S_Gazetten_1889

Q A m E T T E N.

Nr. 39

310

Et Offer! K ø b e n h a v n e r b i l l e d e af W. I. S. Holm. (Eftertryksretten forbeholdt.) (Fortsat). Anna var stanset for at se paa Det var længe siden, hun selv havde leget; men Munterheden vakte halvglemte Minder til Live hos hende. Øjnene fik Glans, Kinderne Rødme, og uvilkaarlig trippede Foden, som længtes den etter at trave af Sted sammen med de andre. Ja, unægtelig havde hun stor Lyst til at slaa sig sammen med den muntrø Flok. Hun havde saa længe været stængt ude fra Ungdommen og dens Glæder, at Synet af de andres Mor­ skab formelig gjorde hende ondt, da hun ikke selv kunde være Deltager. Og hun kunde jo ikke. Hun kendte ingen, med hvem kun kunde træde sammen ind i Legen, og ingen kendte hende eller tænkte paa at indbyde hende til at være med. Ingen saa’ eller forstod de Taarer, som atter trængte sig op i Øjet i Følelsen af at staa alene, at hun ogsaa her var stængt ude fra den øvrige Ungdoms glade Kreds. — — „ Skal vi ikke lege med, Frø­ ken ? “ Hun for sammen og vendte sig hurtig for at se, om det virkelig var til hende, der blev talt. Jo, ganske rigtig. En elegant klædt ung Mand let­ tede høflig paa sin lyse Straahat, mens et muntert Blik fra et Par spillende Øjne saa’ hende kækt ind i Ansigtet. Blikket forvirrede hende, og halvt sky, halvt glad stammede hun: „Jeg véd ikke — kan det gaa an ?“ „Vist kan det gaa an! “ lo han og rakte Haanden frem. Lysten var stor. og han saa’ saa god og saa vakker ud, at det var hende umuligt at sige n e j; hun tog den fremrakte Haand, og de traadte sammen ind i Kredsen. I Førstningen følte hun sig lidt generet af hans Elegance og Blikket fra hans brune Ø jne; men han talte saa livlig og venlig til hende, at hen­ des Forvirring snart fortog sig, og med Liv og Lyst gav hun sig hen i Legens Glæder. De legede „Enkemandr , og hendes Kavaler var ikke blot den eleganteste, men ogsaa den hurtigste og behæn­ digste af dem alle. De øvrige Damer misundte hende ham, mærkede hun snart, og det baade glædede hende og vakte hendes Stolthed. Hun følte, at hun fejrede en lille Triumf, og hun kæmpede tappert for at hævde den. Hver Gang, det var hendes Tur at løbe ud, gjorde hun sit yderste for Legene.

tindrede, blinkede og lo til den for­ fængelige gamle Knarks grinende Spejl­ billede, mens Insekterne svirrede om­ kring i den duftsvangre Atmosfære. Det var én af hine fortryllende Som- mernætter, da hele Naturen synes at aande idel Harmoni og Vellyst, Erotik og sværmerisk Kælenskab, der faar Sindets fine Fibre til at bæve i anel­ sesfuld Lykke. Under Indflydelse af denne Følelse bevægede de sig langsomt fremad; de vekslede kun af og til et Par Ord — eller rettere sagt: Anker gjorde en Gang imellem en kort Bemærkning, hvortil hun svarede lige saa kort eller blot indskrænkede sig til at nikke med Hovedet. Hun var helt sunken til­ bage i sine egne Tanker, tænkte maaske næppe en Gang, men blot. gav sig hen i lad Nydelse af den stille Lykke, der ligesom havde omslynget alle hendes Sanser. Anker, der lagde Mærke til hendes Tavshed og maaske misforstod Grunden dertil, gav sig efterhaanden til at tale mere sammenhængende. Han dvælede ved Sommerens Skønhed, sammenlig­ nede den med Ungdommen, dette korle Spand af Tid, der kan give saa meget smukt, naar man ret forstaar at nytte Øjeblikket. „Men", sagde han, „lige­ som der er mange, der aldrig lærer at tage Vare paa de korte Øjeblikke, da Naturen i al sin Pragtudfoldelse indbyder dem til Glæde og Lyst, til at kaste alt det tyngende og trykkende paa Døren og i Sommerens styrkende Solbad hente Kraft og Opmuntring til at møde kommende Tiders Barsk­ hed og Slud, saaledes er der ogsaa mange, der ikke agter paa Ungdom­ mens Forrettighedei', men lader denne vor herligste Livsperiode svinde unyt­ tet hem Sommeren har imidlertid den Fordel, at den vender tilbage, hvad der forsømmes i Aar, kan derfor maaske indvindes til næste Aar. Men ikke saa med Ungdommen; naar den er svunden, er den borte for stedse. Det gælder derfor om at benytte Øje­ blikket. Jeg for mit Vedkommende har taget den faste Beslutning at nyde saavel Livets som Aarets Sommer i fuldeste Maal. Med min Haand vil jeg kryste dens saftfulde Drue og tømme dens skummende Bæger til Bunds. Jeg; vil gribe det skønne, hvor jeg finder det, og søge dets Skjul over alt. Jeg. er et Livsmenneske: Det mørke og triste kan jeg ikke fordrage, det lyse og skønne elsker jeg, i hvad Skikkelse jeg end møder det. Jeg bliver aldrig en Filister. Lad Bekymringer og Sorger passe sig selv — jeg er Glæ­ dens og Livslystens erklærede Discipel! Men hvor kan man ogsaa være trist i Sind, naar alt er saa fortryl­ lende omkring én? Er det ikke, som om hele Naturen aandede Jubel og;

