S_Gazetten_1889

Nr. 11

88

Morder. Nu kan Frederiksberg takke sig selv for som den sidder i det. Og den kan ærgre sig, ærgre sig som jeg har gjort, da jeg forleden saa „Adresse­ avisen" avertere med en opsigtsvækkende Føljeton. Saa for S . . ., sagde jeg sagtmodig til mig selv, der røg den Vittighed. Nu har jeg nemlig en hel Mængde Aar igjennem havt en Vittighed, som sagt paa rette Tid og Sted var af stor Virkning, den om at læse „Adresseavisen“s Føljeton — den Gang, den ingen havde. Men naar „Adresseavisen" nu bringer

Jens Pedersen og Rasmus Sørensen? Hvad er Hakon Jarl vel, hvad er Hamiets Monolog vel ved Siden af en Tale af Niels Andersen om Brandpoliti paa Landet eller forhøjet Ligning til Skolefonds. Jo, Rigsdagen er god nok. Og hvor kan man ikke Gang efter Gang læse om og om igjen de herlige Taler. Man siger, at Henrik Ibsen er mystisk, og at han vinder ved 2den Læsning. Men stil Fruen fra Havet og

Uge-Revue.

Gudskelov, at vi dog har Rigsdagen. Det er for mig en Trøster, en Husvaler, en Ven. Jeg siger om den, som Manden sa’e om Vorherre: „Havde vi ikke Vorherre læng­ ere, saa Gud hjælpe os!" Naar mit Humør falder af som de nye

Skorstene i Blæsevejr, naar jeg er arrig som en Skøjteløber i Tøvejr, naar Tømmermændene hærger min Kvistetage uden at vise Gran af Maadehold, naar Porte-

Manden fra Landet sam­ men, hvem ti or De saa, der bærer Prisen. Fruen fra Havet er det rene Vand ved Siden af dem. Og hvor kan man ikke ved at tage en Tale om ^ o, igjen opdage nye Pointer, _

Dramaet i Meyerling i Føljeton, saa kan min Vittighed med det samme gaa hjem og lægge sig. Og det er dobbelt kede­ ligt., da jeg skulde ud i Aften og bruge den i Selskab. Tiderne er s’gu sløje nok i Forvejen.

\--tUL

5. J| monnæen er slatten som en sejglivet Kat, der i en Maaned har været klemt inde ien Brændestabel, naar min Kone har sveden Vællingen eller kogt Suppen paa de bare Ben, naar jeg gaar i det konge­ lige ■ Theater, for åt se'„Wilhelm Tell" og saa faar „Fjærnt fra Danmarkw i Stedet paa Grund af Simonsens vedvarende Upasselighed, kort sagt, naar den er — hvad man paa godt kjøbenhavnsk kalder — gnaven, saa tyer jeg til Rigsdagen. Det vil sige, jeg gaar ikke derud i Kaser­ nen, jeg sidder hjemme og læser, hvad alle de udmærkede Mænd derude i Fredericiagade siger for 6 Kr., fri Rejse paa Jærnbanerne Fribillet til det kgl. Theater og Patent paa almindelig Højagtelse. Jeg er nemlig bange for at komme dem paa nært Hold. Jeg har hørt sige, at naar man kommer dem nærmere paa Livet, saa taber de noget af Glorien; baade Søren Kjær og Maler Jensen skal man kunne nyde langt bedre paa Afstand; der skal slet ingen Sam­ menligning være mellem, hvordan de tager 3ig ud nær ved og paa større Afstand. Og med den mig medfødte Respekt for Avtoriteten, Sagkundskaben og alt det andet herhen hørende vil jeg nødig miste den Illusion, jeg engang har levet mig ind i. Hvorfor jeg ogsaa holder mig hjemme i min 1 Lænestol og nyder ruin Rigsdag paa Tryk. Men saa er- det rigtignok ogsaa en Nydelse. Saadan en S —4 S pa lter med en Bunke Talere, det er en Nydelse, der for mig bogstavelig talt er det samme som at sluge en Snes østers. Og Østers er vel nok med faa Undtagelser ' noget af det højeste, man kan naa til her paa Jorden. Ved et Middagsselskab fornylig, hvor der bl. a. serveredes med østers, ud­ trykte en Dame overfor sin Kavaller sin Henrykkelse over den herlige Ret i føl­ gende Ord: „Aa, østers, det er dog det bedste paa Jorden!" — „Nej, Frøken", lød Svaret, „det næstbedste!" Damen tav. Man har altsaa Lov til at antage, at hun gav sin Kavaller Ret Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gjøre den Dag, Rigsdagen ikke er mere. Siden jeg har slaaet mig paa den Læsning, kjen­ der jeg ingen bedre. Jeg har før med .en vis Interesse læst f. Eks. baade Holberg og Oehlenschlåger og er heller ikke ubekjendt ned moderne Forfattere. Men hvad er de alle tilhobe ved Siden af

