S_Gazetten_1889

Nr. 29

G A Z E T T E IC.

10— 4 “ . I Venteværelset sicider gjerne fuldt af Patienter. Kun naar det er daarligt Vejr, gaar de syge ikke gjerne ud, og dette gjælder mest „ G i g t ­ p a t i e n t e r 14; — da er der heller ikke mange, som gaa til Reventlovs- gade. Derimod gaar det livligt, naar Solen skinner og Vejret rigtig er godt. Da kan man se Folk baade paa Krykker og Stokke hinke op ad Trappen, for at forsøge sin Lykke paa Albertsens meget omtalte m a g ­ n e tisk e M a sk in e . En af „Gazettens4 Medarbejdere var en Dag til Stede. I Venteværelset gik Passiaren livligt: „Tror De, at De kan blive hjulpen?4 „Jo, for min Søster er dog bleven hjulpet hos Albertsen.4 „Ja, jeg har været her to å tre Gange, og nu kan De se, at jeg kan baade staa og g a a !“ Saaledes lyde Spørgsmaal og Svar uafbrudt, naar Patienterne er samlet i Venteværelset. Man sidder herinde og hører den magnetiske Maskine snurre inde i Konsultationsværelset. Snart gaar Døren op , og et glædes- straalende Ansigt kommer tilsyne. Det er en af de heldige, hvem den magnetiske Paavirkning af Maskinen har givet Livet i Lemmerne tilbage. Saa kommer der en , som synes, at det ikke har hjulpet rigtig godt; det svækker dog ikke Haabet hos de andre, som har set, at Helbredelse kan opnaas. Der kommer nok en, som tager sin Stok under Armen, og begejstrede Udbrud lyde fra de ventende. Sikkert er det, at den, der faar Lejlighed til at overvære en Konsulta­ tionsdag hos Albertsen, gaar bort med det Indtryk, at de gigt- og nerve­ lidende Personer, som søger Hjælp hos Albertsen, i Reglen ogsaa bliver befriede for deres Smerter.

lyst ham igjen paa Eventyr. Det var Verdensudstillingen i London 1851 , som gav Stødet dertil, og snart finder vi Tyroler-Sangeren i Verdensbyen i Hyde Park Square, syngende den herlige Alpe- sang: „A u f der Alm da g ieb fs koa Sund“ eller den lystige Vise med Jodlen: „ Wer hatf denn das Bier umg’schutf?“ Og aldrig forglemte de drevne Tyrolere at smigre Englændernes Patriotisme ved at synge „ God save the queenu paa engelsk. Rainer vakte ogsaa en overordentlig Sympathi i Windsor Castle og Dronningen frydede sig ofte ved Sangen: „Auf der Alm da giebt’s koa Stind’". Hendes Majestæt forærede Rainer et prægtigt Gulduhr med Diamanter som Erindring om disse private Hofforestillinger. Fra nu af gik det først ret løs. I 1855 sang Rainers Selskab i Paris og blev ogsaa der feteret af Hoffet. I Tuillerierne lød som i Windsor Cast/e den betydnings­ fulde Strofe for det blaserede Hof: „Auf der Alm da giebt’s koa Stind’" og mangen en af de tilstedeværende har vist i Hjertet tølt en stærk Længsel efter de „syndfri Alper". Fra Paris gik Rejsen til Danmark, Sverig og Norge. I Kjøbenhavn op- traadte Selskabet første Gang i 1856 paa Sommerlyst. Fra Norden tog Rainer til Rusland, hvor han opholdt sig i 10 Aar. Her giftede han sig for tredie Gang i 1865 , da hans anden Kone, som var bleven tilbage i Hjemmet, var død 2 Aar i Forvejen. Brylluppet vakte stor Opsigt i St. Petersborg, da ikke mindre end 500 Gjæster var indbudte. Alle mødte i tyrolsk Nationaldragt, og om Aftenen bragte Tyskerne i Byen Brudeparret et storartet Fakkeltog. Bryllupspresenter og Gratulationer indløb fra en Mængde regerende Fyrster, og Rainer har et helt Album fuldt af disse Skrivelser i al Verdens forskjellige Sprog, ja endog paa japanesisk fra Gesandtskabet i St. Peters­ borg. Endnu i mange Aar rejste Rainer med sit Selskab rundt i Europa, men det vil blive for vidtløftigt at følge ham paa alle disse Rejser. Overalt gjorde han Lykke, overalt tjente han Penge og var afholdt for sin ligefremme, bramfri Optræden. Nu hviler han paa sine Laurbær som en meget velhavende Hotelejer i Innsbruck, og den rejsende forsømmer aldrig, naar hans Vej falder over Innsbruck, at hilse paa den originale og vidtberejste National- j sanger. A a rh u s , d. 10. Ju li. Tak for Invitationen til at fortælle „Ga- zetten14s mange Tusinde Læsere lidt om Jyllands Hovedstad. Jeg skal gjøre mig den storste Umage for at stille min kjære Føde­ by i sit fordelagtigste Lys. Hvornaar Aarhus er anlagt, ved man ikke; men i Smedegade lever en meget gammel Kone, som paastaar, at liendes Olde- mo’er var en stor Tøs, da Byen opstod, og Domkirken blev paabegyndt. Selv om dette nu ikke er mere sandt, end hvad „Aften­ bladet 4 fortalte om „Selvmordet i Kongens Have4, saa viser det dog, at Aarhus ikke er nogen Methusalem. Byen er godt med, hvilket vil sige_ det samme som „godt forsynet med“_alle Livets Behageligheder. Saaledes har vi 5 Dagblade, soni lever af at fina hinanden paa en kiiste lio- Maade og gjøre hinandens Sandheder til Lidt om Aarhus. (B rev t i l „G a z e t t e n 4).

