S_Gazetten_1889

G r A Z E T T E a r .

-V . 5

198

EnKjøpsel paa Liv og Død. (Sluttet).

og vildere susede Vognen afsted. Og stadig piskede Kusken paa Hestene. „Der sker nu snart en Ulykke,, hvis det bliver ved længe paa den Maade4, sagde Fru Weller, „vi maa søge at faa fat paa Kusken, hvordan vi saa skal bære os ad. Hun rejste sig op, og forsøgte at aabne Vinduet, men det var fast tillukket, og modstod ethvert af hendes Forsøg. Saa aabnede hun Vogndøren paa Klem, stak Hove­ det ud Jmen holdt sig samtidig godt fast, da Vognen slingrede frem og til­ bage. „Holdt! Holdt !4 raabte hun. „Hvad er der sket ?4 Har De ikke Hestene i Deres Magt ? 4 Hvor er vi nu ? 4 „Endnu fem hundrede tusind Mil­ lioner Mile fra Aalborg !4 lød det med en skarp, skrigende Stemme fra Bukken. Begge Damerne udstødte et Skrig og sank tilbage i Sæderne. „Gud, Moder! Det er den Van­ vittige !4 raabte Clara grebet af Frygt. Fru Weller var ikke i Stand til at svare. Begge tav som stivnede a f Skræk. Hvad skulde de gjøre? Der var ingen Tvivl, om at den Vanvittige ikke mere havde Magt over Hestene, Vognen rullede vildt afsted, det mindste Stød, den nu fik, kunde føre den i Afgrunden. Katastrofen maatte snart komme, de ventede den som i Bedø­ velse. Endelig kom den. Vognen slingrede som et Skib paa de oprørte Bølger, saa stødte den mod noget haardt og væltede ned ad Bakken.

af sit nye Hverv, at han ikke havde Tid til at udføre denne Høfligheds­ tjeneste . . . . Vognen fløj allerede med usædvan­ lig Hurtighed henad den snedækte Vej. Men det maatte være en underlig knudret Vej, thi Kjøretøjet hoppede og stødte under Farten saa voldsomt, at man maatte fristes til at tro, det gik over Stok og Sten. Damerne var ofte nær ved at kastes ned af Sæderne ved den voldsomme Støden. „Synes Du ikke, det er underligt ? 4 spurgte Moderen. „Min Gud, det maa jo være voldsomme Forhindringer, der er paa den Vej . 4 „Aa, det er vel ikke andet end Snemasser; men har Du bemærket, hvilken rasende Fart, vi kommer afsted med ? 4 „Blot den unge Herre er tilstræk­ kelig forsigtig4, bemærkede ængstelig Fru Weller. Vognen var nu ankommen til et Sted, hvor Vejen gjorde en betydelig Svingning, hvilket naturligvis tvang Hestene til at mindske Farten. Damerne hørte da Kusken piske paa dem som en Rasende, for at drive dem fremad i det skarpeste Trav. „Hvem skulde have troet, at han var saa vild ?4 sagde Clara. „Ja, og hør kun hvor han bander , 4 tilføjede Moderen. „Det kan umulig være noget dannet Menneske, som ud­ støder saadanne Eder !4 Uvilkaarlig greb Clara Moderens Haand og trykkede d

Clara ytrede, at det vel var muligt, hun tog fejl, omendskjøndt en indre Stemme sagde hende det modsatte. „Eller maaske var det den for­ drukne Kusk“ , vedblev Horst, „det Menneske fortjente at blive meldt, thi Konduktøren har fortalt mig, at han allerede ved vor Afrejse var beruset . . . . Naa jeg vil ikke længere staa og opholde Dem med Snak, De har maaske noget at ordne forinden Af­ rejsen, og jeg skal tilbage, for at se til min Broder. “ Clara for sammen. „Atter denne Ly d ! “ sagde hun halv højt. „Jeg er overbevist om, at der er nogen, som lurer ved Døren.“ Alexander Horst, som aabnede denne, overbeviste hende om, at der ingen fandtes og ligeledes søgte hen­ des Moder at bringe hende bort fra denne Tanke. Men hun blev ved sit, og en underlig, bange Anelse steg op i hendes Indre. Imidlertid begav Alexander sig til­ bage til sit lille Værelse, hvor han fandt sin Broder liggende paa Sengen, tilsyneladende i dyb Søvn. I Tjeneste­ folkenes Værelse fandt han Kusken liggende paa en Bænk, højt snorkende og aabenbart saa fuld, at han ikke kunde bare sig for at smile ved Tan­ ken om, at denne Drukkenboldt skulde kunne ageie Lurer. Efter en halv Times Forløb bankede Konduktøren paa Døren, stak Hovedet ind og meldte, at alt var parat til Afrejse. De to Damer forlod deres Værelse og tog en hjærtelig Afsked med Madam Jørgensen, som fulgte dem ud til Vognen og hjalp dem at stige ind. Paa Bukken sad en Skik­ kelse indhyllet i en Pels. Begge Damerne undrede sig over, at Alexander Horst, der ellers havde vist sig saa galant, ikke var dem be­ hjælpelige med at stige til Vogns. „Det er en underlig Opførsel, hvi­ skede Fru Weller til Datteren, „jeg kan dog ikke frigjøre mig for Tanken om, at der maa være lidt Hjærneblød- hed arvelig i den Familie. “ Clara søgte at undskylde den unge Mand, fordi han ikke var vant til at være Kusk, og derfor var saa optaget

Et frygteligt Skrig lød fra de for­ ulykkede Damer inde i Vognen blan­ det med en vild, skingrene Latter fra den Vanvittige. En forvirret Rullen mellem hinanden — og alt blev stille. Hverken Fru Weller eller Clara formaaede i det skrækkelige Øjeblik at danne sig nogen Forestilling om, hvad der var sket. Saavel Skrækken