S_Gazetten_1889

238

G A Z E T T E INF.

Nr. 30

Kjøbenhavnske Originaler. II.

Som de fleste andre Originaler har Rasmus Christensen haft en ulykkelig Kærlighedshistorie. Han var forelsket i en ung, fynsk Pige. som var ganske kjøn og havde nogle Skillinger paa Kistebunden. Det var dog mere efter Pengene end efter Pigens Person, at Christensen tragtede, og hun, som indsaa dette og desuden ikke kunde fordrage den pengebegærlige Fyr, ægtede en anden. Det er til denne Be­ givenhed, han sigter, naar han synger:

paa sin Samvittighed; i 1875 fik han 8 Maaneders Fængsel for Overtrædelse af Straffelovens § 176 og 173, og, senere dømtes han til 15 Maaneders Forbedringshusarbejde for Uterlighed. Christensen er en meget fordrings­ fuld Person; naar nogen byder ham Kobberpenge, betragter han disse med et foragteligt Smil, men han er jo ogsaa nok Sølv værd. Som en Kuriositet kan anføres, at han, da han for nogen Tid siden kom ind i en Gaard og fandt alle Husets Vinduer kridtede, idet Beboerne var flyttede paa Landet, gav sig til at skælde ud, fordi saadan nogle — — — vovede at flytte, naar han kom for at divertere dem med sin „Kammer­ musik “ . I 1862 blev han gift; men hvor hans Kone er bleven af, eller om hun i det hele taget lever endnu, er det ikke lykkedes os at faa oplyst. Den før omtalte fynske Pige har han bagtalt paa det skamme- meligste allevegne, hvor han kunde komme afsted dermed, ligesom han ogsaa paa anden Maade har søgt at chikanere hende og hendes Mand, der lever i meget smaa Kaar. Christensens Originalitet bestaar i hans enestaaendeListighed, Lumsk­ hed og Gærrighed. Vi har præsenteret ham under denne Rubrik, fordi han er en kendt Størrelse i Kjøbenhavn; men desværre er der kun faa, som be­ tragter ham paa den rette Maade. Naar „Gazetten“ s Læsere næste Gang hører ham kvæde sin Vise i deres Gaarde, saa ved de, hvem og hvorledes han er. E n K u r v . Højstærede Hr. Redektør! De maa. meget undskylde, at jeg ikke sender Dem den Artikel, som jeg havde lovet Dem til „Gazetten“ . Istedetfor sender jeg Dem hermed mit Fotografi og Motivet til en Tegning, ’som De saa kan benytte i næste Nummer. Grunden til, at Deres ellers saa pligt­ opfyldende Theobald svigter Dem er — ja, nu skal De høre: Har De nogensinde været forelsket — saadan rigtig — uh — knusende,, rasende, glødende forelsket — har Ilden i Deres Indre nogensinde truet med at brændeDemop, saa De ikke blev til andet end en stakkels omvandrende Ruin ? — Pris Dem lykkelig, hvis De ikke har følt denne Kærlighed; thi det har Deres stakkels Theobald, og det er blevet hans Ulykke.

Rasmus Christensen. Vi har ofte liørt fortælle, hvorle­ des Tiggerne i Paris forsyner sig med grønne Øjnskærme, Krykker o. 1. for derved at vække Folks Medliden­ hed, og i fremmede satiriske Blade har vi ofte set Tegninger, der frem­ stiller Tiggere, som i Farens Stund kaster Krykkerne fra sig og sætter afsted i fuld Galop. At der herhjemme findes noget lignende, at der her i Kjøbenhavn gives Folk, som søger at slaa Mønt af-et ynkværdigt Ydre, aner vistnok de færreste. Men Kjøben­ havn er jo bleven en Storstad, og hvorfor skulde Storstaden Kjøben­ havn da ikke ogsaa have lignende Fremtoninger som al Verdens øvrige store Byer? Jo, desværre — der gives og­ saa i Kjøbenhavn Folk, som lever af Næstens Medlidenhed, og blandt disse indtager den Mand, hvis Billede vi i Dag bringer vore Læsere, en fremragende Plads. De fleste Kjøbenhavnere er sikkert nu og da blevet opskræm- met af nogle hæse Toner, der maatte komme fra en forstemt Violin, og har de da gjort sig den Ulejlighed at kaste et Blik ud af Vinduet, har de set en gammel, tilsyne­ ladende blind Mand staa nede i Gaarden, trakterende sin Violin og syngende nogle Vers. Maaske har de da faaet Medlidenhed med den „stakkels, gamle, blinde Mand“ og kastet en Tiøre ned til ham. Den Tiøre har de i saa Fald kastet ud af Vinduet i dobbelt Forstand; thi „Staklen1 er ikke saa ulykkelig, som han ser ud til at være. Mandens Navn er Rasmus Chri­ stensen, han er Søn af en jysk Hus­ mand, og det fortælles, at Rasmus Christensen endnu besidder en Ejen­ dom ovre i Jylland. Ilan er døbt og konfirmeret i Hyllested, blev efter Konfirmationen sat i Skrædderlære, blev derpaa Tjenestekarl, men syntes bedre om at være Løsgænger, købte sig saa en Violin og flakkede som Spillemand omkring i Jylland og paa Øerne, indtil han tilsidst slog sig til Ro i Kjøben­ havn, hvor han fandt et rigt Arbejds­ marked, og hver hans Forretning gik og forresten til Dato gaar strygende i mere end en Forstand. I sin Ungdom kom han galt afsted med noget Krudt, som eksploderede og gjorde ham fuldstændig blind paa det ene Ø je ; med det andet kan Fyren dog godt beskue Husenes'Vinduesrækker og mønstre de Penge, som medlidende Sjæle kaster ned til ham.

.(e g v a r d a fo rlo v e t m e d h in P ig e fra F y n , S n a rt sk u l fo r m in L y k k e d e t da ge s, M e n je g k o m til S k a d ’ o g sp o le rte m it S y n , S a a d e r b le v en R e s t k u n tilb a g e s . D a sa g d e F a rv e l m ig d e n J o m f ru saa lin O g to g sig e n K æ re s t m e d P e n g e . M e n n u g a a r je g o m o g s p ille r F e v e lin , F o rd i je g saa h a a rd t m o n n e træ n g e

Rasmus Chi• istensen. Visen, der iøvrigt handler om hans Levnetsløb, er bleven til i en Spækhøker­ butik, hvor en anløben Student ned- skrev den paa Makulatur og som Vederlag for dette Stykke Arbejde er­ holdt nogle Drikkevarer. Ved at kvæde denne Vise og ved at traktere Violinen har Rasmus Chri­ stensen efterhaanden tjent sig en net lille Formue, som stadig forøges, særlig af Fattigfolk: Fabrikarbejdere og lign. som Fyren med Forkærlighed op­ søger, og som af Medlidenhed ofrer af deres surt erhvervede Skillinger til den „blinde Mand“ . Fyren er godt kendt af Politiet, som meget ofte har haft Fingre i ham; i 1887 blev han saaledes mulkteret ikke mindre end ni Gange og i 1888 tre Gange, senest i April, da han maatte af med 40 Kr. | Men han har ogsaa grovere Synder