S_Københavnerliv_1883-1894

1892

Vi, derbærer Danmark!

Til Dr. Georg Brandes. 21. Juli. Min Ven. For ikke længe siden trykkede vi hinandens Haand nde paa Skibs- kirkegaarden i Kjøbenhavn. Det var, da vi havde fulgt min gamle Fader til Jorden. Jeg kan sige Dig, det smærtede ham dybt, dengang Du og jeg skil­ tes. Vi — han og jeg — stod i Grun­ den hinanden saa fjærnt gennem hele Livet. Han var mig for usam­ mensat, for positiv, maaske for nøg­ tern, Hædersmand, som han levede Livet, og Helt som han langsomt døde. Jeg bøjer mig hverken for Din Autoritet, hvor begrundet den end er, dine Kundskaber, hvor mange de er, din Produktionsævne, der er i Slægt med min, din Stilling som Fø­ rer i den store Falanx af frie og frelste Mænd. Jeg ved saa omtrent nu, hvad jeg duer til; og jeg duer mindst af alt til at være i nogen Livvagt. Vi ses maaske — eller rimeligvis — aldrig mere; det er kun Smaa- piger og tarvelige Journalister, som »forsones« igen. Men fra den Dag derude ved den gamle Professors Jordfæstelse er jeg Din Ven. Vi er — højt regnet — et halvt Hundred Mennesker, som bærer dette Land, og for hvem det er en Lidelse at bære. De fleste af os holder det kun akkurat ud at være derhjemme og »bære«. De, som kan, vandrer ud — men tager hele Byrden med sig. Hvad mig angaar, jeg har faaet min Ungdoms Vikingeskib sat i Søen igen, og jeg agter at fare. Vær sikker paa Et: Du skal faa Fornøjelse af mig, Du og »Menig­ heden«. Jeg staar stadigvæk i Gæld til begge; i størst til Dig. Leve Danmark; leve Friheden! Din Holger Drachmann. Det nye Raadhus. 19. Juli. laftes blev Raadhussagen endelig afgjort. I over to Timer diskuterede man atter Arkitekt Nyrops Plan, som sidste Mandag gav Anledning til saa overvættes megen Tale. Det var iaftes i ganske overvejende Grad Modstanderne af Planen, som havde Ordet, og de sparede ikke paa Krudtet. Resultatet af de mange Ord var, at Flertallets Forslag om at lade Hr. Nyrop bygge Raadhuset efter den Plan, han har givet, blev vedtaget med stor Majoritet.

Til Holger Drachmann. 28. Juli. Kære Drachmann! For mig, hvem Din Fader under ualmindelige Forhold havde vist sjælden Velvilje og Sympati, men aldrig havde haft Lejlighed til at til­ kendegive de Følelser, han indgød, var det en Fornødenhed at bevise ham, hvad man kalder »den sidste Ære«. Vi mødtes efter lang Tids Forløb ved hans Grav, og Du har villet, at med ham, der gærne havde set alle frugtbare Kræfter i Danmark for­ bundne, skal for bestandig en gam­ mel Tvist være begravet. I et smukt Digt fra Oktober ifjor rakte Du mig din Haand og trak den paany til­ bage. Ved Din Faders Grav rakte jeg Dig min, og tag min Tak for det Haandtryk, hvormed Du har grebet den. I hvad Du siger om Danmark, er der en Smule Øjebliks-Overmod. Det vilde ingensteds se godt ud, om en Gruppe Mænd gav sig til at hævde, at det var dem, som bar deres Land. Tidligt var Du lovende, som det kaldes. Du er i anden Forstand lo­ vende endnu. Ingen har fra først af haft mere Glæde af at se Dine Æv- ner spire og vokse end jeg. Ingen vil det volde mere Glæde at se Dig fremdeles vokse og vinde som Per­ sonlighed og som Kunstner. Din Georg Brandes. Cirkushaven foreviser i disse Dage en Samling leuende Fotografier. Ved Hjælp af et halvt Hundrede sam­ menhængende Øjebliksfotografier er det lykkedes at præstere adskillige ganske vellykkede Portræter af Dyr og Mennesker i den lebendigste Be­ vægelse. Man ser en Hund i fuld Fart med viftende Hale og Tungen ud af Halsen, og det pudsigste er, at den ikke kommer ud af Stedet; thi det er jo kun selve Bevægelsen, der gengives, ikke Stedforandringen. Levende Fotografier. 4. August.

P ro fe sso r A . G. D ra c h m a n n .

t Anders Georg Drachmann. 3. Juli. Professor, Dr. med. A. G. Drachmann døde igaar Mor­ ges. Han var født 1810 og vilde i Efteraaret have fyldt sit 82de Aar. Det er et betydeligt, i bedste Forstand menneskeligt Liv, fuldt af mandigt Arbejde og mandig Livsglæde, der slukkes med gamle Professor Drach­ mann. Med utrættelig Flid ar­ bejdede den unge Kirurgus paa at fylde Hullerne i sin Viden, han naaede at blive en almindelig afholdt og i sit sær­ lige ortopædiske Fag oprigtig anerkendt Kollega af de mange fremragende Læger, han kom i Berøring med. Hans Virk­ somhed for Sundhedspleje, Skolehygiejne og Gymnastik, især Syge- og Kvindegymna­ stik, vil være kendt i vide Kredse. Han var et sjældent elske­ ligt Menneske. Hvor han var Læge, var han ogsaa Ven. Selv blandt Meningsmodstan­ dere taalte man meget af den selvstændige, frit tænkende og lunt overlegne Oppositions­ mand. Han indbød ikke til Lovtaler, paa en Gang beske­ den og dog paaholdende paa sin Ære med lidt af en self- made-man s Mistænksomhed, som han var.

243