S_Gazetten_1889

203

Q A Z, E T T E N .

Nr. 26

giver sig ikke Udseende af, at kunne gjøre mere, end den i Virkeligheden kan. Først da Galilæi havde brudt med Munkene og nær var bleven brændt for det, var det, at Magneten blev stillet frem i det Lys, hvori den nok fortjener at staa. Men det har dog været vanskeligt at lade den være, hvad den e r ; det sidste Aarhundrede har nemlig faaet „enkelte store Hoveder 1 til at antage, at Magnetismen skulde have en Del Sød- skende saasom „ Od11, „ dyrisk Magnet­ isme1 o. s. v. Det er den „ dyriske Magnetisme der i dette Aarhundrede har stukket sit fæle Hoved frem og givet sig Ud­ seende af at være noget helt andet end almindelig Magnetisme. En stor Baron har fremsat den store Paastand, at der ogsaa lindes noget, som hedder „Od", men det er igjen noget helt andet end begge de andre. Naturlægemethoden helbreder ved Hjælp af Magnetismen. Det er dog ganske faa Sygdomme, som kan. helbredes ved samme. „ Gazetten “ vil i en Række Ar­ tikler holde Læserne å jour med, hvad der er opnaaet og fremdeles opnaas ved denne Naturkraft i Retning af at helbrede. Der vil ligeledes blive ar­ bejdet henimod al rydde de taabelige Overdrivelser om Magnetismens Virk­ ning af Vejen, og i en Række sag­ kyndige Artikler skal vi vise det me­ ningsløse i, ikke at ville slaa „ Od“ og „ clyrish Magnetisme1 sammen med den i eneste og virkelig eksisterende Mag­ netisme : den mineralske , som i sig ind­ befatter det egentlige Begreb: Magnet­ isme. Nes Trebla.

Ravnen, fordi Otto i Politiken havde skrevet en Artikel om „Skraalet". Herre­ gud, det er altid den uskyldige, det gaar ud over! . . . . Hvad siger De? . . . . hvilket . . . . Aa, det Plankeværk der! Det skal jeg saamænd sige Dem. Det er „Østre-Anlæg", der skal civiliseres. De har nok hørt Tale om „Østre-Anlæg". Det kunde jeg nok tænke. Det er en ganske smuk na­ turlig lille Park — Rest af de gamle Volde, — men mellem os sagt: altfor naturlig. Det gaar ikke an for en Stor­ stad. Jeg siger rigtignok med Magistraten: j væk med Naturen! Der er ikke én stor By i Europa, der har Mage til det Anlæg, og derfor gaar det skam ikke! Det maa ændres, civiliseres, abboriseres (De saa jo Aborreparken før?) — og nu faar vi da heldigvis lagt et Musæum lige midt i det. Naar vi saa taar en Gade skaaret igjennem Resten og Volden sløjfet, saa bliver det nok saa pænt, at man kan være bekjendt at vise det til fremmede. . . . . Den der? . . . . Det er saamænd en af Magistratens Vandvogne . . . . Aa, Død og Plage, nu faar vi skam Regnvejr, og jeg, som er kommen ud med min ny Silkehat og uden Paraply! De maa vide, kjæreste Kusine: Magistraten vander al­ drig uden mod Regnvejr, ellers forslaar det ikke, og saa har den dog gjort sit. Hver Gang det trækker op og Baro­ meteret falder over de britiske Øer, telefoneres der ude fra meteorologisk Institut ind til Magistraten, som saa straks kjører frem med Vandvognene . . . . Ja, kjæreste Kusine, lad os saa bare skynde os med at komme i Læ, inden Skyllen er h er! Otto. I. Lige fra den mørke graa Oldtid har Menneskene kjendt Magneten, d.v. s. ikke som i vore Dage, hvor der frem­ stilles kunstige Metalmagneter i alle mulige Former, men kun som den forefindes i Naturen, den saakaldte Magnetjærnsten. Caldæerne benyttede den i Læge­ videnskaben, Fønicierne anvendte den bl. a. i pulveriseret Tilstand i Farver o. s. v. Noget forfærdeligt hemmelig­ hedsfuldt har der nu al Tid klæbet ved den, og i Kjærlighed f. Ex. skal den have udrettet det utroligste. I Middelalderen var det nok kun Mun­ kene, der vidste Besked om Magnetens gode og slette Egenskaber; thi før i Tiden shal den ogsaa have afsted­ kommet mange forfærdelige Ulykker. Den har saaledes ofte været Aarsag til Dyrtid, Krig, Pesiilence og meget andet. I mange Tusinde Aar var Magneten saaledes baade ond og god, men nu til Dags har den forbedret sig en Del og gjør ikke mere, eller Magnetismen.

