S_Københavnerliv_1883-1894

i 8 8 8 Ernst Ahlgren og Georg Brandes

Arbejde og Livslede.

Første Møde med Georg Brandes. D agbogen 1886. D e t v a r den i. O k tober, jeg fø rste G ang saa Georg B r a n d e s ------------- »L ad m ig se lid t paa Dem først,« sagde h an med en blød ,alvo rligS tem - me, uden a t saa- m eget som en L y s­ ning gik over han s A nsigt. P an d en laa i underlige F u re r, og h an saa frem under den med g raa Ø jne, i hvilke der laa ligesom et

D agbogen 1887.

2 . J a n . : E n B revlap fra G. B. 5 . J a n . : »F ru M arianne«. L iv s­ lede. D et ser ikke ud somom jeg skulde kunne kom ­ me igennem det. M i d s o m m e r - a f t n e n : (E fte r at have læ st »P o liti­ ken« s Anmeldelse af »F ru M arian ­ ne «) F ik D ødsdom - m en over m it F o r­ fatte rsk ab , m aaske

Georg Brandes,

Ernst Ahlgren.

over m ig selv. 2 6 .

Afskedsbrev til Brandes. Om jeg selv havde h a ft rin g este T ro paa m in Begavelse, skulde ikke A lverdens K ritik e re have fo rm a ae t m ig til d e tte Skridt. Je g vilde have .rejst m ig m ed T ro d sen s hele K ra ft, vilde væ re æ g g e t af H arm en . M en jeg kan ikke h arm es, m an h a r ikke g jo rt m ig U ret. De h a r væ re t m ig en g ru som Bøddel, m aaske mere g ru som end nødvendig, m en jeg ky sser Deres Hæ nder. Jeg kom ald rig til a t hade Dem. H avde jeg levet, v a r jeg m aaske komm et til det. Saa vil jeg hellere dø. J u n i : E n forfæ rdelig N at. D e t synes at næ rm e sig. S ta a r stad igvæ k paa det P u n k t »E n ten — eller«. E n ensom S p ad se re tu r og P røv eskydn ing med R evolveren, som g a ar godt. A ngst, m en jeg vover det vel endda om d e t b liver nødvendigt. G e o r g B r a n d e s . H v o r h a r jeg i m it In d e rste tig g e t om et eneste v en lig t O rd ! Fo rgæ ves. Je g v a r en æ rb a r K v ind e; a t jeg gav m ig helt, kom af, at jeg elskede helt. A llerede i F o ra a re t mæ rkede jeg, a t Du var træ t af L eg etø jet, og a t jeg ikke kunde haabe paa noget V enskab eller nogen V elvilje, n a a r L eg en v ar slu t — din V en vilde jeg tu sin d Gange hellere have væ ret end din E lskerinde. — — D er findes in te t V alg hos m ig imod Dig. I T a n ­ kerne stry g e r jeg over d it H a a r, som jeg saa m ange G ange h a r g jo rt det, n a a r Du v a r bedrøvet, og jeg e r glad over, a t m in Død ikke skal gøre nog et va­ rig t In d try k paa Dig. Farvel. De første Selvmordsforsøg. Den 8. Januar 1888.

H an spu rg te om m ine F rem tid sp lan er. »Jeg tro r, a t jeg kan arbejde endnu et P a r Aar.« — »E t P a r A ar? H v ad m ener De med det, tro r De, a t De skal dø?« — »Jeg ved d et ikke.« H a n m aalte m in høje Skikkelse. »De ser ikke saadan ud. P a a Gensyn.« T u ng sind . »Der er ikke m eget tilbage at se paa,« svarede jeg. D et lød saa pud sig t ligefrem t, hvad h a n sagde.

F ø r b etød K øbenhavn for m ig T e a te r og Indkøb, nu b e ty d e r den kun Georg B randes.

A tter i København.

D agbogen D ecem ber 1886. 2 . D e c . L an g S p ad se retu r m ed Georg B randes. 3 . D e c . Indkøb hele D agen. — Og saa paa Fo relæ sn ing . »Han« fu lg te m ig hjem . H v is jeg ikke følte m ig saa dum og uvidende, vilde jeg blive fuldkomm en fo relsk et i ham . B lo t jeg med O rd kunde beskrive, hvo rd an Axel L u n d eg ård h a r væ re t og er imod m ig ! H a n ved alt, a lt om m ig, vi er jo saa gam le V enner, vi h a r omgaaedes som K am m era ter inden noget M en­ neske endnu kendte E rn s t Ahlgren , inden »F rau Skåne« udkom , og n u fø rst føler jeg, hvo r dybe Rødder H eng ivenheden har. Som h an vog ter paa m ig — tæ n k e r fø rst og frem m e st paa m ig og næ ste n altid. — B lo t du kunde høre, n a a r h an siger, at jeg skal have m in F rihed , hvis L iv et er for tu n g t, men hvo rd an h an med den stø rste Ømhed fo rsøger a t samm enkny tte de T raad e, som er b riste t mellem m ig og T ilvæ relsen ! O g h v o r b lid t h an kan sige, a t h a n ikke h a r Raad til a t m iste en Ven som mig, og a t vo r L itte ra tu r h eller ikke h a r R aad dertil.

152