S_Gazetten_1889

242

Gr A Z E T T E isr..

Nr. 31

S T I G A A R D .

efter al Rimelighed skyldes Bladets Mu­ sikanmelder, Hr. Charles Kjerulff; ,,-m a n maa nære oprigtig T viv l om Tivolidirek­ tionens musikalske Sans". Det er som bekendt Hr. Charles Kjer- ulff, der har „komponeret." Tivoli-Operet­ ten „Buh-lang-Buh". * * * Ædruelig Mand søges. T il den ved Stigaards Død ledigblevne Rolle som den totalafholdendeSmedi „Faldgruben" søger Kasino allerede i flere Dage forgæves en Skuespiller, der aldrig har haft det mindste „Stænk" af Overstadighed. Det bliver vanskeligere og vanskeligere at besætte Rollen. * * * En herværende brav Ægtemand, som „ Gazetten “ kender, gaar aldrig ud om Aftenen uden at væ re foisynet med et saalydende Kort fra sin K on e: xra _________ sig [g Udgangstilladelse. Min hermed følgende Mand, P ar­ tikulier N. N., har etter derom stillet Anmodning faaet Tilladelse til at væ re ude i Aften efter Kl. 9 V 0 , dog ikke senere end Kl. 1 . Hans Hustru Fru N. N. Anm. D ’H r r . K e lln e re b e d e s e fte r A fta le sø rg e fo r, a t h a n ik k e d rik k e r re t m e g e t, s a m t at lia n ik k e a fta g e r sin V ie ls e s rin g o g p u tte r d e n n e i V e s te lo m m e n . ejx Under den Forudsætning, at Partiku- lieren virkelig kun gaar saadanne Steder hen, hvor Fruen har truffet Aftale med Opvarterne, synes Idéen ganske praktisk og anbefales vore fruelige Læsere til Efterfølgelse. * * * Etter Forlydende agter „København"s Redaktion i næste Uge at lade uddele en Æske Legetøj — en Noah Ark med alle Medarbejderne — til hver af Bladets Abonnenter. Hl XL3 Vore Billeder. Fra Cirkus Busch. Hundedressøren Tscher- noff. som i de sidste Dage er optraadt ude i Cirkus Busch, har vist sig at være en ganske fortrinlig Akvisition. Alt det, de Hunde kan udfore, grænser stærkt til det utrolige; baade som Springere og som Klovner er de ikke langt fra at fordunkle d’Hrr. Olschansky, Bedini og Guion. De Hunde vil Direktør Busch sikkert faa megen Glæde af. Fra Frederiksberg Morskabstheater. Vi bringer i Dag vore Læsere Portrætterne af Sommer- revuens Bærere, Fru Anna Christensen og Hr. Fred. Jensen. Hvad var Frederiksberg Morskabstheater uden dem? Fru Christen­ sens lille trivelige Skikkelse, hendes glade Smil, glimrende Foredrag og ægte køben­ havnske Madamefigurer i Forbindelse med Hr. Jensens fortrinlige Spil er det, som Aften efter Aften fylder det lille Forstads- theater med et begejstret Publikum. Vild Kørsel. Da en Slagter forleden kom korende i vild Fart paa Strandvejen, tørnede

