S_Københavnerliv_1912-1920

Den tavse Dansker—og en, der taler 1916 Bogen, der læses a f alle Danske, om en Sønderjyde i Verdenskrigen .

Forfatteren Erich Erichsen, hvis praktiske Hverv er at være Redak­ tionssekretær ved Dagbladet »Kø­ benhavn«, har allerede tidligere er­ hvervet sig en stor Læsekreds Lan­ det over ved en lang Række vel- skrevne Fortællinger. Men med sin i Aar udgivne Bog »om den, der gjorde sin Pligt« Den tavse Dansker har Erich Erichsen faaet snart sagt alle Danske i Tale. Det er en Beret­ ning om en Sønderjydes Deltagelse i Verdenskrigen, bygget paa mundt­ lige Meddelelser og Breve. Den tavse Dansker er allerede udkommet i op imod en Snes Oplag. Den gribende Skildring gives af den unge Sønderjyde, der vender hjem fra Krigen. Han har mistet sin højre Arm, Ansigtet er præget af Sorger og Savn, han ser ud som en gammel Mand. Og han siger: — Det var Rædslernes Rædsel. I begriber det slet ikke, I, der lever trygt paa hjemlig Jord og tjener Guld paa andres Elendighed. I aner ikke, hvilken skrigende Jammer, hvilken bundløs Fortvivlelse, hvil­ ken grufyldt Umenneskelighed vi har maattet opleve. . . . Jeg kunde tænke mig, at man kan lide, og lide alt, for det, der for en er skønt og helligt og evindeligt. Jeg kunde tænke mig, at man i saa Fald kunde se tilbage paa det, der mødte én af Gru og Forfærdelse, som stort og ophøjet, fordi det i sin Rod var viet og velsignet af noget dyrebart, noget umistelig kært . . . noget, der var ud over Livet og Tiden . . . noget, der havde Evighedens Haab og Længsler i sig . . . men naar det nu altsammen kun øves af Pligt. En kold uafvendelig Pligt------ Og nu fortæller denne unge Søn­ derjyde om alt det frygtelige, han har oplevet under Krigen, hvor han har maattet slaas for et Land, som han ikke føler som sit eget------ Bogen slutter med disse Ord:

— De kaldte mig: Den tavse Dan­ sker . . . De havde Ret. Men alle de andre da . . . Hvad dem . . . Mon deres Navn ikke bli­ ver det samme. Jeg tror det. Jeg tror, der vil blive saa tung og trøstesløs en Tavshed dér, hvor der før var saa megen Styrke, saa megen Glæde, saa megenTro, og saa mange skønne Haab. Den tavse Dansker. Ikke sandt. Jeg tror, det vil blive Navnet for dem alle. Thi Mindet le­ ver lykkeligt i det stille. Og de store Sorger har ingen Ord.

Søndeijyske Soldater: Fader og Søn. „Den fulde og den liele Sandhed4 — G en e ra lm a jo r Casten sch io ld retter et ska rp t A n g r e b mod F o r sv a r sm in is te r P. Huneh . 9. A u gu st. Generalmajor C a s t e n s c h i o l d offentliggør i Aften i N a t i o n a l ­ t i d e n d e under Overskriften D en fu l d e og he l e Sandhed en Artikel, hvori han angriber Forsvarsminister Munch. Generalen skriver bL a.: Der er rejst Tvivl om Ministeriets Vilje og Evne til at tale Sandhed. Og det er Ministeriets egne Medlemmer, som har rejst den. Det er da berettiget at spørge, om der altid tidligere er talt Sandhed a f Ministrene. Jeg sigter her til det hemmelige Rigsdagsmøde den Oktober 1915, hvor Forsvarsminister Mun c h gjorde Rede for Forsvarsforanstaltnin­ gerne. Har Ministeren her sagt den fulde og hele Sandhed? Rigsdagens Tavshed synes at vise, at den har været tilfreds med de givne Oplysnin­ ger. Men i Befolkningen og i Hæren er der stadig Tvivl og Uro og en dyb Ængstelse for, at Forsvaret ikke er, som det burde være. G en e ra len fik 14 D age s K va rte ra rre st . 24. September.

Overkrigskommissionen, som paa Forsvarsminister Munchs Foranled­ ning tog Sagen op til Behandling, har sluttet sine Undersøgelser, og i Gaar blev Dommen afsagt. Den kom til at lyde paa 14Dages Kvarterarrest for Generalmajor Castenschiold. Det udtales i Præmisserne, at selv om Tiltaltes Grunde for ham har staaet som overbevisende efter hans Opfattelse af det lukkede Rigsdags­ mødes Karakter og Hensigt, maatte hans Stilling som tjenstgørende Of­ ficer til Ministeren som Hærens Foresatte udelukke hans Beføjelse til, navnlig i en Henvendelse til Of­ fentligheden, at fremsætte Udtalel­ ser om Ministeren, der i Ord og Mening maa betegnes som kræn­ kende for denne.

Generalm ajor Castenschiold.

130