S_Gazetten_1889

Nr. 38

G A Z E T T E K.

302

talte om deres Kæreste, om deres Fornøjelser og Glæder i hans Selskab! Da følte hun Tomheden i sit Liv saa bittert som aldrig før, og mere end nogensinde længtes hun efter én, paa hvem hun kunde kaste al sin Kærlig­ heds Fylde og Varme, som hun kunde klamre sig fast til, som kunde bort­ mane Tomheden omkring hende, give hende Maal for sit Savn og Svar paa de Tilsender af Spørgsmaal, der duk­ kede op i hendes urolige Sind, men aldrig fandt Besvarelse. Hvor hun skulde finde en saadan, vidste hun ikke. Hun kendte jo ingen, og udøse sit Hjærte for de andre, betro dem sine Længsler og Savn og bede dem om Raad og Vejledning, kunde og vilde bun ikke. Hun lukkede Savnet inde i sit eget Bryst, gemte sin Længsel og sit Mismod hos sig selv og følte sig ulykkelig og alene som ingensinde før. Det var en Søndag hen i Juli Maa­ ned. Den trykkende, kvalme Luft i hendes Værelse og Solskinnets spillende Glans udenfor lokkede Anna ud af Buret, og hun gik hen ad Gaden uden Maal og uden at tænke paa Vejen. Da hun saagodt som aldrig gik ud, var hun ligeukendt over alt, og den ene Retning var hende derfor lige saa god som den anden. Hun kom ud i de større Gader i Byens Vestkant, og Folkestrømmen, som paa denne Tid — hen paa Eftermiddagen — var meget livlig,trak hende med sig. Strømmen gik gennem Vesterbrogade og Alléen, og inden hun ret vidste af det, stod hun i Frederiksberg Have. Hun havde aldrig været der før! Der var svalt der inde under Træernes løvrige Kroner. Solstraalerne mægtede ikke al trænge gennem det tætte Løv, men spillede som en Regn af Guld oppe over det friske grønne, tittede ned hist og her og skjulte sig atter med et lille koket Blink. Hun fulgte Gangen op ad Bakken til Slottet, stansede og saa’ ud over Byen, hvis Tage og Skorstene, badende sig i Eftermiddagssolens lade Kær­ tegn, laa spredt dér for hendes for­ undrede Blik. Saaledes havde hun aldrig før sét København, heller aldrig før tænkt sig det. Den var jo for­ melig køn, denne'store, brogede, travle Myretue, som hun aldrig havde kunnet gøre sig rigtig fortrolig med. Og hvor var den stor, langt, langt større end hendes Fødeby, stor og urolig som hendes Tanker og Længsler, higende og rastløs som de! Hun gik forbi Slottet, over Lande­ vejen og ind i Søndermarken. Hvor var der dog stille og fredeligt her! Ensomheden og den svage Luftnings Sus i de svajende Trætoppe fyldte hendes Sind med en underlig Blanding af Sørgmodighed og højtidsfuld Glæde,

