S_Gazetten_1889

Nr. 36

© A SS, K- T T m N.

286

Et Offer! K ø b e n h a v n er b i l l e d e af W. I. S. Holm. (Eftertryksretten forbeholdt.)

Stolthed før havde modsat sig, gjorde hun nu: Hun henvendte sig til flere af sine Omgangsfæller om Hjælp i Form af Sytøj og Haandarbejde. Og Arbejde fik hun. Hun modtog ingen Gave, ingen Understøttelse; men i de korte Dage og lange Nætter sled hun ufortrødent for at tjene de Ører, for hvilke hun fik Mad og Tøj til sit Barn. — Fingrene blev krogede og Blikket mat, alt som Aarene gled;, men Anna vokste til uden at lide Savn, og det var Moderens Beløn­ ning. --------- Under disse Forhold vokste Anna op. Faderen gjorde intet for at binde hende til sig; hun lærte snarere at frygte ham. Moderen var den, hvem hendes hele Opdragelse paahvilede, og med skinsyg Aarvaagenhed vogtede hun paa hver af hendes Bevægelser. Hun havde jo intet andet i Verden end Anna, og hun blev hendes Afgud og Øjesten, ligesom Anna paa sin Side sluttede sig inderlig og fast til Moderen. Furts. „En Aften1. De maa s’gu ikke tro, at jeg er bange for Spøgelser, — nej, jeg har saamæn ofte siddet ene i Mørke sammen med min Værtindes „Tulle", om hvem kyndige Folk paastaar, at hun er det værste „Spøgelse", de nogensinde har set, uden at det har afficeret mig; men jeg skaj alligevel ikke nægte, at forléden Aften havde „Spøgelserne" nær taget Vejret fra mig. Hvorledes? — Ja, nu skal De bare høre: Ser De, jeg havde saa ofte ønsket at se et Spøgelse, ikke et af den Slags som „Tulle", skønt hun saamæn er tilsræk- kelig skrækindjagende, nej, men saadan et rigtigt hvidt Gespenst af den Slags, der holder til paa Kirkegaarde og i gamle Borgruiner. Jeg meldte mig ind i spiritistisk For­ ening, spiste al min Mad hos Aandekongen Niedermann, men ak, forgæves, ikke Spor af Aand, hverken det ene eller det andet Sted. Men saa forleden sad jeg henne paa Kaféen og læste en grufuld Beretning i „Aftenbladet" om nogle Flødeboller, der havde hjemme i en Bagerbutik ude paa Vesterbro. De havde faaet St. Veitsdans og var slet ikke til at styre. Kakkel­ ovnen, det sorte Bæst, der stod dernede i Jomfruburet, havde foretaget Proptræk­ kerspring å la Olschansky. Vandhanen, der i Aaringer havde siddet rolig paa sin „Post", havde pludselig givet sig til at „rende", og Ruderne tog Moden op efter den og gav sig til at springe, ja, om det saa var den gamle, skikkelige Hænge-

