S_Gazetten_1889

51

Q A Z E ' T T ' E ' N .

Nr. 7.

forstaa, i hvad Forhold de stod til hinanden. De var alle tre godt klædt. Den ene af Herrerne var stor og kraf­ tig hygget. Han kunde vel varne midt i Trediverne, havde sort Fuld­ skæg, mørke, gjennemtrængende Øjne og en Ørnenæse. Der var noget be­ falende i hele hans Væsen. Den anden var lille og fin, med noget drengeag- tigt. ja man kunde næsten sige pige- agtigt ved sit Udseende. Han syntes næppe at være tyve Aar gammel; han var blond, og kunde maaske kaldes smuk, hvis han ikke havde havt et Træk i Ansigtet, som virkede frastø­ dende ved første Øjekast. Damen var en stor, slank Skikkelse med et fint, noget blegt Ansigt, Hun var usaul- vanlig smuk og den aabne, ærlige God­ modighed, som lyste ud af hendes smukke Arisigt, gjorde det dobbelt til­ trækkende. Postholderens Datter kom kort efter deres Ankomst op paa Værelserne, for sammen med Pigen at tage Tæp­ perne af Sengene og gjøre alt i Stand til Natten. De tre Fremmede opholdt sig da i Herrernes Værelse. Døren ind tik Værelset ved Siden af stod aaben. Damen og den mindste af Herrerne stod ved Vinduet og saa. ud i det Frie. Den ældre Herre med det store Skæg spadserede op og ned i Stuen. De to ved Vinduet vekslede en Gang imellem et Par Ord. Solen gik netop ned. „Se en Gang hvor yndigt," sagde Damen idet hun pegede ud over det smukt belyste Landskab med de skov­ rige Bjærge i Baggrunden, som man h a v d e fri Udsigt til gjennem den dybe Slugt, hvori Poststationen laa. „Ja, det er virkelig meget smukt", svarede den unge Herre. „Men her synes ogsaa at være dygtig ensomt" fortsatte hun. „Aa ja, man ser ikke engang et Hus i hele Omegnen." Dermed var Samtalen imellem de to forbi for den Gang. Damen saa ud af Vinduet: den unge Herre saa eftertænksom ned for sig. Kort efter bemærkede Aærtens Datter, hvorledes den ældre Herre gav den yngre et Aink. Denne saa det, uagtet han syntes fordybet i sine egne Tanker, og han saa spørgende hen til den ældre, som pegede paa Døren ud til Gangen. Den lille nikkede bifal-- (Fortumttes Side 54.) -

smælder i Luften. Paa dette Tids­ punkt — Kl. 1 1 3/4 — forlader „Ga­ zetten" Handelsmødet. Men endnu inden vi har naået ned paa Gaden, har Sel­ skabet afleveret første Vers af Krigs­ sangen: Det lød: Hurra for „Skrutten", for han kan

