S_HistoriskeEfterretningerRosenborg

114 Hver man liører, liver man seer Taler kuns 0111 Dandsen, Og om Roat som faldt ned, Skjønt han holdt, Balancen. Mærk det vel at Touget brast, Han blev stædt i Nøden, .Ta paa Jorden i en Hast Fandt den Arme Døden. Skjønt man saae med Livet han Bragt til Hospitalet, Ei han Døden undgaae kan, Alt for liøit var Faldet. Han den første vistnok er, Der har sligt proberet; Sikkert han den sidste blier, Som der bliver givet Lov at dandse i Luften meer For at balancere, Hver som blot det engang seer Kommer der ei mere. Ei hans Mage lejendte vi Da han Linien rørte, Modig, munter, stolt og fri Han sin Kunst udførte. Stolt han stod ved Taarnets Spiir,

Hører Mængden qvæde, Ei han ante at det blier Hans den sidste Grlæde. Lad os takke Grodheds (Tud, Hver med sunde Lemmer. Lad os prise høit hans Bud, Han os aldrig glemmer.