S_Gazetten_1889

Nr. 28

G A Z E: T T E N.

219

Kort Tid efter denne Katastrofe kom der en fransk Spekulant til Zillerthal, som engagerede Sangere til et Selskab for at berejse Amerika. En Kvartet blev meget hurtig samlet, bestaaende af Ludwig Rainer som Tenor, hans Niece Helene Rainer, som Sopran, Margarethe Spren- ger, Altist, og Simon Holaus, en mægtig Bas. En Kontrakt blev sluttet med Fransk­ manden, og kort efter var Selskabet paa Vejen til Amerika, hvor der ventede de godmodige Tyrolere mangt et Eventyr, mange glade — men ogsaajmange bedrøve­ lige Timer. Selskabet erhværvede sig hurtigt det amerikanske Publikums Gunst og allerede efter et Aars Forløb var deres Kasse vel forsynet, — noget Franskmanden blot havde ventet paa for at stikke af med hele Kagen. Der stod de da, uden Penge — men ikke uden Erfaring. Lud­ wig Rainer havde i det Aar allerede lært saa meget Engelsk, at han kunde optræde som Selskabets Forretningsfører, og ved godt Mod gik de nu paa Tourné paa egen Haand. De rejste først til New- Orleans, hvor de ved nogle derboende schweiziske Kjøbmænds Hjælp begyndte deres Forestillinger og blev modtaget af Publikum med stor Velvilje og Sympathi. Videre gik Turen op ad Missisippien til St. Louis, derfra tilbage til Ohio og Pitts- burg, og saa tilbage til Philadelphia og New-York. Overalt gjorde de brillante Affærer. Men atter efter et Aars Forlob, tilstødte der Selskabet et nyt „Uheld", om man saa kan sige. Helene Rainer blev for­ elsket i en ung Amerikaner og kort efter forlovet og gift. Det hjalp ikke, hvad Rainer forestillede Niecen, hun holdt fast ved sin Amerikaner. Her var gode Raad dyre. Hvorledes skulde han her kunne opdrive en tyrolsk Sopran ? Da kom den ind ad Døren til ham i form af en lille irsk Dreng, som jævnlig havde været tilstede ved Tyrolernes Fore­ stillinger og med stor Interesse lyttet til deres mærkelige Jodlen, som han i sine ledige Timer efterabede saa længe, til han fuldstændig havde tilegnet sig Ma­ neren. Han blev prøvet af Rainer og tilfredsstillede ethvert K rav; kun kneb det med at skalle en Tyrolerdragt i en saa­ dan Fart, navnlig Hatten var ikke til at opdrive. Her maatte en Bogbinder hjælpe og lave en a f Pap. Folk var henrykte over denne falske Tyroler og han blev snart alles Yndling ved sin barnlige Frem­ træden og smukke, rene Stemme. Men den Lykke varede kun et halvt Aar, saa slog Drengens Stemme om, og han maatte sendes hjem til sine Forældre som „Bas­ sanger". Saa skrev Rainer til Tyrol efter en dygtig Sopransanger og fik efter nogle Maaneders Forløb — to af sine Familie­ medlemmer paa Halsen, som bedre for­ stod at passe deres hjemlige Dont end at synge. Da dertil kom, at Rainer blev syg og maatte holde Sengen i flere Maa- neder, bestemte Selskabet sig efter hans

Helbredelse til at vende tilbage til den hjemlige Arne. Uagtet de Uheld, som havde truffet dem, medbragte dog hver af Selskabet en lille Sum paa 6000 Gylden i rent Overskud. (Forts.) „Paa Viften." Fru Peddersens Erindringer fra . ,tfet himmelske Rige“ . Naturligvis var jeg med, Hr. Redaktør! Ingen anstændig Iyj©benhavner endsige Kjø- benhavnerinde kunde da være bekjendt at blive borte, naar Watt indbød os til en lille Lysttur til Japan. Desuden — Herregud! — de stakkels Pigebørn maa jo dog ses — Snak — se sig om blandt andre Mennesker! — Saa inviterede vi Løjtnant Fick, fordi jeg- mente, at han kunde betale for Nikkeline, og Student Krog, som kunde tage Petrea paa sin Samvittighed; saa havde Fatter jo kun mig og sig selv at sørge for, og man maa jo regne den ud i disse knappe Tider. Og saa slap vi da indenfor Watts kinesiske Mur, hvor det straks faldt mig ind, at der var noget der hed Kochin-Kinesere. Hvad , det var, vidste jeg ikke, men Fatter sagde, at det var et Navn, jeg kunde huske fra Fjer­ kræ-Udstillingen i Kongens Have. Studenten mente dog, at vi ogsaa i Japan kunde komme i nærmere Berøring med Kochin-Kinesere, og saa forsøgte vi hos Wivel, hvor vi da og­ saa fik udmærkede Kochin-Kinesere i Cham­ pignon og Kaffe med Yeddo-Likor. Regnen hang truende over vore Hoveder, men „li’e- som den var der, saa var den der ikke og­ saa var den der dog alligevel". — Ivors, hvor der saa ud derinde, jeg kunde næsten ikke kjende mit eget rare Tivoli igjen, for de havde vendt op og ned paa det Hele. „Paa- fuglen" var fløjet fra Theatret, og havde sat sig paa Thor Jensens Tag, og saa havde de, formodentlig for at skærme os mod Regnen, hængt en hel Masse store Paraplyer op i Træerne. Den Watt er dog en prægtig Mand. Han ved meget godt, at vi Kjøben- havnere holder mest af at „ha’e det paa det tørre!" Det med Paraplyerne kan forresten være meget godt, men jeg vil dog anbefale Watt hellere at lave en stor Glaskuppel, som han kan sætte oven over hele Tivoli, saa kan vi Kjobenhavnere spasere derinde som Orm under en Osteklokke. — Det kejserlige Palais var naturligvis noget af det første vi tog i Øjesyn, og lille Peter, som var med, vilde absolut rive et lille bitte Hul paa Muren for at se, hvorledes der saa ud indvendig. For­ resten saa det ud til, at der var- mange, der havde været lige saa nysgjerrige som lille Peter, for Paladset var saa lappet, at Stu­ denten bemærkede, „at man snarere skulde tro, man var i Lapland end i Japan." Og saa Tivolis Gadekær — jeg mener ikke det, som „en herværende" sagde, skulde fyl­ des med Guld- og Sølvfisk, noget, der saa senere reduceredes til — „Ænder" ; nej, jeg mener det, paa hvis Vover „St. Georg det gamle Skrog — ligger og vu g g e r------ bevares, hvor der var lavet om. Først var