! tredie paa Frederiksberg, en fjerde i Tivoli o. s. v., og Erindringen om, hvor „øndigt“ de havde moret sig, dannede Samtalernes Hovedstof den første Del afU gen ; naar de saa atter nærmede sig den næste Helligdag, drøftede de, hvorledes de skulde til­ bringe denne og rigtig „more sig“ sammen med „min kæreste“ . Livlige Diskussioner, afbrudt af forbigaaende Uenigheder, drejede sig om dette interessante Æmne, der afgav Sam­ talestof for hele Skaren — for alle med Undtagelse af Anna. Hun sad som en fremmed, en uindviet, afson­ dret og alene i hele den diskuterende Flok. I Begyndelsen lagde hun næppe Mærke til deres Pludren; men efter- haanden, som Samtalen mere og mere drejede sig om samme Genstand og kun om denne, vaktes hendes Op­ mærksomhed. Hun lyttede til de liv­ lige Skildringer af Søndagens Glæder sammen med ham, den mystiske „min kæreste “ . Andet Navn hørte hun al­ drig; ingen spurgte om, hvem eller hvad han var. Han syntes at være et Begreb, der var fælles for dem alle. Og i sit stille Sind begyndte Anna at misunde de andre deres intime Bekendtskab med denne Per­ son, der havde lagt Beslag paa alle deres Interesser, og som bragte Glæde og Munterhed ind i deres ensformige Liv. — En Kæreste — Kærlighed! — Hun havde vel læst en Del om disse Ting, ogsaa tidligere hørt Tale derom; men for Resten var de hende fuldstændig fremmede. Hjemme hos Forældrene havde hun ikke set noget til Kærlighed; at hendes Forhold til Moderen fortjente dette Navn, havde hun aldrig ofret en Tanke — men dette var jo for øvrigt ogsaa noget helt andet. — Hun anede ikke, hvad Kærlighed var; men hun syntes at have hørt, at det skulde være noget uendelig dejligt, det skønneste i Verden, det, hvorom alt i Livet koncen­ trerede sig. Og efterhaanden, som hun saa’ og hørte, at alle Kammeraterne gik helt op i dette ene „min kæreste", fik hun den Tanke, at det var en saadan, at det var Kærlighed, hun manglede for at tilfredsstille sit Savn. Og denne Tanke udviklede sig snart til at blive det Punkt, hvorom alle hendes Længsler drejede sig. Hun dannede sig et Ideal, hvem hun udstyrede med de skønneste Farver, hendes Fantasi kunde frembringe, tillagde de herligste Egen­ skaber, og som hun indbildte at elske med al sin ungdommelige Varme. Om denne idealistiske Person drømte hun Dag og Nat, hidsende, længsels­ fulde Drømme, der gød nyt Savn og ny Længsel i hendes Sind. Hvor mis­ undte hun nu ikke de andre, naar de

Et Offer! Iv ø b e n h a v n e r b i 11 e d e af W. i. S. Holm. (Eftertryksretten forbeholdt.) (Fortsat).

Og naar om Søndagen de andre gik ud at more sig, sad bun alene hjemme paa sit fattige Kammer. Dels var hun jo ukendt og fremmed i Byen, havde ingen at ty hen til, dels kunde hun ikke slutte sig til sine Medarbejdersker — heller ikke til sin Kusine — , hvis Interesser hun hverken delte eller forstod, og hvis frie Væsen var hende imod. Forfærdelig alene følte hun sig. Hun kunde slet ikke fatte, hvorledes de andre kunde spøge og le og vise sig overgivne. Hun syntes, Livet var saa uendeligt trist, og hun begreb ikke, hvor de andre kunde holde Humøret oppe og tinde sig tilfreds med deres Stilling, med den Virksomhed, der be­ standig mere og mere nedtyngede hendes eget Livsmod. Vinteren svandt imidlertid hen, og Foraaret nærmede sig. Allerede saas det første spæde grønne at pippe frem af Skraaninger og paa mossede Træer; Parkene begyndte at grønnes og Kastanietræerne at skyde Knopper. Men som Dagene længedes, og Sol- straalerne oftere og oftere spillede ovre paa Nabobygningens Tag, va.cig- nede ogsaa i Ånnas Bryst nye, ube­ stemte Længsler og Drømme. Hun døsede hen i en underlig Dvaskhed, passede sit Arbejde aldeles mekanisk, fo’r nervøst sammen og saa’ op med et aandsfraværende Blik, naar nogen talte til hende. Hendes Tanker var langt, langt borte; de arbejdede om­ kring i forviltret Løb og gød Savn og Uro i det unge Sind. Hun sav­ nede noget, hun vidste ikke hvad, — noget, der kunde fylde op i hendes ensomme Tilværelse, give hendes Liv Indhold og Maal, rive hende løs fra alt det trykkende og hæmmende, der i den daglige Ensformighed lagde sig som en Mare over hendes gærende Aandsliv, — noget, der kuncle tage alle hendes slumrende Interesser fan g en .--------------- Naar de andre Jomfruer om Man­ dagen samledes paa Systuen, havde de altid en Mængde interessante Ting at fortælle hverandre om Gaarsdagens Hændelser, og sædvanligvis var da et mandligt Element det Ærnne, hvortil Hovedinteressen knyttede sig. Udtryk som „min kæreste“ , „min forlovede“ forekom bestandig, og de fortalte hver- andie, hvorledes de havde tilbragt Dagen sammen med dette Individ og moret sig kostelig. En havde været i „Skoven", en anden i Lyngby, en