S_Gazetten_1889
Nr. 27
Gt- A z m T T © N.
214
anden Side." Ved at vende det om læste jeg følgende Linjer: „Vær ved Grotto Park Lane Ivl. 2V2 i Nat. Postsækken indeholder Pengebreve. Vær bevæbnet, da vi maa overfalde Postkusken. Domino." Klokken var ,1111 et Par Minutter over tolv, og hvis Postsækkene skulde reddes, maatte der handles straks og energisk. Det var umuligt for mig at for lade mit Kontor, der var endel Sor teringsarbejde endnu. Heldigvis stod Postkontoret i Telefonforbindelse med Politistationen og Brandstationen. Jeg traf i en Fart min Beslutning. Tele fonen var lige ved min Arm, og hur tig drejede jeg paa Klokken. Efter kort Tids Forløb blev der svaret fra Politistationen. Jeg bad 0111 snarest muligt at faa nogle Mand til Post kontoret. Efter at have ventet i nogen Tid, som for mig syntes at være flere Timer, omendskjøndt det kun var nogle faa Minuter, hørte jeg hurtige Skridt paa Stenbroen udenfor og en sluttet Trop Politibetjente marscherede ind paa Postkontoret til min Undsætning. Jeg viste dem Brevkortet, og en hurtig Konference fandt Sted. En af dem blev sendt tilbage til Politistationen efter Skydevaaben, og Resten lagde Planen til deres natlige Operation. De var hurtig paa det Rene med, hvor Angrebet skulde ske, naar Grotto Park Lane var nævnt. Der var et ensomt Sted, hvor denne Gade blev skaaret af flere Veje. Dette Knude punkt dannede ligesom en lille Park, og der var i stor Omkreds ingen men neskelig Polig at opdage. Dette Sted var som skabt til et Overfald og Poli tibetjentene bleve straks enige om, at her maatte de samles Kl. 2. De valgte forskjellige Veje for at naa Maalet, og Aftalen var, at deres Fører skulde udstøde en skarp Fløjten, naar de skulde bryde frem. Klokken var imidlertid bleven Et, jeg var færdig med det meste af mit Arbejde og ventede nu blot paa min Chef, som plejede at komme paa den Tid, for at høre, om der var passeret noget. Han kom kort efter, og jeg forklarede ham, hvorledes Sagerne stod og bad om at maatte gjennemføre en Plan, som jeg havde fattet, hvorved vi muligvis kunde redde Postsækken fra Overfaldet og naa at faa den til
lig vanskelig, men det nødvendiggjorde en hel Del Natarbejde, da Burleigh ligger i et stort Forretningsdistrikt, hvor der daglig kommer en hel Del Postsager og ofte betydelige Summer i i Kontanter. Jeg havde derfor ofte Natarbejde med at sortere og stemple de mange Breve og komme dem i de forskjellige Sække. Nattearbejdet var usigeligt trivielt. Efter Klokken elleve var jeg den eneste af Personalet paa Kontoret, kun med en Karl til Assistance. Burleigh Post kontor laa lige ud til Hovedgaden, og om Natten var der mærkeligt lydt i Gaden, saa lydt, at jeg ofte paa min Stol i Kontoret har hørt Hemmelig- 1 heder hviskede, der ikke var bestemt for mine Øren, men som indiskret smuttede ind gjennem den brede Bevne i Muren, hvori Brevene kastedes. De fleste af disse natlige Samtaler bestod i hviskende, fortrolig Kjærligheds passiar og Løfter om evig Troskab. En Nat i September Maaned for rige Aar havde jeg havt et særligt strængt Arbejde med at stemple og og sortere Morgenposten. Der havde været et usædvanlig stort Antal Breve til Nabobyerne. Min Arm smertede formelig af Anstrængelse af det hur tige Arbejde, og jeg lænede mig der for lidt tilbage i Stolen for at hvile. Det var lige ved Midnat, og der var et godt Stykke Arbejde endnu, som skulde gjøres,daPostsækkene skulde være pakkede til Klokken to, til hvilken Tid Vognen afgik til Oakby, omtrent ni engelske Mil fra Burleigh. Midt vejs mellem disse Byer laa Wocdhall, en stor Landsby, hvortil der ofte var store Forsendelser af rede Penge. Saa ledes ogsaa den paagjældende Nat. Pludselig hørte jeg en høj Banken paa Døren. „Hvad er det?