indenfor sit eget Hjem og i Omgangen med sin Mand — og de blev snart tarvelige nok. I Begyndelsen, saalænge hun endnu var blændet af Mandens Raskhed og glatte Ansigt, levede hun nogenlunde lykkelig, idet hun i sin Kærlighed fandt Erstatning tor sine øvrige Tab. Men efterhaanden, som Hulheden i Mandens Karakter mere og mere viste sig for hende, gled Bindet ogsaa mere og mere fra hendes Øjne, og hun ind- saa kun altfor snart, at hun havde bygget sin Fremtid ved Skrænten af en Afgrund. Ikke nok med, at Man­ den aldeles ikke forstod hende, at hendes Dannelse og Opdragelse havde draget en dyb Kløft mellem hendes og hans Ideer og Tankeliv, men han tik endog snart en vis Tilbøjelighed for ligefrem at saare hende ved Bru­ talitet og Raahed. Den Tone, han var vant til at anslaa blandt sine Kammerater, søgte han ogsaa at indføre i sit Hjem, og da han mærkede, at den ikke fandt Genlyd hos Konen, blev han irriteret. Han havde ikke Finfølelse nok til at indse, at Konen var af finere Stof end han og maatte behandles der efter, at hun var en sart Plante, der kun kunde trives i Solskin, men vilde visne i Slud. Han ansaa hendes Væsen for Skaberi, som han vilde udrydde, og krænkede hende ofte uden maaske at tilsigte det. De „fine Nykker" skulde pilles ud, mente han ; men han greb fejl efter Midlerne dertil. — Omtrent samtidig gik det op for begge, at de ikke passede for hin­ anden ; men ingen af dem tænkte paa I at sprænge Baandet. Hun gemte Skuffelsen, Græmmelsen og Savnet dybt i sit eget Indre; han søgte Erstatning udenfor Hjemmet, i Kammeraternes døvende Selskab. Han havde aldrig været særdeles dygtig i sit Fag, og ( efterhaanden tabte han fuldstændig Lysten og skejede mere og mere ud. Det meste af sin Smule Fortjeneste ødelagde han paa Værtshus, og det var kun en Ubetydelighed, han bragte til sit Hjem og sin Kone. Foruden Følelsen af sin Livslykkes Ruin fik hun ogsaa Armodens centner­ tunge Vægt at bære; men hun bar det alt uden at knurre og uden at klage. Hun saa Fremtidsmørket for sit Blik; men hun fandt intet Middel til at ændre det. — Saa blev Anna født . . . For en kort Tid bragte hun For­ ældrene nærmere sammen; men da Barnets Uro og Skiig irriterede Fa­ deren, søgte han snart igen sine egne Veje og lod Moderen ene om at bære den dobbelte. Byrde. Og hun bar den. Fra nu af be­ gyndte først ret hendes stille Kamp — Kampen for det daglige Brød, for Opholdet til sit Barn. Hvad hendes

For et Par Aar siden, mens jeg boede ude i Voldkvarteret, gik jeg mig i Reglen hver Dag en Morgentur i „østre Anlæg". Jeg kom der gærne ganske tidlig, straks efter at der var lukket op, forinden dets sædvanlige, støjende Publikum havde indfundet sig. Fug­ lene kvidrede uforstyrret i Kor, Dug­ gen blinkede i Græsset, og Morgen­ luften, sval og frisk, strøg viftende frem mellem de prægtige, højstammede Træer. Paa disse Ture mødte jeg jævnlig en ung Kvinde med en fire-fem Aars Dreng ved Haanden. Der var noget ved dette Par, som straks ved vort første Møde vakte min Opmærksomhed og Interesse, uagtet jeg vanskelig kunde klare mig. hvori det egentlig laa. At det var Moder og Søn, følte jeg mig straks overbe­ vist om; den Ømhed og Omhu, den unge Kvinde lagde for Dagen overfor Drengen, tydede aldeles bestemt der­ paa. Men alligevel fandt jeg noget gaadefuldt ved Parret, og den Omstændighed, at jeg saa ofte mødte dem paa samme Sted- og bestandig uden Ledsagelse, gav mig efterhaanden Lyst til at lære deres Forhold nærmere at kende. Dette er senere ved Tilfældets Hjælp lykkedes mig; i det følgende skal jeg meddele nogle Træk af den unge Kvindes Liv, saaledes som de paa nær Haand er kommen til min Kundskab. Det er vel kun en Hverdagshistorie — én af de gamle, der bliver evig ny — ; mulig dog, at den hos Læseren kan vække den samme Deltagelse, jeg selv har følt — og saa er Hensigten ruiaet . . . . * - x- Den unge Kvinde — vi kan kalde hende Anna — var født i en lille jysk Købstad. Hendes Barndom havde ikke været lykkelig. Moderen, Datter af en anset Embedsmand, havde mod sin Families Ønske giftet sig med en smuk, men temmelig indholdsløs Haandværker, hvilket Skridt hendes Slægtninge be­ lønnede ved fuldstændig at slaa Ilaan- den af hende. Det samme gjorde ogsaa næsten hele hendes tidligere Omgangskreds: De, hvis Dør havde staaet vidt aaben for Embedsmandens Datter, ønskede paa ingen Maade at betragtes som ligestillede med Haand- værkerens Kone. Hun var derfor henvist til at ■søge sit Livs Glæder