S_Gazetten_1889

G; M Z B T T E N .

Nr. 1.

sit Ophold der efter Duschaneks Død; men senere sagde Madam Duschanek: „Paa mine Børn kan Du ingen Begning gjøre. De smider Dig ud saa Du brækker Halsen. “ Imidlertid førte de Anklagedes tiltagende Paahed endelig til den stakkels Piges Frelse. Madam Duschanek havde beskyldt hende for at have taget en Gylden af Penge­ kassen og forlangte den tilbage under de gyseligste Trusler. Denne Tvivl om hendes Ærlighed, Forlangendet om at give Penge tilbage, som hun ikke havde, og Skrækken for nye Prygl bragte hende endelig til Fortvivlelse. Hendes Ophidselse bragte aende til at bryde Tavsheden, som hun paa Ægteparrets Befaling stedse havde bevaret overfor Fremmede. Hun traf paa Torvet en Kone, Gobi fra Meindling, som hun kjendte fra den Tid, da hendes Moder endnu levede, og beklagede sin Nød for hende. Denne tog hende med sig til sit Hus og foranledigede, at der skete An­ meldelse for Politiet. Begge de Anklagede vilde forsvare sig med, at Huset blev kjøbt efter Pigens Ønske, og at denne selv havde torbrugt de øvrige Penge. Alle øvrige Angivender erklærede de for Løgn, Vidnet, Madam Gohl, traf Agnes v. Scotti paa Torvet, hærende en Sæk Kokes paa Byggen. Da hun senere spurgte Pigen om, hvor hendes Penge var, svarede hun: „I Formynderiet". Paa hendes videre Spørgsmaal om, hvor gammel hun var, svarede hun: „22 Aar“ . Men da Madam Gohl vidste, at hun maatte være mere, gav hun sig ikke tilfreds med dette Svar, men trængte mere ind paa hende. Nu fortalte ogsaa Pigen, at Madam Duschanek havde forbudt hende at tale med nogen, og hvis de spurgte hende om ovennævnte Ting, skulde hun svare som anført. Med Folkene i Huset var hun paa det strængeste forbudt at tale. Da hun havde fortalt Madam Gobi alt dette, blev hun bange, og udbrød hulkende: „Nu gaar jeg ikke mere tilbage, jeg tør ikke." Senere kom Duschaneks Søn for at hente hende og søgte at lokke hende med sig hjem, idet han for­ sikrede hende om, at hun ingen Prygl skulde faa. Men hun vilde ikke gaa med. Betten bestemte, at Huset samt alle Duschaneks Ejendele skulde tilfalde Agnes v. Scotti som Erstatning for de lidte Tab. Endelig idømtes Wenzel og Adelheid Du­ schanek for Bedrageri, den første 10; den sidste 15 Maaneders Tugthusstraf.

med Agnes. Men nu oph'?. æ Wenzel Du- sÆ;~\o1r ™orl Ilctandværk — han var jo bleven Husejer. Hvad der endnu fore­ fandtes i Behold af Obligationer, blev solgt til at bestride deres lystige Liv med. Da det sidste Værdipapir paa denne Maade var forsvundet, gjorde de Gjæld paa Huset. Imidlertid udbredte det Bygte sig i Altmannsdorf, at Duschaneks levede af Pigens Penge. Men Fru Duschanek var stadig opfindsom, og nu fandt hun paa en ny Ide, for at holde enhver truende Under­ søgelse borte og imødegaa alle Eftei spøi gs- ler. Hun lod en Vinkelskriver opsætte et Dokument, hvorved Agnes v. Scotti fra­ skrev sig al Bet til Huset, da Dushaneks havde faaet hendes Penge som Vederlag for hendes Ophold i deres Hus saa længe hun levede; selv hvis hun overlevede dem, skulde hun hos deres Børn have samme Underhold og Forplejning. Hvis hun gif­ tede sig, skulde Duschaneks give hende et godt Udstyr og 1000 Gylden i Medgift. Dette Dokument underskrev Agnes uvæger­ lig, og dermed syntes det værdige Ægte­ par at slaa sig til Bo. Men fra nu af var Pigens Tilværelse dem kun til Besvær, og hun blev mishand­ let paa det groveste af dem begge. Alle­ rede fra tidligere Tid var det hende ikke tilladt at spise sammen med dem ved Bordet, og hun maatte udføre de groveste Arbejder. „I Altmannsdorf,“ saaledes forklarede hun, da hun den 29. December 1888 stod for Betten i Wien, „begyndte de med deres Mishandlinger, Skjældsord og Slag. Konen kastede mig om paa Gulvet, sparkede og traadte mig med sine Sko og slog mig i Hovedet, saa Blodet flød ned ad Ansigtet Manden har kun slaaet mig en eneste Gang; han var god og lagde sig ofte imellem, naar Konen slog mig. Paa Assessorens Spørgsmaal om, hvor­ for de havde gjort dette, svarede den stakkels Forældreløse: „Jeg var dem i Vejen. Konen sagde tidt til mig, at jeg skulde hænge mig, saa vilde hun kjøbe en rar Strikke til mig, for hun længtes saadan efter, at komme til at følge mit Lig til Kirkegaarden. “ Pigen havde i al den Tid maattet ud­ føre de sværeste huslige Arbejder, men hun udførte alt af Frygt for Prygl. Hun havde forøvrigt altid troet, at hun havde Bet til Huset, selv om det var skrevet i Du­ schaneks Navn. Førend hun underskrev Frasigelsesbrevet, var der bleven sagt hende, at hun ogsaa kunde blive boende og have

Faaes kun: C. Jespersen, 34, Kjøbmagergade 34. F ilial: Nørrebrogade 46 . Æ f f l T H i

B G