Løgne, hvilket for det meste lykkes over- maade godt. Vi har Gas, Sporvogn, en hængende Bro og Guds Velsignelse af Sol­ dater. Den hængende Bro regner vi selv for det smukkeste i Danmark, navnlig da den er saa godt brolagt, at man skal have særligt Held med sig, hvis man ikke brækker Benene, naar man kjører i Skridt over den. Ellers ere vore Gader brolagte efter det Princip, at der bør være saa mange Chancer som muligt for Benbrud og Ligtorne, da her er en Bunke Læger, der alle ville leve af os. Sporvognen er endnu ikke ude over sine Børnesygdomme og er ofte saa svag, at den kun gjør et Par smaa Ture hver halve Dag. Og under Farten raller og stønner den som en asthmatisk Olding, skjønt Hesten aldrig gaar anden Gang end „Sandmands-Galop4. Af Seværdigheder maa nævnes Domkirken og Ris Skov samt et stort Bøgetræ i Mar- selisborg Skov. I Domkirken er der ingen Ting at se, og selve Kirken bruges nu mest til at reparere paa, for at vore Pengekasser ikke skal skabe sig for tykke. Ris Skov er anlagt til elskende Soldater og Tjenestepiger; desuden er den Byens „Støvbeholder4, hvor­ for det er Skik at lade Soldaterne løbe igjen­ nem den, da de forstaa at sætte disse Skidt- bunker i Bevægelse ud mod Havet. Om Efteraaret fornøj er vort Byraad sig med at skyde Krager og æde dem ferske i Skoven. Enhver, der kommer til Aarhus, maa jeg lægge nøje paa Sinde at gaa en Tur ud til Minister Ingerslevs Skov og se det omtalte Bøgetræ, da det er svært interessant paa Grund af den Brug, vi gjør af det. Først — det er for ca. 10 Aar siden — hængte Rejsende og Forelskede sig i det, da Udsig­ ten er saa ganske storartet. Senere gik det ogsaa op for Byens Folk, at man godt kunde være bekjendt at hænge sig der af Nærings­ sorg og Livslede, og siden den Tid tager der hvert Aar flere Aarliusianere der ud for at klynge sig op, undertiden en gros for Sel­ skabs Skyld. Naar en Mand, der sidder skidt i det, forsvinder, sender man i al Hemmelighed hans Butiksdreng afsted for at se, om Mester skulde have knebet ud og slaaet Knuder paa Rebet. Er han saa ikke i Træet, saa ved man, at han lever. Yort ø l — „Ceres 4 — hører med til Byens bedste Ting. Det har kun den Fejl, at jo mer man drikker af det, jo mere vil man drikke, hvad jeg ser paa min gode Yen, Kontorist Blækhorn, der sutter paa Ceres- Flasker den hele Dag, ligesom vi andre paa Nobels Cigarer til U /2 Kr. pr. Hundrede. Af Forlystelsessteder er her mange, et med kulørte Lamper og Ceres-01, et andet med Ceres-01 og kulørte Lamper, og det tredie med Sangerinder og Limonade. Plere Steder er der god Plads til at slaas eller danse, og vi øver os ihærdigt i begge Dele, især mens vi er smaa. Naar vi bliver store, tænker vi kun paa Pingel og de reelle Nydelser. Den sande Folkelighed har rejst sig selv et Asyl i disse trange, forskruede Tider, et Hotel med Theatersal, hvor folkelige Kunst­ nere slaa deres skjæve Folder, og hvor Til­ skuerne er halvt „Bjørnbakkere 4 og Resten ægte Storbønder. Hvad andet der kan være at fortælle om Aarhus, kan De faa en anden Gang. Herman Stripps.

Af det kjøbenhavnske Sangerindeliv. A f W. Rantzau.

IV. Ludvig Rainer. (Fortsat).

Rainer giftede sig nu i 1843 med den fornævnte Margrethe Sprenger, som alle­ rede hinsides Oceanet havde delt Ondt og Godt med ham; men hun døde kort etter Brylluppet, og Aaret efter giftede Rainer sig paany med Datteren af en Gjæstgiver og kjøbte selv en Gjæstgiver- gaard, som han drev med stor Energi. Da kom det eventyrlige Aar 1848 og med det Kampene i Tyrol. Garibaldis Skarer trængte ind i Sydtyrol for at underkaste sig Landet, og enhver Tyroler greb til Vaaben. Rainer blev Lieutenant ved Rattenberger Skytterne og deltog med stor Bravour i Kampene ved Mez- zolago. Men efter Krigen drev hans Vandre-

Da vor magnetiske Medarbejder har været bortrejst, fortsættes Artik­ lerne om „Magnetismen" i næste- Nummer.