S_Gazetten_1889

Nr. 26

6 A Z E T T ©- N .

206

Underverdenens Aander var sluppen ud over Havet. Paa den Nat strandede der en Jagt her ude paa Skærene og sønder- sloges mod Klipperne. Det var skræk­ kelig at høre deres fortvivlede Skrig ombord. De lød ind til os paa Kysten igjennem Stormens Hvin og Havets Brølen. Alle sødygtige Mænd fra Landsbyen var samlet ved Klipperne, men der kunde intet gjøres. Det var rædsomt pinligt at vide, at her for vore Øjne druknede nogle Medskab­ ninger, som vi ikke var i Stand til at række en hjælpende Haand. Det var Fuldmaane, den Nat, og engang imellem skinnede den igjennem de forrevne sorte Skyer. Vi saa da et Stykke Vrag komme drivende ind mod Land med noget hvidt hængende ved sig. Da Vragstykket kom nærmere og nærmere ind til Klipperne, saa gamle Thomsen, Strandvagten, igjen­ nem sin Kikkert, at det var en Kvinde, som hang ved Vraget. Hvis hun endnu var i Live, kunde hun kun frelses ved, at en Mand maatte lade sig fire ned ad et Tov, langs Klippe­ væggen, for at forhindre at hun hug- gedes i Stykker paa de skarpe Klippe­ rev, som hun drev ind imod. Der er et lille fremspringende Stenrev, som lige netop rager op over Vandet, det kaldes for „Kæmpens Haand“ . Der maatte en Mand lade sig fire ned og saa gribe hende i det Øjeblik hun naaede Revet, før Bølgerne kastede hende ind mod Klipperne og knuste hende. Men selv de tapreste Mænd, Mænd, som havde levet her paa Kysten hele deres Liv, og mangen vild Nat staaet Ansigt til Ansigt med Døden, trak sig gysende tilbage, da de saa ned paa „Kæmpens Haand“ , hvor det hvide Skum hvirvlede op over som en Røg­ søjle. Nu og da skyllede saa en stor, taarnhøj. Bølge hen over det slibrige Rev med et Bulder, som bragte selv den modigste af dem til at betænke sig, før han vovede sig ned paa et saa farligt Sted. Vragstykket med den hvide Skikkelse, som klyngede sig til det, drev nu nærmere og nærmere ind mod Klipperne. Da det var en Hundrede Alen derfra, hørte man en Stemme raabe: „Hold Rebet parat, saa skal jeg lade mig fire ned !“ Det var Harry Smith.

af hans Historie og kan derfor heller ikke fortælle mere. Saa meget forstod jeg, at han var bleven forelsket i en ung og meget smuk Pige og senere havde giftet sig med hende. Hun var fattig; men hvad gjorde det, han havde Penge nok for dem begge og giftede sig af Kjær­ lighed ikke for Pengenes Skyld. Der­ imod tror jeg ikke, at hun nogensinde har holdt af ham, i hvert Fald op­ dagede han kort efter Bryllupet, at de ikke passede for hinanden. Han havde glædet sig til et roligt, ægte­ skabeligt Liv i Hjemmet, men hun var aldrig bedre tilpas, end naar hun blot var ude i Selskaber, Theatre, Baller eller tilanden Fornøjelse, ja til Slutningen skyede hun ligefrem sin Mands Selskab. Saa4kom det en Dag til en lille huslig Trætte imellem dem, fordi han bebrejdede hende dette Liv, og saa havde hun i Hidsighed sagt ham lige i Øjnene, at hun aldrig havde elsket ham men blot giftet sig for Pengenes Skyld. Det var et slemt Slag for h am; thi skjøndt han vidste, at hun i Øje­ blikket ikke brød sig om ham, havde han dog haabet, at hun engang havde elsket ham, og at det atter vilde lyk­ kes ham at vinde hendes Kjærlighed. Men efter denne Tilstaaelse var alt Haab ude og fra den Dag saa de ikke hinanden mere. Han satte en rigelig Sum ud til hende og begav sig saa paa Rejser. Siden efter kom han til denne lille rolige Fiskerby og syntes saa godt om den, at han slog sig ned her for bestandig. Jeg har aldrig kunnet blive klog paa Kvinderne, maa jeg tilstaa. Her var nu f. Eks. en Mand, som man maatte antage, at enhver ung Pige maate være stolt af at kalde for sin. En saa brav, ærlig og smuk ung Mand, som jeg nogensinde har set — og saa . . . . naa, lad mig følge Traaden ' i Fortællingen. Det var altsaa nu to Aar siden, sidste Julealten. Det var et Vejr, som man ikke længe havde havt, selv paa denne urolige Kyst. Fn vild og stormfuld Nat, hvor det hvide Skum piskede op mod Klipperne ogen Larmen af Bølgerne, naar de styrtede ind over Skærene og ned i Hulerne ved Klip­ pernes Fod. Det var, som om alle

Fiskeren fortæller. Ja, denne lille Bugt, som vi nu styrer ind i, hedder „Sømandens Grav“ . Den har havt et daarligt Navn paa sig, saa længe jeg kan huske. Mangt et Skib er gaaet under her, før Fyr- taarnet blev bygget for omtrent tolv Maaneder siden. „Sømandens Grav“ er netop et passende Navn for dette Sted. Klipperne til begge Sider er høje, og saa stejle, at ikke en Gang en Kat kan klatre op af dem. Man kan kun komme ned til Vandet, ved at lade sig lire ned ad et Tov. Jeg har nu boet her paa Kysten i mange Aar og har set en hel Del Ulykker passere under disse Klip­ per. Den sidste, som jeg saa miste Livet her, var en stakkels Fyr, som Julenat for to Aai siden reddede en anden — en Dame — fra at drukne. De kan godt faa Historien at høre, hvis De vil tage til Takke med en simpel Sømands Fortælling. Harry Smith var hans Navn, en smuk, ung Fyr, men sørgmodig og tilbageholden og med et Udtryk i An­ sigtet, som om han for bestandig havde taget Afsked med denne Ver­ dens Glæder. Han kom herned til Kysten for lire Aar siden og boede oppe i det Hus, som De kan se bag den mørke Klippe her lige for os. Det eneste Ménnnske, som han kom til, var Præsten, en ung Mand, som vistnok havde gaaet i Skole med ham eller hvordan det nu var — nok sagt, de var rigtig gode Venner. Jeg saa ham næsten hver Dag, for han plejede at laane min Baad og sejle ud paa Søen, naar Vinden var god. Han kunde godt lide at høre mig fortælle om de fremmede Lande, jeg havde besøgt, dengang jeg tjente i Marinen. Men det kunde aldrig falde ham ind at fortælle et Ord om sit eget Liv. Han syntes at have slaaet en Streg over sin Fortid, og det kunde ikke falde mig ind at spørge ham derom. Det var først for et Aar siden, at jeg hørte noget om hans tidligere Liv. Præsten fortalte mig somme Tider lidt om ham, efter at han var død; men jeg har kun hørt nogle Brudstykker