Der er vist mange iblandt Dem, der har sværmet saa for den eller saa for hin af de feterede Skjønheder, som det her er bleven min Lod at præsentere for dem, og det vil sikkert glæde mange at se de gamle kj endte Ansigter i Gazetten, efter­ haanden som Fortællingen skrider frem og saa faa lidt at høre om, hvordan det er gaaet med den eller den — for De kan jo nok forstaa, at jeg kjender deres Livs­ historier og har fulgt dem med Interesse overalt, hvor de færdedes. Mange af dem er gaaet under — „nedenom og hjem" — og mange af dem har det nu godt. Men bliv blot ikke bange! J e g skal ikke væ re indiskret. Det er ikke min Hensigt at skade nogen med mine Fortællinger. Det er kun Meningen at fremdrage en Række lystige Scener fra hin l i d — hin glade Ungdomstid med de mange Illusioner og de stolte Forhaabninger, Minder, om de rødmussedeTyrolerpiger, Tallerkenvalsen, Punchegilderne, Fjasen og Spasen, som ubunden og uden Frygt for den offentlige Politiret gav den Tid sit Præg som „de gemytlige gamle Dage." Men lad mig vente til næste Gang med at fortælle om Enkelthederne og denne Gang kun som Indledning fortælle Dem, hvad disse Smaaskitzer vil komme til at handle om. Og lad mig saa se, at De møder med det rette Variétéhumør, for der kunde jo let komme noget, som De maaske saadan ubevidst ellers kunde „stejle" over. (Fortsættes.) N i p s . Damen lænet tilbage i en Tandlæges Stol: „O disse skrækkelige Tænger, disse grusomme Apparater. Tror De ikke, jeg vil do af Smerte, Hr. Doktor?" Tandlægen: „Nej, Fru, jeg giver Dem mit Æresord paa, at De ikke vil fole dem " Tanden bliver trukken ud. Damen skri­ ger af alle Livsens Kræfter: „Aa, disse nederdrægtige Tænger. De sagde at jeg ikke vilde fole dem!" Tandlægen (rolig smilende): „Ja, det ! sagde jeg, og det er sandt. Det var lan­ den, De folte, og ikke Tangen!" * I)en var der alligevel. Det var i-Tonkin. Den unge Grev de Terry, som tjente i et Infanteriregiment som Menig Soldat, fik en Kugle i Hovedet og blev efterladt som Dod paa Valpladsen. En Sergent ved Ambulancen sagde til en Kammerat, da de fandt ham: „Han der har faaet nok; man kan se Hjærnen." Ved disse Ord aabnede den Døende plud­ selig Øjnene. „Kan De se Hjærnen?" spurgte han, „saa gjør mig endelig den Tjeneste, at skrive det hjem til min Fader. Han sendte mig til Armeen, fordi han paastod, jeg ingen Hjærne havde i Hovedet“

Af det kjøbenhavnske Sangerindeliv; Af W. Rantzau.

.Ak, husker D u ikke den lystige Tid, da i K jøbenhavn — — — “

Det er ikke saadan at gaa hen og skrive hele „Sangens Historie" her i Kjø­ benhavn og det er heller ikke min Hen­ sigt. Jeg vil bare lave en lille Rev}^ over alt, hvad jeg har oplevet og hvad jeg kan huske af Sangerindelivet her i Kjøben­ havn i de sidste fyrretyve Aar. Og De kan være vis paa, at det er ikke saa lidt endda! De kjender mig jo nok, eller De kjender mig ikke - det gjør ingen For­ skel, vi bliver nok bekjendt efterhaanden som De læser mine Optegnelser. Der er vist mange iblandt Dem, der ligesom jeg har mange morsomme Erindringer fra de „gode gamle Dage", som vi ældre jo plejer at kalde den Tid, der ligger en 30 -40 Aar tilbage i vor Tidsregning.