadhus, har den gamle Bygning endnu ikke faaet sine Billedhuggerarbejder, og faar dem vel heller aldrig. Det var den Mand i Forsamlingen, der i højeste Grad havde Københavns Øre, C. St. A. Bille, som kastede sig ind i Debatten. Selve det foreliggende Spørgsmaal interesserede ham aabenbart mindre, og naar man ser, hvorledes han behandlede det, maa man have Lov at antage, at han ikke havde sat sig rigtig ind i, hvorom det egenlig drejede sig. Han var ikke vis paa, sagde han nemlig, at den i mange Henseender fortræffelige, men i andre Henseender mindre heldige B yg ­ ning, „hvis mørke og svære Søjler næppe frembyder Vilkaar for Plastiken“ , egnede sig til Udsmyk­ ning. Dette er jo dunkel Tale. Derimod huskede han godt nok paa, at han var Folketingsmand for den mest kjøbenhavnske Kres, den femte, og at han som Kjøbenhavner og Verdensmand havde særlig gode Venner ovre mellem Rigsdagens Bønder. Det er bekendt, fortsatte han, at der ikke for Øjeblikket hos Folketinget, som er den egenlige bevilgende Magt, er nogen Stemning for over­ hovedet at anvende den plastiske Kunst, og allermindst for at anvende den til Udsmykning af en Bygning, der har et væsenlig kommunalt Præg. Den smidige Debattør og mangeaarige, lydhøre Leder af den offenlige Mening greb saa Anledningen til pludselig at lægge Fingeren paa et Punkt, der ikke blot føltes som ømt af Forsamlingen, men sikkert ogsaa af Københavns Borgere: Statens og Kommunens Forhold til Raad- og Domhuset. Der var det ejendommelige ved dette Forhold, mente Bille, at man ikke rigtig vidste, hvem der egenlig ejede Bygningen. I Almindelighed var dette naturligvis højst uheldigt, og ved en Lejlighed som denne, hvor Talen var om Bygningens Udsmykning, blev Sagen ret uhyggelig. Han berørte dernæst Spørgsmaalet om Pladsen, idet han mindede om, at der var gjort Forsøg paa at skaffe Plads ved at fjærne flere Institutioner, som tid­ ligere havde haft Lokale i Bygningen; men det viste sig, „at en Del af Retsplejen tilligemed Politiet fuldstændig kunde optage Bygningen“ , og det var ingen Overdrivelse, at hele den kommunale For­ retningsgang led under Mangelen paa Plads. Det vilde derfor ikke være unaturligt, om Kommunen besluttede at træffe Foranstaltninger til at samle Kommunalbestyrelsen i en særlig Bygning. Han sluttede med at anbefale Sagen til Overvejelse, „især paa en Tid, da Kommunen er i den heldige Stilling at være Ejer af udstrakte Grunde, og saaledes kan raade over en af de væsenlig-

10. S a lom o s D om . Skitse (fra 1835) af T h o rv a ld se n . T h o rv a ld se n s M u se um .