“ spurgte jeg. „Jeg har fundet et Brevkort paa Gaden, som De bør læse. Der vil inat ske et Angreb paa Postvognen!" Disse sidste Ord blev gjentagne med en ængstelig Stemme flere Gange; men jeg betænkte mig dog stadig paa at lukke op, da det lige saa godt kunde være et Fif for at faa Døren aabnet. „Læg Kortet i Brevkassen," raabte jeg ud gjennem Revnen. Øjeblikkelig rullede det vigtige Kort ind til mig, og jeg gav mig til at undersøge det med stor Omhyggelighed. Paa den ene Side stod med Blyant: „Læs den
„Hjælp os, hjælp os!“ lød det svagt bag Døren. Jeg nærmede mig det mystiske Værelse, livis Dør var fast aflaaset og forsynet med et stort Segl. „Christian Knob", sagde jeg højtidelig, „hvilken Forbrydelse ligger her skjult?“ „Hjælp os ud . . . hjælp os ud . . . Vi er faldne for hans Haand . . lød det sta dig jamrende derinde fra. Resolut, som jeg altid er, tog jeg Mod til mig og aabnede Døren med et kraftigt j Spark. Værelset var tomt. En Masse gamle, brugte Penne laa og flød paa Gulvet, som j lignede et udbredt Zebraskind, saa oveiplet- : tet var det med Blæk. Men i alle fire Hjør ner laa store Bunker af gamle „Kjøbenhavns- Poster“. Jeg trak Christian med ind i Stuen og spurgte ham, hvad han vel troede det var, som havde talt herinde. Saa tog han mig ved Knaphullet og trak mig ind i den anden Stue. „Her kan jeg bedre sige det, Højstærede,“ begyndte han. „Jeg har tidt tænkt paa, om det ogsaa gik godt i Længden med det Slagteri. “ „Slagteri? Hvad er Meiningen, kære?" „Jo — ser De, Allerfortræffeligste — De kjender mig jo nok? Ikkesandt? Det er mig, som har drejet Halsen om paa alle de mange dejlige fede Ænder, som altid har staaet i Posten. Det var mig, som ............... De huske jo nok . . . det Stykke om Schicks Bekjendelse . . . og Løbesedlerne, vi udsendte den Dag, og alt det andet. Ikkesandt ?“ „Jo, det husker jeg nok.“ „Ja, og hvem tror De, det var, som slag tede de Ænder og bragte dem til Torvs i „Kjøbenhavns-Posten“ ? Det var s’gu’ mej“, sluttede han med et bredt Grin og trak Munden op til den ene Side. „Og nu vil de ud igjen i det fri, fordi de har hørt. at „Posten“ er gaaet ind. Saa tror de, at Chri stian Knob er arbejdsløs og „ligger Penden paa Hyllen" — men de kan tro nej. Slap jeg dem ud idag, saa fangede jeg dem igjen imorgen. For De maa vide, Højstærede, jeger nu ansat ved det fineste Blad her i Kjøbenhavn — nede paa Hjørnet af Admiralgade — Hør, Godeste, lad os saa gaa ned og faa en halv Bayer i Kjælderen ovenpaa den „Bekjendelse". Den var næsten lige saa haard som Schicks." Saa var Gaaden løst: Det var Christian Knobs Ænder, som spøgede paa det forladte Redaktionskontor. Men Christian Knob var den sidste Rotte ombord i Dødssejleren. Naar han forlader den, faar den nok en anstændig Begravelse. Felix II. Hvorledes Postsækken blev reddet. Af J. B a ra cl o ug li. Jeg var ansat paa Posthuset i Burleigh, Mellemengland,' som Post- expedient. Mit Arbejde var ikke sær
Made with FlippingBook