S_Københavnerliv_1883-1894

i88y

§o*t t>&>

©øbettø

Efter Udpibningen kunde han ikke drives til at optræde paany. Høedt forsøgte sig ogsaa som Fo r­ fatter. Hans lille Digt »Ak kæreste Hr. Guldsmed« med det populære Omkvæd »Farvel lille Grete« synges endnu til Prof. Gades Melodi, men hans Skuespil »Madonna« blev en uhjælpelig Fiasko, til Trods for, at Michael Wiehe kæmpede som gjaldt det Livet for at redde Stykket. Som Sceneinstruktør fik Høedt derimod den største Betydning. Han har skabt de Skuespillerinder, der for Øjeblikket er Det kgl. Teaters første: F ru Eckardt, F ru Hennings og Fru Nyrop. Høedt udpegedes ogsaa som Teaterchef, men han afslog, turde ikke paatage sig Ansvaret. Hans Ven og Elev Fallesen overtog Posten, Høedt græmmede sig og forlod Te­ atret som Instruktør. Syslede der­ efter lidt paa Folketeatret, men saa kom Sygdommen, til sidst gik han slet ikke ud, men tilbragte de sidste fem-seks Aar paa sit Værelse, ensom og sky — og nu han er død, kan det godt siges: melankolsk og halvt sindssyg. Han var et nobelt Menneske og en ægte Kunstner. Hans Værk vil for­ nyes, og da vil Mindet om ham be­ vares gennem Fremtidens Kunst. (Af E dv. B randes’ N ekrolog.) 1. Maj 1885. Igaar Eftermiddags Kl. 5 er J. P. Jacobsen død i sit Barndomshjem i Thisted. For ingen kommer dette Dødsfald uventet. De, der stod ham nær, h ar Aar igennem set Sygdom­ men ubønhørlig nedbryde hans Kraft og undergrave baade Sjæl og Legem — og de Mange, der kun kendte ham gennem hans Værker, havde forlængst erfaret, at hans Liv bestandig var truet af en uhelbrede­ lig Svindsot. Alle vil med Sorg mod­ tage Budskabet om, at den, der var sin Slægts største Digter, ikke er mere. — Om hans Liv skal idag kun lidt fortælles. Det var pletfrit. Han for­ drede af sig selv — netop fordi han var Fritænker — at hans Vandel skulde være paa Højde med selv den strengeste moralske Fordring. Aldrig h a r han været i en uskøn eller tvivlsom Situation. Han ude­ lukkede sig fra enhver Oplevelse, hvor Lidenskaber gør Menneskene svage eller uberegnelige. Han syntes os alle i de sidste Aar ren Åand. Hans stakkels hentærede Legeme v ar som et gennemsigtigt Giar, hvor­ under man saa’ hans fine og ade- Digteren J. P. Jacobsen.

F . L. H oedt. t Sceneinstruktør og Skuespiller, Professor F. L. Høedt. 23. Marts 1885. Professor Hoedt er i Gaar i en Al­ der af 65 Aar afgaaet ved Døden. Med Professor Høedt er et af dansk Teaters største og betyde­ ligste Talenter gaaet bort. Man sagde til ham, at hans private Formue havde gjort ham uafhængig, og om ham, at denne Formue havde øde­ lagt hans Virksomhedsevne; Sand­ heden er, at han havde Raad til ikke at finde sig i en uforstandig Teaterledelses Vilkaarlighed, men det er ogsaa rigtigt, at hans sikre Stilling ikke forøgede hans F o re­ tagsomhed. Med sin mangeartede Begavelse, der lod ham studere Te­ ologi og Filosofi, fristede ham til dig­ teriske Forsøg og drog ham mod Scenen, vaklede han længe, førend han gjorde sit Valg. Først 31 Aar gammel debuterede han som Ham­ let og gjorde stormende Lykke. Men hermed havde han ligestraks givet sit alt, selvom han senere spillede mangfoldige andre Roller. Han kæmpede for -sin Kongstanke om Naturlighed i al scenisk F rem træ ­ den, men man gjorde ham ked af hans Virksomhed paa Det kgl. Te­ ater, og forlod det for sammen med Michael Wiehe at gennemføre den berømmelige Sæson paa Hofteatret. Begge gik de sammen tilbage igen, men Høedts Dage var talte. F ru Heiberg vandt en stakket Sejr, fordi Publikum snart højst ubilligt fore­ kastede den fortrinlige Kunstner­ inde hendes Alder — medens Høedt blev pebet ud og trak sig tilbage.

J. P. Jacobsen.

lige Sjæl. Kielland havde kaldt ham »Ekscellencen« for at betegne den fornemme Ro, hvormed han førte sig i Samtalen, og den overlegne Maade, hvorpaa han bar sig i et­ hvert Forhold. Han var til at be­ gynde med tavs og forlegen — Tavs­ heden beholdt han altid, Forlegen­ heden gik af ham med Aarene. Ikke for det, han havde altid væ­ ret sikker paa sit Geni. Det er nu tretten Aar, siden han en Vinternat læste det Digt, som kaldes En Ara­ besk, for en af sine Venner. Denne anede intet om Jacobsens Digter­ planer, men da saaledes denne dybt ejendommelige Sprogtone fo'r første Gang havde lydt for hans Øren, sprang han op og udbrød: »Men Du er jo Digter!« — »Ja, det ved jeg nok,« sagde Jacobsen, »det h ar jeg altid vidst.« — Livet mister ikke lidet af sit Værd, n aar de Bedste gaar bort, uden at man forstaar, hvorledes de skal e r­ stattes. Og der gaves ingen ædlere Aand i Danmark end han, der nu er død. Edvard Brandes. Eftermæle - fra den anden Side. J. P. Jacobsens Virksomhed ligger saa nær i Tiden, at man ikke let nu kan fælde nogen Dom om dens bli­ vende Betydning. Hans Værker vakte ved deres Fremkomst en stor Op­ sigt, navnlig var »Marie Grubbe« Gjenstand for stærk Debat. Det lite- raire Venstre vilde selvfølgelig tage Jacobsens store Talent til Indtægt, men med Urette: Jacobsens Stilling var nærmest en Mellemstilling. Han skildres af Venner som en saare elskværdig Personlighed. »Avisen«, 3. Maj 1885. 4 1