S_Københavnerliv_1883-1894

Ga m le G u d er 0 5 n y e 1883

paa den Beslillingsmaade, der sma- g er af Butikken, af Grossistlageret, vortil man kunde antage, at Dhrr. med deres underjordiske Bødder er knyttet. Dette skal derimod siges dem, at saa længe de i deres K ritikker og Essay’s — endogsaa de indbyrdes — tager L iteraturen, Essensen af en Periodes fineste og dybeste aande- lige Børelser paa en saa letfærdig Maade, som de gjør — saa længe ville D h rr.’s nervøse, krampagtige Forsøg paa at kue og tvinge L itera­ turen være ligesaa afmægtige over­ for de »Yngre«, som deres blinde Baseri mod alle de »Ældre« h a r viist sigt at være virkningsløst, skæbne­ svangert for dem selv, og — hvad der vil blive det Værste for dem selv — ikke en Gang længere under­ holdende. Palæet i Roskilde, December 1883. Holger Drachmann. Karl Gjellerup’s Opgør med »Gebriider Brandes«. Vor Helligaandsridder, vor Sankt Georg! (Gjellerup i »Rødtjørn« 1881). Her v ar i Toppen af Dyngen B ran­ des’ Bog om Gennembrudsmændene med dens taabelige Overmod over­ for Drachmann, der formodes ikke at kende noget til det danske Folk »fra idag« og dens Forsøg paa at gøre Broderen (Edvard) til dansk Digter. Der v ar paa den anden Side Drachmanns ved sin Voldsomhed og injurierende Tone mislykkede Avis­ angreb paa Brandes og hans ulige vægtigere Opsigelsesbrev »Ostende- Briigge« — den psykologiske B eret­ tigelse ja Nødvendighed af dette Brud var mig saa k lar paa Grund af mit mangeaarige Bekendtskab med Drachmann, at Raseriet i de »radi­ kale« Kredse hjemme mod den »Fra­ faldne« og deres mer eller m indre ærerørige Sigtelser mod ham, kun kunde overbevise mig om, at disse Folk havde tilsat Evnen — om de nogensinde havde haft den — til al forstaa en D igternatur som D rach­ mann, ja rimeligvis hvilken som helst idealistisk og fantasirig D igter­ natur, d er var stillet i vore kunstig spændte literæ re Forhold. Karl Gjellerup. (I »Vandreaaret«.) Ved H jem kom sten til København 1883. Jeg vendte tilbage til L iteraturen, men først til Journalistiken og Pole­ mikken, og dette v ar ikke just nogen opbyggelig Hjemkomsthilsen.

G eorg B randes i sit A rbejdsvæ relse.

Er Georg Brandes egentlig Højremand?

— Jeg udtalte en Tvivl om, at de Tilstedeværende (ved de liberale Vælgerforeningers Grundlovsfest), dersom de ret kendte mig, vilde klappe saa hjerteligt af mig. Jeg vidste ikke selv, om Benævnelsen liberal passede paa mig; jeg turde end ikke kalde mig ubetinget frisin­ det; thi der var Punkter, paa hvilke jeg ikke misbilligede Tvang. Demo­ krat mente jeg ikke, at jeg kunde kaldes; thi jeg troede ikke paa F ler­ tals-Afgørelsers Værdi. Naar jeg op­ rigtigt var for Venstre i den danske Forfatningskamp, saa var det, fordi Venstre havde Bet, ikke fordi det

K arl Gjellerup.

var Flertal. Medens jeg af hele mit H jerte vilde tjene Folket, kunde jeg da ikke sige, at jeg vilde tjene De­ mokratiet. ------- Der blev Dødstaushed. En gammel Skandinav og nyomvendt Venstre­ mand gav Tegn til, at Ingen skulde rejse sig for mig. Saa rejste N. J. Larsen sig: »Jeg h ar ikke behøvet at høre Dr. Brandes idag for at vide, han aldrig h a r forstaaet, hvad en dansk Bevægelse er«. Der fulgte vel et Kvarters Hylen og Hyssen og Fy. Den ivrigt trofaste Schandorph nedlagde en heftig Indsigelse. Men adskillige af mine Venner fandt efter at have hørt mig nærmere udvikle min politiske Synsmaade, at jeg egent­ lig var »Højremand«. Georg Brandes.

H olger Drachmann.