hans Vogn først mod et tospændigt Køretøj, hvis ene Hest kom slemt til Skade, dernæst mod en Bicykle, som ved Sammenstødet blev slynget over mod en Tricykle, der blev styret af en ung Dame. Den travle Slagter blev noteret. En flink Hund. ^>a en fem Aars Dreng forleden legede ved Bredden af Skjern Aa, var han saa uheldig at falde i Vandet og | vilde uden Tvivl være druknet, hvis ikke en ung Hund resolut var sprunget ud og havde holdt ham oven Vande, til der kom Folk til Hjælp. Valhalla. Forleden Aften gik det lystig til udenfor det ' bekendte Valhalla, hvor Frelsens Hær har sin ene Modesal. En stor Menneskemængde søgte nemlig at bringe lidt Afveksling ind i det gemytlige Korps sædvanlige Løjer ved at rette et Stormløb mod Fæstningen. Med Stenkast og øre­ døvende Pibekoncert søgte de at jage de tapre Gudsforsvarere paa Flugt. Da Und­ sætning ankom, i Form af adskillige Politi­ betjente, havde de tapre Stridsmænd gennem Bagdøren forladt Valpladsen. Raat Overfald. Da en Kvinde forleden Nat passerede Nygade, blev hun overfaldet af en Handelsmand og en Skomagersvend, der mishandlede hende paa forskellig Maade, indtil Politiet endelig kom tilstede og an­ holdt Voldsmændene. Er i ndr i nge r fra Tribunen og Sanglokalerne i København. Af W. Rantzau. V. „ Teltene“ og „Over Stalden" i gamle Dage. Se, før saa saa’ man Fa’er og Mo’er Og Børn tilsammen vandre Gemytlig ud af Østerport Til Skoven med hverandre, Og blev det Regn, saa slog man op Familieparaplyen, Naar man gik hjem, i Kor man sang Den hele Vej til Byen. Den Gang man spiste ej hos „Niels Husar", Men af en Madkurv, som den ældste Læredreng han bar Saaledes sang min Hustru for ca. 30 Aar siden. Allerede den Gang holdt Fatter det under sin Værdighed at trille den yngste Pode til Skoven i en grøn- malet Barnevogn; Æggekage med Purløg var lige ved at gaa af Mode, man tog sig hellere en Bøf i Lundagers Telt i Charlottenlund. Jeg erindrer tydelig en gemytlig Skov- tur> j eg havde en St. Hansnat netop i den Periode: Sammen med et Par gode Venner kom jeg vandrende fra en lille Familiefest, da vi paa Kongens Nytorv pludselig fik Øje paa en Kaffemølle, som lige var ble­ vet sin Ladning af glade Skovgæster kvit, og skønt Klokken var tolv, betænkte vi

Det var med dyb Vemod, a t enhver Ven a f dansk Skuespilkunst i Mandags mogtog det saa uventede Budskab om S tigaard s Død. Thi man vidste jo, at dette ikke var noget forbigaaende om end a lvo rlig t Tab for hans Theater, man vidste, at han var Scenens sidste Repræsentant for en svunden Tids L ivsanskuelse, den sidste, som for- maaede at give dens blegnende S k ik ­ kelser L iv. N aar i „O le L u kø je“ og „Mester o g ‘ Læ rling “ , hans bedste og kæreste Roller, hans sjælfulde B lik lyste os i Møde, og Christians og Aages Repliker bares til vort Øre a f hans kønne Stemme, gennembævet a f T ro og Begejstring, da følte vel selv den mest moderne Tilskuer en vemodig Længsel efter en svunden Tids Ro­ m antik, og misundte hemmelig denne aldrende Mand den Barnetro, som glødede gennem hvert Ord og for- maaede at vække en saa mæ rkelig Stemning. Med S tigaard stedes for bestand ig A age til Hvile, ingen vil oftere form aa at gjøre disse kolossalt naive Repliker menneskelige. Foruden de bløde, barnlige Gemyt­ te r gav S tiga a rd den brave Djærvhed i Folkekomedien et trovæ rd igt U d tryk. I saa Henseende løj ikke det energiske T ræk om hans smukke Mund; han va r et Barn af sin Tid, hvor hver ung Sku espiller drømte sig som djærv Helt. V i mindes i Ø jeb likket a f denne A rt Smeden G au tier i „ Faldgruben “ , Ame­ rikaneren i „Jorden rund t“ og Bengt Lagm and i „B ryllupp et paa U lfsb jerg." S tigaard maa have væ ret betagende som ung. Endnu som ældre Mand kunde han se dejlig ud især i Ivostyme- roller — og han forstod som ingen anden a t bære et Kostyme med Anstand. Han var som Menneske ganske som vi kemUe ham paa Scenen. En kæ rlig Fam iliefader, en god Kamm erat, op­ brusende og djærv, hvor der mødte ham noget lavt, blid og opofrende mod dem han holdt af. Selvfølgelig var da ogsaa han, respekteret og afholdt som faa, i de senere A ars Teaterm isére a ltid sine Kamm eraters Tillidsmand. I de senere A a r følte han sig sikkert noget ene midt iblandt en Slægt, hvis L ivsop fattelse var hans egen saa mod­ sat, og vi maa sikkert prise ham lykk e­ lig, a t han slap for den Kvide at blive gammel og glemt, dobbelt tung for ham, som med saa stor Energi holdt p aa den flygtende Ungdom.

Guld og Glimmer. Uventet Beskedenhed. „Politiken" for i Onsdags indeholder følgende Passus, der