S_Københavnerliv_1883-1894

Da Øksen faldt for sidste Gang! 1892 Dømt til Døden. 30. Juni. A lt papat til Henrettelsen. Horsens, 7. November.

For tredie Gang er Tugthusfangen J ens N i e l s e n demt til Døden for Forsøg paa Mord. Jens Nielsen er født i Jyderup paa Sjælland den 21. November 1862; han er saaledes, 3 Gange domt fra Livet, endnu ikke 30 Aar gammel. Det er i Straffeanstalten, han i Lebet af 8 Aar har erhvervet de tre Dødsdomme for Mordforsøg paa Fængselsbetjente. Han forklarer selv, at Motivet er Had til Samfundet og endnu mere Ræd­ sel for det evige ensomme Fængsel. 7. Oktober. Højesteret stadfæstede i Gaar Døds­ dommen over Jens Nielsen.

En af de Første, der imorges var paa Benene i Horsens Tugthus, var Hr. Sejstrup og hans Rakkerknægt. I et Materialskur havde Bøddelen hensat Blok og Økse. Disse Redska­ ber bar han nu ind i Tugthusets vestlige lille Gaard. Denne Gaard, der er 40 Alen lang og 25 Alen bred, er paa de 3 Sider omgivet af høje Fængselslænger, hvis tilgitrede Vinduer giver Pladsen et lidet hyggeligt Udseende. Henover Gaarden, der ellers bru­ ges til Kuloplag, var der om Aftenen strøet et Læs gult Sand. kede Forsamlingen, navnlig Rakker­ knægten, der ængstelig trykkede sig op ad Muren. Men Sejstrup bevarede sin Ro og greb til Øksen. Hvad kunde der ikke være sket, om Jens Nielsen havde sønderrevet Bast- baandene og grebet Bødlens Vaaben. Præsten, der var bleven ligbleg, nærmede sig igen og sagde: »Maa jeg da bringe Dig en Hilsen fra Din Søster.« Herpaa svarede Jens Niel­ sen ikke, men han blev først rolig, da han med sine blodunderløbne Øjne saa, at Præsten fjærnede sig. De sidste rædselsfulde Øjeblikke. Borgmesteren traadte nu frem for Fangen: »Nu forinden Deres Livslys sluk­ kes,« sagde han højtideligt, »spørger jeg Dem, om De vil høre Præstens Ord.« Jens Nielsen (højt): »Nej.« Borgmesteren (idet han lægger sine Hænder paa Fangens Skuldre): »Saa Gud være med Dem da. Far­ vel!« Jens Nielsen: »Tak, Hr. Borg­ mester o g Farvel!« Borgmesteren (til Bødlen): »Vil De gøre Deres Pligt!« Et tragi-komisk Sekund. Tiltrods for det alvorlige i Situa­ tionen lykkedes det for et Øjeblik Hr. Sejstrup at give Handlingen et komisk Skær. Sejstrup, der ligesom den ængstelige Rakkerknægt var i civil Dragt, bukkede sig nemlig høf­ ligt mod Jens Nielsen og sagde: »Vær’ saa artig!«

Jens Nielsen lægger koldblodigt HovedetpaaBlokken, En rystende Begivenhed, der vel nok bliver den sidste i sin Slags i Danmark. Horsens, 7. November. D a alt var i Orden, og der var ble­ vet dødsstille i Gaarden og bag

S karpretteren S e jstrup h y g g e r sig i sit H je m .

Jens Nielsen sprang selv hen til Blokken. Og Jens Nielsen lod sig ikke nøde. Han formelig sprang hen til Plan­ ken, lagde sig paa langs, sprællede lidt med Benene for at komme rig­ tig op, og trykkede derpaa Hagen ned i Falsen. For Bødlen, der ikke havde givet ham Bind for Øjnene, var der ikke andet at gøre end at lægge Bøjlen om hans Nakke. Det Hele varede ikke en Hundreddel af et Minut. Der herskede i Gaarden en Stilhed som paa Bunden af en Brønd. Fan­ gen laa udstrakt med Ryggen opad, rolig som en Mus. Hans ene Filtsko var faldet paa Jorden; mekanisk tog en Betjent den op og holdt den i sin Haand, medens alle Øjne, rundt om op over Murfladen og helt op til Tagskægget kun saa’ en eneste Ting, en hvid Stribe: Delinkventens mel­ lem to Jærnbøjler fremstrakte Hals. Og Øksen falder. Og langsomt over denne Hals hæ­ vede sig en vældig bred, blinkende Økse, til den pludselig faldt og over­ skår et Hovede fra en Krop. Klok­ ken Var da 7,15. . . . Der kom ikke ret meget Blod; kun et Par Draaber var at opdage i det gule Grus. . . . (Henrik Cavlings Referat.)

Væggene, gav Borgmesteren et Tegn. Sejstrup trak Frakken af og lagde den henover en Trækasse, saaledes at Klædningsstykket dækkede Øksen. Derpaa aabnedes den vestlige Dør, og alle Blikke rettedes mod den Dødsdømte. Staaende mellem fire solide Fange­ vogtere syntes Jens Nielsen lille som et Barn. Han var ligbleg, og hans uredte Haar gav ham et forvildet Udtryk. Han var iført Fangedragt: graa Trøje, kort Vest, Knæbenklæ­ der, graa Strømper og Filttøfler, som han selv havde lavet. Saa snart han traadte ud, søgte hans Blik op over Murene, hvorfra en svag Mum­ len røbede Fangernes Interesse. Et pinligt Optrin. Den Dødsdømte springer bort fra Præsten. Idet Borgmesteren nu vilde tale, kom det til et Optrin, som imellem de Tilstedeværende vakte en usigelig Bestyrtelse. Pastor Haffstrøm, der hidtil havde holdt sig i Baggrunden, traadte nemlig hen til Fangen og sagde til ham i en stærkt bevæget Tone: »Din sidste Time er . . .« Fangen hørte ikke mere, før han som stukket af en Giftsnog sprang i Vejret, smuttede mellem to Betjente og løb 7—8 Skridt til Siden, idet han med hæs Røst raabte: »Jeg har intet at tale med Dem om, ti!« Dette pludselige Udbrud forskræk­

247