~ nye sproglige Skjønheder, nye uanede Syns­ vidder. Jo, det er rigtignok nydeligt at læse om, hvordan Hansen kan. hævde — man faar ligefrem Lyst til at gaa Rigsdagsvejen, blot for at faa Lov til at hævde — medens Peter­ sen kun udtaler. Og saadan som de kan replicere og fastholde — det grænser til det utrolige. Jo, en Ting er sikkert, det er nydeligt at læse om alt det. Nu har jeg bestemt mig til at abonnere paa Rigsdagstidende, for saa maa man da faa det altsammen endnu bedre. Naar jeg saa samtidig har Gasetten at læse, saa ved jeg egentlig ikke, hvad jeg kunde forlange mere her i Verden. Det skulde være de 120,000. Men dem faar jeg ikke, det er lige saa sikkert, som at Frederiksberg Politi ikke finder Morderen. Den Morder volder saamænd Bryderier nok. Lampevejspolitimændene løber rundt og stirrer sig Øjnene ud af Hovedet for at : finde Folk, der spadserer Byen igjennera med i Blodpletter paa Tøjet, de er lige saa gale efter 500 Krone-Sedler som vi andre efter de 120,000, ja en af dem er det løbet saadan rundt for, at han nu har opg-ivet sit Bo og

Nu har jeg set paa det allermest mærk­ værdige, Byen i Øjeblikket har, en Kakadue, der kan slaa Kuldbøtter og en Hund, der er saa skarptseende, at den kan fortælle, hvad ingen Mandtalsliste hidtil har kunnet sige korrekt, Damernes Alder. Det kan være interessant nok, men det er ikke morsommere end en Strindberg-Fore- stilling uden „Frøken Julie". Strindberg har ellers faaet nok af den ene Prøve paa at være Theaterdirektør. Han har været Konge for en Aften, og nu abdicerer han som Skik og Brug er bleven for Konger i Slutningen af Verdens mest oplyste Aar- hundrede. Det er ellers foruroligende nok. Naar Konger gaar af som varmt Brød, og Kron­ prinsene sigér Verden Farvel i de skjønnes Arme, mens de smaa Prinser, der skal over­ tage Regeringen endnu knapt kjender andet Liv end deres Moders, saa begynder det at se galt ud. Hvis det bliver saadan ved endnu nogle Aar, kan det jo gjærne ende med almindelig Kongemangel over det hele. Det er saamænd ikke umuligt, at vort lille velsignede Land atter maa træde hjælpende til, og det er slet ikke udelukket, at den Dag er nær, da Prins Hans maa overtage Sultanposten i Tyrkiet, mens Prins Julius bliver Konge af Spanien. Det kan indtræffe før nogen aner det. Maaske før Sneen endnu er helt smeltet, maaske først, naar* Fallesen ikke er mere, maaske før Slagtermester Juul er bleven Borgerrepræsentant, maaske før Scavenius bliver Indenrigsminister, maaske ikke før Danmark er bleven helt og holdent totalaf­ holdende. Det ske sent. G jø r tip.

det hele og overleveret sin Sjæl til Halleluja- Hæren. Om det saa er alle de kjøbenhavnske Blade,

saa staar de paa Hove­ det af bare Iver efter at være paa Tæerne for at komme med i Kapløbet efter Kvænen, den fremmede fra Lampevejen. Der er ingen Ende paa de Ænder, man propper dem med. Der gaar ikke en Dag, hvor ikke en af dem har fundet ham, og det erganske bestemt. Jo i Morgen! Dagen

efter maa de dreje Hal­ sen om paa Ænderne og

begrave dem ved Siden af ^ H . deres tusinde Kamme- ^ Jrj rater paa Journalistikens t-TT store Losseplads. Det er ganske ube­ gribeligt,. at det ikke er

Redaktør og Udgiver: Valdemar Gøtsche. Expedition: Klost,erstræde 24 . Trykt hos Philipsen & Co. og i Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22. E.

overdraget Gazetten med dens uendelig fint udviklede Sporsans at finde den Gavtyv til