S_Gazetten_1889
Nr. 5.
å l S f f M R .
38
Først nægtede han helt at have været i Skoven. Jagttasken havde vel engang tilhørt ham, men var for nogen Tid siden bleven stjaalen fra ham. Han havde heller ikke i lang Tid havt noget Gevær. Siden han sidst blev straffet; havde han ikke mere været paa Krybskytteri. Først da Forvalteren og hans Søn havde gjen- kjendt hans Klædning og Skikkelse, og det tilmed blev oplyst af Naboerne, at han endnu til for ganske nylig- havde havt sit Gevær og sin Jagttaske, tilstod han, at han paa Mordnatten havde været i Skoven og nedlagt et Raadyr. Og nu fremkom han af sig selv med følgende videre Forklaring. Medens han var beskjæftiget med at tage Indvoldene ud af Dyret, for derved lettere at kunne bære det hoi t, havde han stillet sit Gevær op mod et Træ en halv Snes Skridt derfra og lagt sin Jagttaske ved Siden af. Aller bedst som han var i Gang dermed, havde han hørt en Lyd i Nærheden. Da han saa sig om, havde han set en Mand staa henne ved det Træ, hvor hans Gevær var. Manden havde selv en Dobbeltløber i Haanden, hvor med han sigtede paa ham. Han blev forskrækket, da han straks gjenkjendte Skovrider Hartmann. Skovrideren sagde ikke -et Ord, han rettede kun truende sin Bøsse paa ham. Han indsaa, at her var al Modstand for- gjæves. Kun et raskt Spring og en hurtig Flugt kunde redde ham. Me dens Skovrideren spændte Hanen, buk kede han sig og satte med et behæn digt Sæt om bag et Træ og efter ladende alt,flygtede han videre. Efter at han var løbet en fem Minuters Tid, hørte han et Skud falde i den Retning, hvor han kom fra. Det forekom ham som om det var hans eget Gevær, der blev affyret. Hvorfor? Det havde han ikke kunnet forklare sig. Bagefter, d t han erfarede Mor det, kunde han naturligvis forstaa det. Men hvorfor Skovrideren skulde have dræbt Forstvæsenseleven, hvorfor den gamle, brave Mand, den stedse tro og redelige Embedsmand, paa sine gamle Dage skulde have gjort sig til Morder — og tilmed paa en Mand, som ikke havde gjort ham noget, som han havde agtet, ja endog behandlet med en høj Grad af Hensynsfuldhed, -— det havde han ikke kunnet forstaa.
Hvemvar Morderen? En Kriminalnovelle af J . I ) . H . T e m m e . (Fortsat).
Remmen endnu hængende over Skul deren. Begge Hanerne var satte „i Ro “ , begge Løb ladte. Alt talte for den Antagelse, at han var gaaet hen ad Vejen uden Mistanke og pludselig bleven skudt fra et Baghold. var Skudet maatte være affyret paa nært Hold, og i Virkeligheden fandt man kun tredive Skridt fjernet fra Græsset nedtraadt bag en Elle- Grenene bøjede tilbage og af- Blade. Morderen havde her staaet paa Lur og sendt sit Offer den dødbringende Ladning i Brystet. Men hvorledes passede disse Om stændigheder sammen, hvis Krybskyt ten var Morderen? Hvorfor havde han forladt det skudte Dyr, før han var bleven overrasket? Den Dræbte havde endnu ikke kunnet have endog blot en Anelse om, at en Krybskytte var i Nærheden, ellers havde han ikke nærmet sig saa rolig med Geværet over Skulderen. Hvorfor havde ende lig Krybskytten, efter at have begaaet Mordet, ladet Dyret og sin Jagttaske blive tilbage, da dette jo maatte kunne forraade ham som Morderen? Men ogsaa hertil fandt man Svar. Natten havde været stille, og Kryb skytten havde med sin sædvanlige skarpe Hørelse allerede i Afstand op daget den sig nærmende Embedsmand. Han hørte Skridtene komme nærmere, havde saa sneget sig hen bag Elle busken og ventet paa ham. Han maatte have kunnet kjende Forstvæsenseleven og har sagt sig selv, at denne maatte komme over Lysningen, i hvis Udkant Dyret laa. Saa vilde han uden Tvivl blive opdaget, og der ventede ham da en meget stræng Straf, da han allerede saa ofte var straffet for Kryb skytteri. Tilmed er enhver Skovem bedsmand Krybskyttens naturlige Fjende. Derfor skød han ham. Hvor for han da senere lod ikke alene Dyret men ogsaa sin Jagttaske i Stikken? Hvem kan vide, hvilket Tilfælde, hvil ken pludselig Skræk eller Samvittig hedsnag der kan være kommet over ham, berøvet ham Besindelsen og jaget ham bort i vild Flugt, bort fra Stedet for sin Forbrydelse? Saaledes blev Mistanken mod ham stærkere og stærkere og hans Optræ den under Undersøgelsen tjente kun til at befæste Dommerne i deres An tagelser. ogsaa, Liget, busk, revne
Den lyse Dag var forlængst brudt frem. Skovrideren og lians Ledsager behøvede ikke at lede længe. l o hundrede Skridt fra Ulykkesstedet var der en Lysning i Skoven. I Udkanten af denne fandt de en nylig skudt, halv opskaaret Rakhuk. Den maatte være skudt endnu samme Nat eller den foregaaende Aften. Krybskytten, som havde nedlagt den, maatte være bleven forstyrret i sit Arbejde med at skære Dyret op. Han havde da gre bet Flugten og ladet alt i Stikken, endog hans gamle, forrevne Jagttaske laa en halv Snes Skridt længere borte. „Sanders Jagttaske“ , raabte Skov rideren, da han fik Øje paa den. Hvem kunde endnu tvivle paa, at den forvovne, berygtede Krybskytte var Morderen? Retten vandt hurtig denne Over bevisning og nye, graverende Omstæn digheder bestyrkede kun yderligere det allerede oplyste. Den Dræbte havde fem Kugler, af den Slags, man skyder Raadyr med, i Brystet. To af dem havde gjennem- boret Hjærtet. Døden maatte være indtraadt umiddelbart efter Skudet. En Ladning af selv samme Slags fandt man i det skudte Raadyr. En lille Pose med Blykugler laa i den fundne Jagttaske. De var alle støbte af det samme Metal, havde samme Størrelse og samme Form, som dem der var brugt til Drabet af Forstvæsenseleven. Retten lod strax foretage Husun dersøgelse i Sanders Bolig, og denne blev arresteret. Man fandt hos ham en Kugleform og raat Bly, som begge Dele svarede nøjagtig til de fundne Kugler. Derimod fandt man ikke hans Gevær eller Jagttaske i hans Hjem. Geværet havde han sandsynligvis bortkastet, for at fjærne Mistanken fra sig. Der var ingen Tvivl mere; Kryb skytten var Morderen. Dog var der en Ting, som forblev uopklaret. Den Myrdede laa midt paa Vejen, Hans Gevær, en Dobbelt løber, laa ved Siden af ham med
Made with FlippingBook