der en stor Hængebro, som Løjtnanten, der er meget berejst, sagde, mindede om Broen over Niagara, som jeg ikke véd hvad er, men som jeg antager er et Farvand ovre i østen — Og bag Fregatten havde Thor Jensen stillet tre Mikado-Piger op; og ved De hvad, Hr. Redaktør, det synes jeg nu egentlig er en Skam, for naar de kjøbenhavnske Bevært­ ninger ikke maa have deres Opvartnings­ jomfruer staaende i Døren, saa burde Thor Jensen da heller ikke have Lov til at skilte med tre Mikado-Piger i Japan. — Men lige meget derom. Paa Fregatten kom vi, og hver af os Damer fik en Vifte som Souvenir, og saa sagde jeg til Petrea: „Hor ved Du hvad, Trea, imorgen kjører vi to ud i Skoven og plukker Hjærtegræs. Det stikker vi bag paa Vifterne, og saa hænger vi dem op i Stuen som Makartbuketter. For saa tror Folk straks, at vi har Kunstforstand — jo, jeg er en praktisk Kone, ikke sandt, Hr. Redaktør ? Imidlertid vilde jeg gjærne have været ind hos Dahl — ikke ham med Aviserne, men ham med Blegdammen; men Fatter er slet ikke med paa Noderne. Han har ikke Spor af Sans for Musik, fordi han ikke maa ryge i Koncertsalen. Saa gik vi da i Stedet for ned til Pantominen og saa paa Boulaug- buh, og der fortabte Løjtnanten og Studenten sig i Beundring over Yum-Yum, og det synes jeg nu var lidet taktfuldt, naar man har saadan to kjønne unge Piger, som mine Døtre, ved sin Side. Saa skal man da ikke komplimentere saadan en Japaneserinde, der ovenikjøbet er født i Kristen Bernikowstræde og hedder Elisabeth til Fornavn. Men Trea har dog senere betroet mig, at hun, da vi stod dernede i Trængslen, følte et ganske svagt Tryk af Studentens Arm, saa der bliver saamænd nok engang med Tiden et Par af de to. — Tænk Dem nu min Skræk, Hr. Redaktør, da Tæppet faldt var Peddersen forsvundet. Han kom først hjem hen paa Morgenstunden, og saa fortalte han, at han havde søgt efter os i Japan hele Natten — men jeg tror nu snarere, at Peddersen ganske stiltiende var „viftet af", ' for at^gaa lidt „paa Viften" paa egen Haand. 1 Og tænk Dem, Hr. Redaktør, da jeg saa vaagnede den næste Formiddag, hører jeg Peddersen i et Væk sige: „Rikke, rikke, rak! — Rikke, rikke, rak!" — „Ih, Du store Kineser, hvad gaar der af Manden", tænkte jeg; og ved De saa, hvad det var: Det var „Tømmermænd", som Peddersen antog for Japanesere, og som han derfor vilde fordrive ved at sige „Rikke, rak", akkurat ligesom Te-inoor fordriver Boulang-buh og Op­ rørerne Ja, Hr. Redaktør, saa vil jeg slutte for denne Gang. Grunden til, at jeg har fæstet mine Tanker til Papiret er den, at „Pcli- tiken" og „København" har anskaffet sig kvindelige Journalister, saa vil jeg ogsaa forsøge mig. Og jeg skulde da mene, at jeg er lige saa rap i Munden og stiv i Pennen, som denne Leonore, eller hvad det er, hun hedder. Deres ærbødige Jakobine Peddersen.