staar ved Døren og spærrer Adgangen for dem, der ikke har Billet eller be­ taler Ørene, og en Kakkelovn staar i en Krog og fryser. Yi følger dens Exempel, hvilket kan forsvares, da Termometret viser tre kolde Grader. Professoren bliver stablet op foran den ene Væg med et Bord foran sig og to kongelige Olietryksbilleder paa Siden. Foredraget begynder. „Mine Herrer! Jeg vil tale om Ulæmperne i Danmark" — — En Orkan af Hyl vælter sig op imod barn: Næ, lad os begynde med Krigssangen! Ingen Sludder i Rabes- "have! Ta’e Støvlerne af! — Efter 20 Minutters Orkan fortsættes. „— Ulæmper er der nok af, der er nu Rigsdagsmændene med de 6 Kr. (Dem ku’ Du li’e!) de snakker bare, men vi andre (vi holder os paa Maat­ ten! Ta’ Handsker paa, Professor!), vi maa ha’e noget at kjøbe for (En Spand Vand til Professoren! Den hen­ tes og sættes paa Bordet sammen med en stor Snaps), vi maa bruge vor Fornuft (Den barvi ikke!), jo, vi har (næ, ellers sad vi ikke her!), og hvor­ dan bar saa Snedkerne det. (Skidt!) Og saa er der Brændevinsspørgsmaa- let (Opvarter! bring Professoren 4 Bajere, han taaler ikke Akvavit!) men Svenskerne (jeg holder nu paa Lap­ perne !) de blankeros af (Behold Buxerne paa !) og snyder os (Det bed hedder pudse Næsen, Professor, paa en igjen!), vi vil ophjælpe Handelsstanden (Sludder, lad os faa noget om Sæde­ ligheden!). Nej, fy, I er daarlige Mennesker (jamen, vi skal jo belæres!). Paa den Vis fortsættes en halv Time, Professoren kommer ikke langt. Saa afbrydes Talen komplet, idet en Tilhører højtideligt overrækker ham en Buket Grønkaal, sirlig indpakket i Papir. Jubelen er ganske ube­ skrivelig. Men Professoren fortsætter. Han holder paa de danske Jurister, men vil have Stolemagerne ophævede — lige til en ny Deputation indfinder sig og overrækker ham et t astelavnsns. Ny Jubel og en ny halv Times Af­ brydelse af Mødet. Professoren prøver at fortsætte, men Folket vil ikke til­ lade det. Et Medlem trækker en Barnetrompet frem, en anden en Mund- harmonika, en tredie en Fløjte og en liflig Musik lader sig høre. Saa finder Professoren, at Tids­ punktet til at børe op er kommet: „Mine Herrer, jeg takker Dem for den Opmærksomhed, hvormed De har hørt paa min Belysning af de Samfunds- spørgsmaal, der rører sig i Tiden. Jeg trænger til en Bajer og skal i Morgen bruge to Kroner. Næste Gang vil jeg navnlig berøre Toldspørgsmaalet. “ Vældige Hurraer for Professoren

belære vores Handelsstand, hvad raver det vel os, at der er Hul paa Overlær! :|: Der er dog ingen besser, bi—ba—besser, end voreses Professor, ham med de skæve Knæer! :|:

[Da vor spændende Kriminalnovelle: Hvem var Morderen? sluttes i næste Nummer, har vi denne Gang paabegyndt den yderst spændende Kriminalnovelle: Erudenatten, som vil komme til at folge herefter.] Brudenat t en. En Kriminalnovelle af J . 1 ) . I-I. T e m m e . Paa en klar Oktoberaften, kort før Solnedgang ankom en Rejsevogn, for­ spændt med to Heste, til Postgaarden i Reichengrau. I Vognen befandt sig en Dame og to Herrer. En al Herrerne spurgte, om man her kunde faa Nattekvarter. Der blev svaret bekræftende, hvorpaa de tre Rejsende forlod Vognen. „To Værelser ved Siden af hinan- anden", bestilte Herren, „helst i Stue- Etagen". I Stue-Etagen var dér ingen Frem- medværelser, hvorfor Postholderens Datter, en ung Pige, førte de Rejsende op paa 1 ste Sal og anviste dem to Værelser ved Siden af hinanden, for­ bundne ved en Dør. I hvert af Værei­ serne stod to Senge. „Hvilket Værelse ønsker De; Frø­ ken?" spurgte den ene af Herrerne Damen. „De ved jo, at det er mig lige­ gyldigt," svarede denne. „Saa bliver vi her", sagde Herren. „Lad vore Kufferter bringe herop", fortsatte han, henvendt til Pigen. De Rejsendes Kufferter blev bragt op. Der var to, en større og en mindre. Den sidste tilhørte de to Herrer, den første var Damens, og den var dygtig tung. Herrerne be- stilte Aftensmad bragt op paa kærei­ set. Saa forlod Pigen dem. De tre Fremmede havde vel talt lidt sammen, medens Pigen var til­ stede, men hun kunde dog ikke deraf