S_Københavnerliv_1883-1894

i88S Unge Menne ske r — Gamme l Gæld!

H e r m a n B a n g Hr. Hoff var moderne. Han var dukket op pludselig, og lige med ét havde man truffet Navnet Bernhard Hoff overalt, paa T eaterplakater, paa Bøger, i alle Blade. Og ogsaa i Livet tra f man ham allevegne og kunde ikke undgaa at se ham. Man mødte denne spinkle F igur med det blege, graa Ansigt overalt: paa Ga­ den, paa Langelinie, i Teatrene. Som oftest kørte han: han sad henslængt i en Droske, undertiden alene, sam ­ menfalden og klem t op i det ene Hjørne. Saa saa’ h an ud som Døden fra Lybæk, som om han vilde blive borte i sin polske Skindpels; men undertiden kørte h an med en Ven, et Menneske, som havde det mo­ ralske Mod at vise sig sammen med ham, skønt han v ar ligesaa bagtalt privat som offentlig. N aar han var sammen med nogen, v ar han altid nervøst livlig og meget snaksom. . . . »Kære! (Hoff slog Pudderet af med en Harefod) Stregerne under Øjnene h a r gavnet mig mere end hele Talanget.« (H aabløse Slæ gter.)

P e t e r N a n s e n Et P a r Gange hver Sommer plejede den unge Forfatter Kandidat Erik P rah l at tage ud i Dyrehaven — al­ tid samme Sted — for i Ensomhed at nyde Naturen og samle Studier til sine literæ re Arbejder. — Han laa udstrakt paa Ryggen under et mæg­ tigt Bøgetræ, med Hænderne flettede sammen under Nakken — der var, som han laa dér og stirrede frem mod de drivende, pudrede Skyer paa den rene Sommerhimmel, noget smertelig træ t over hans næsten kvindelig fine Ansigt. Han følte

G u s ta v E sm a n n

Gustav Esm ann.

Saaledes h ar min Ungdom været. En lang afmægtig Rekonvalescens, et halvt Liv med bitter Smag af gam­ mel Brøst, i halve Forhold med Stik af fordums Nag, hvor jeg i Smuler og Stumper h ar givet for meget af mit Eget, ude af Stand til blot én Gang at give nok af mig selv. — Det gøs i mig, naar jeg tænkte paa de Folk, jeg havde omgaaedes i de sidste Aar, og gik dem igennem en for en. Alle havde jeg mødt dem paa en Tid, hvor deres Liv begyndte at falde fra hinanden. Med dem alle gik det tilbage, hos dem alle var der et eller andet Sted en svampet Plet, en bitter E rfaring, et vædskende Nag, noget der var rystet ved, hvor det lammede og stammede fysisk eller moralsk. Nogle tilstod det strax, for­ tvivlet aabent eller træ t fortroligt, andre strittede endnu imod, søgende at skjule det — drevet sammen af en fælles Skæbne havde vi levet med hinanden i lunken Sympathi. (Gammel Gæld.) der dannede Rammen om hans »Liv«, passere Revue. Alle fortalte de ham, hvor smuk han var; alle elskede de hans Øjnes gaadefulde Spejl, hans Munds Am orsbue.------- (U nge Mennesker.) 55

Peter Nansen.

sig da som stillet overfor noget fremmed, der uden at ville det blev ham fjendtligt; som han t i l . daglig væbnede sig mod med et medlidende Smil, en overlegen Satire. — Det gav et Stik igennem hans Bryst: »Hvad du dog er for en jammerlig fejg Karl. — Hvem er du, hvorfor lever du her paa denne Jord, som du spadserer hen over med lakerede Støvler?« — Han forekom sig selv latterlig i sine ny elegante Sommer­ klæder, i sine lyse, pletfri Handsker og med sin sivtynde, guldknappede Stok, hvoraf intet var betalt — — og han lod alle de Kvindeskikkelser,

Herm an Bang.