ikke at blive fangen, men naa sin Kavaler igen; og da han som sagt var baade hurtig og smidig, lykkedes det ogsaa hver Gang. En Gang kneb det rigtignok, og hun maatte anspænde alle sine Kræfter for at undgaa For­ følgeren ; Løbeturen blev lang, og da de endelig mødtes, var hun. i saa stærk Fart, at hun formelig styrtede ind i hans Favn. Han lo bare, tog hende i sine Arme og svingede hende et Par Gange rundt, hvorpaa de Arm i Arm vendte tilbage. — Ja, hvor hun morede s ig ! Øm mest over Legen eller af Stolthed over sin Kavaler, vidste hun ikke, men reflekterede heller ikke der over. Hun følte kun, at hun var glad, — lykkelig, som hun ikke havde været i lange Tider. Præsentationen havde straks fundet Sted. „Mit Navn er Georg Anker“ , havde hansagt, „og jeg hedder Anna“ , lød Svaret. Der blev ikke spurgt om mere, og han kaldte hende Anna lige saa ligefrem, som hun tiltalte ham med Hr. Anker. — Han var en 24— 26 Aar gammel, slank og velbygget, smukt formet Hoved med blondt, let krøllet Haar, blonde Moustacher og, som allerede bemærket, spillende brune Øjne. Han var i det hele taget, hvad man kalder en smuk Mand, dertil elegant og beleven, og intet Under derfor, at Anna var henrykt over at lytte til hans muntre Passiar og støtte sig paa hans Arm. — Mørket var imidlertid indtraadt, og Legen hørte op. Anna og Anker fulgtes ad lienad Gangen, forbi Fre­ derik VI.s Statue og ud af Haven. De gik genrem „Sommerlyst", og Anker foreslog en Forfriskning. Da hun af Varmen, Støvet og Legen var bleven baade sulten og tørstig, gjorde hun ingen Indvendinger. De tog Plads i et af Lysthusene, Anker bestilte Aftensmad — Steg og Rødvin — og bag efter en Flaske Champagne. For første Gang i sit Liv nød Anna denne Drik, følte dens oplivende Virkning, hvorledes den ligesom gød Strømme af nyt Liv, af Lykke og salig Fryd i hendes Aarer. Hun vidste ikke selv hvordan; men Verden var pludselig bleven en hel anden, herligere og skønnere omkring hende. Hver Sorg og Længsel og Følelse af Forladthed var veget bort, og hun følte sig saa kæk, saa lykkelig og rig. Klokken var imidlertid bleven lienad 12, og de brød op fra Sommerlyst. Anker bød hende sin Arm, som hun uden Betænkning tog, og i den lune, stjærneklare Sommernat fulgtes de ad ind til Byen. Han var drejet af fra Vesterbrogade ned til Søerne, og de gik henad „Svineryggen". Maanen tittede søvnig ned gennem de lette Skyer og spejlede sit bleggule Fjæs i Søernes rolige Vandflade; Stjærnerne