S_Gazetten_1889

Bru d en a t t en. En Kriminalnovelle af

som et Lys er at se,“ lød Mands­ stemmen. Da Karoline Wild hørte denne Stemme, bævede hun over hele Kroppen som ramt af et elektrisk Slag. Hun vilde springe op men formaaede det ikke. En leende Kvindestemme svarede- overgivent: „I et lukket Hus tager vi ikke ind, dertil staar ej mit Sind, Postillonen kjører os videre — aa, n ej! nu kan jeg ikke finde noget Rim til det! Men Du er bedrøvet, min Elskede, maaske — il faut faire bonne mine å mauvais jeu — “ Hun lo højt. ' Manden var nu traadt hen til Døren og slog paa den med Dørhammeren. „Hejda, l ukop ! Der er Fremmede, som vil overnatte!“ Vinglasset faldt Frøken Wild ud af Haanden. Hun var kridhvid i An­ sigtet og faldt tilbage i sin Stol. Baronen lagde ikke Mærke dertil, saa optaget var han af, hvad der skete i Gaarden. En Ed fløj over hans Læber. Fremmede vilde overnatte her, det bragte Uro i Huset og kunde forstyrre hele hans Mordplan. „Men hvad fattes Dem, min Kjære?“ raabte Baronessen til den halvt af­ mægtige unge Pige. „Lad mig blot d ø ! “ var hendes eneste Svar. „Begynder Drikken allerede at virke? “ hviskede Baronessen til sin Mand. „Ad Helvede til med Dine dumme Spørgsmaal!“ svarede han. Døren ud til Gaarden blev nu lukket op, og der kom Skridt op ad Trapperne. Ude paa Gangen blev en Dør aabnet til et af Gjæsteværel- serne. Det laa lige overfor det, hvor Baronen boede med de to Damer. Der skulde altsaa de Fremmede bo. „Nu er atter alt forbi! Og denne Nat er den sidste." Baronen skar Tænder af Raseri. Men Karoline Wild var sprunget op. „Bort herfra!" raabte hun med fordrejede Ansigtstræk. Hun havde samlet al sin Kraft til denne An- strængelse. Saa vaklede hun. Raronessen opfangede hende i sine Arme og sagde venligt: „Kom, min Kjære, saa skal jeg hjælpe Dem i Seng."

af. Mere saa Theodor ikke. Hans j Søster var færdig med at tage af j Bordet, og han var nødt til at følge j hende. Idet han gik ud af Døren, kastede han endnu et Blik hen til Bordet, hvor Baronen stod, men han kunde ikke se, hvad han foretog sig, da Baronen vendte Ryggen mod ham. Udenfor Døren blev han endnu staaende og lyttede. Han hørte, at Baronen sagde: „Vær saa god Frøken Wild, dette Glas. “ Det syntes, som om hun først vilde have taget et andet. „Mon hun tager d e t?“ spurgte Drengen sig selv og skyndte sig efter sin Søster. „Hør, Anna“ , hviskede han, „jeg | er saa underlig til Mode i Aften, som om der skulde ske en Ulykke, “ og saa fortalte han, hvad han havde set. I I 1 „Du er altid saa mistroisk, Theo- i dor“ , irettesatte ham den ældre Søster. „Jeg selv var rigtignok fra Begyndelsen lidt underlig berørt ved disse Frem­ mede, men jeg har ikke siden fundet min Mistanke begrundet. “ Imidlertid drak de tre Rejsende deres afbrændte Vin. „Paa et lykkeligt Gjensyn med Deres Forlovede, kjære Frøken! Lad os drikke et ordentlig Glas derpaa!“ sagde Baronessen og stak sit Glad ud. Til en ond Gjærning behøver man Mod, og det giver Vinen. Baronen fulgte hendes Exempel. „Lad os drikke paa Deres snarlige Bryllup, kjære Frøken W ild!" De stødte atter Glassene mod hin­ anden og drak ud. Men i samme Øjeblik blegnede de alle tre, og Karoline Wild maatte sætte sit Glas, for ikke at tabe det. Derude i Gaarden var der igjen kommet en Vogn kjørende. Det var en Extrapost med Rejsende. Postillonen blæste, en Mandsstemme talte og en Kvinde svarede. Vognen holdt lige under Vinduerne til det Værelse, hvor de tre Rejsende sad og drak deres afbrændte Vin. Rundt om var der stille. I Posthuset syntes alle at være gaaede i Seng. Men gjennem Nattens Stilhed lød Stemmerne i Gaar­ den endnu tydeligere; man kunde høre hvert Ord, der blev sagt. „Huset er lukket, ikke saa meget

J . D. H . T e 111 m e . (Fortsat).

Men Baronen aandede atter frit, da han hørte en Stemme i Gaarden raabe: „Rask frem med Hestene!“ Værtens Datter kom i det samme j ind med en Bolle afbrændt Vin. Hen­ des Broder Theodor ledsagede hende. Han aabnede Døren for hende og var hende behjælpelig med at tage af Bordet. Samtidig havde han Øjnene godt med sig; han havde endnu ikke kunnet forvinde den Mistanke, som han straks havde fattet til disse Rej­ sende. Anna vilde sætte Vinen paa Bordet, hvor de tre Rejsende havde spist til Aften, men Baronen befalede hende at bringe den hen paa et lille Bord, som stod i et Hjørne af Værelset. Hun adlød og Baronen begyndte nu at udspørge hende. „Der kom nok en Extrapost for lidt siden ? “ „Ja, med to Herrer", svarede hun „Bliver de her i Nat?" spurgte Heste ere allerede forspændte. “ Baronen var imidlertid traadt hen til det lille Bord i Hjørnet, hvorpaa Bollen med Vinen stod. Men den mistroiske Theodors Øjne fulgte enhver af hans Bevægelser. Baronen syntes at bemærke det. Han tog et Glas, skjænkede det halvt fuldt og satte det til Munden. „Vinen er god," mumlede han. „Det er en fortræffelig Vin“ , henvendte han sig derpaa højt til Damerne, og sam­ tidig skjænkede han to Glas fulde og fyldte det, som han selv havde drukket af. Saa stillede han alle tre Glas paa en Bakke og saa sig rask om efter Theodor, om han bemærkede, hvad han foretog sig. Men Knøsen var snu, han lod som om han var ude­ lukkende optaget af sit Arbejde med at tage af Bordet. Baronen troede sig ubemærket. Hurtig fremtog han af sin Brystlomme en lille Flaske og tog lydlost Proppen ' Baronen videre. „Nej, de havde meget Hastværk og vilde straks videre. De friske