S_Gazetten_1889

Nr. 25

O å S S T T ^ R ,

195

dybt rystede over den Behandling, den raa Barbar gjør Dig til Gjenstand for. Skriv snart udførlig til Din trolaste Veninde Anna. * Til Hr. praktiserende Læge Edvard Brandt. Hillerød. Højstærede Hr. Doktor! Ved Nærværende tager jeg mig den ærbødige Frihed at tilbyde Hr. Doktoren min ringe Tjeneste. Jeg haaber De endnu kan erindre min Ringhed fra den Tid, jeg fungerede som Fuldmægtig hos Deres afdøde Hr. Fader, Herredsfogden. Den lille diskret affattede Besvarelse i „Poli- tiken“s Brevkasse under Mærket E. B. i H. erindrede mig straks om Dem. Idet jeg udtaler min oprigtige Beklagelse over det antydede Forhold, tillader jeg mig at til­ byde min Tjeneste til Ordningen af den tilsigtede Skilsmisse. Fjorten Dage efter, at De har lagt Sagen i mine Hænder, skal De være separeret fra Deres Hustru. For­ ventende Deres nærmere Ordres tegner med megen Agtelse ærbødigst Johan Stokmann, Overretssagf. Min elskværdige Ægtehalvdel! Da Du for nogle Dage siden rejste til Dine Forældre i Holbæk, for, som Du be­ hagede at udtrykke Dig, i nogen Tid at glemme Dine ægteskabelige Sorger, havde jeg ikke tiltroet Dig den Taktløshed, at Du kunde indvie vildfremmede Folk i Din Fortrolighed. Hvor kunde det falde Dig ind at henvende Dig til „Politiken" og gjøre en hel Stab af Medarbejdere be­ kjendt med vore ægteskabelige Forhold? Men aldeles afset fra denne Indiskretion — hvad berettiger Dig til at afmale For­ holdene med saa grelle Farver, at et Dig fuldstændig ubekjendt Menneske kan føle sig „dybt rystet ved den blotte Tanke"? En Ting trøster mig dog, det er, at Du er kommen mine Ønsker i Møde paa Halvvejen. Jeg kan heller ikke længere finde mig i et saadant Samliv og er fuld­ stændig villig til at lade mig separere fra Dig, men jeg er dog nysgjerrig efter at erfai e, hvad det er for en fuldgyldig Skils­ missegrund, Du har at fremføre. Jeg haaber, Du viser mig den sidste Tjeneste ved at give mig Meddelelse herom. Kun tor at fremskynde Katastrofen ønsker jeg at Du snart vender tilbage hertil. Rudolf Berthelsen. Fru Emilie Berthelsen, p. t. Holbæk.

Naar han skal fungere som Føljetonist, Som flot causerende Ekvilibrist, Alt paa Pegasen. For jeg vil være et evigt Asen, Om ikke mit stakkels, syndige Ho’ede Er i en ganske besynderlig Tilstand — Ja som om Hjærnen holdt Vaabenstil- stand. Imidlertid har jeg lovet et Brev Til Fætteren ude paa Landet, Og derfor jeg skriver, og derfor jeg skrev Nu altsaa om et og andet. Der hjælper slet ingen Kjæremo’r ! Man gav sit Løfte og holder sit Ord. — Theatrene har nu Butiken lukket; Det kommer mig ogsaa en Smule paa tvers. I „National 41 er der sunget og sukket Og mukket og drukket — Forleden det sang paa det sidste Vers. For Gliickstadt er den vist temmelig styg! For ,,National“ er det „Pech statt Gliick!“ Men Ferdinand frejdigt siger: „Aa, Sk... Fallit! Den har jeg s’gu været med paa tidt.“ Og længe før næste Nytaarsgry, Elskværdig og flot forfløjen, Saa lægger Ferdinand op paany, Saa skyder han Pappegøjen. Men Fogeden møder maaske som Gjæst, Saa bli’r det en kedelig Schytte- Fest; I „Store Ravnsborg“ kunde det hænds Der kommer en Varieté paany; Men „Lille Ravnsborg“ ved „Assi­ stents”, Den synger iaar sin Svanesang. Det Samme gjør sikkert „Vodrofslund” Om en liden Stund, En Svanesang paa den Melodi: „Se, hvis Du vil more Dig dolig, Saa gaar Du i „Ny Tivoli” !“ „Morskabstheatret” paa Frederiksberg, Det aabned’ i Junis Begyndelse. Dets Primadonna, en velvoxen Dverg, Er trivelig, uden Fortyndelse. Men vi tør sige uden Forsyndelse Mod Sandheden, som vi agter: Fru Christensen med de grinagtige Fagter, Hun er just ingen Kostforagter, Kan man forstaa; Nærmest hun ligner en lille Slagter Med Skjorter paa. Og Benene spjatter, og Ojnene driller Og fængsler Kikkert og Næsebriller; Robust og energisk hun tager fat. Men der, hvor Anna Christensen spiller, Ja, der, tør jeg sige saa roligt, at Ej Huset og Stykket er tyndt besat. Se det, Ven Hans, var nu det Dra­ matiske For i Sommer. Ifald Du vil, til det Akrobatiske, Man kunde sige: den herostratiske Kunst vi kommer. Se „Cirkus Buscli” er jo kommet hertil, Helt flink i al Slags Beriderspil. Modtaget blev den med aabne Arme Og med en ganske umaadelig Varme. Men Varmen den var dog lidt for stærk,

Den fast ruinered’ det hele Værk. Aa! hvor vi svede I denne Hede Inde i Cirkus — Føi for den Lede! Den er som et romersk Tepidarium — Maa jeg saa be’e om et Taarbæks- akvarium Og Skjønhedskonkurs hos Hr. Hohlen- hery Og om Aftenen ind i Tivolenberg. For der er saa køligt, og der er saa rart. Og nu er jo Aktierne kommet i Fart. Ja, naar vi siger, de kom igang, Saa ved vi jo nok, ja, det er klart! Det var et Familiearrangement. Det smager af Fart, og det er saa rart, For hvad der er tjent, se, det er jo spart, Og Enhver har jo faaet sin Broder­ part. Med Hensyn til Varmen, som før jeg berørte, Saa er den saadan ligefrem smeltende. Ude paa Fælleden, som jeg hørte. Ser man skarevis styrte Heltene. I Regelen — det forstaar sig, min Ven! — Saasnart de har svedt a’, Einheriar lig staa de op igjen Saadan benåd Middag. Og tappert trave de hjem til Kasernen, For at svede om Aftenen i „Aften­ stjernen” . Selskabet for at beskytte Dyrene, Hestene, Hundene, Køerne, Tyrene, Har et ganske enormt Postyr. For at beskytte de stakkels Dyr. Vandbeholderne, dem skal der Is paa, Det sætter Hundene særlig Pris paa. Det klarer Forstanden, Gi’er Blod paa Tanden — Ja, fy for Fanden! Thi livligt halser de ned ad Gaden Til Skræk for Staden Og vælter Damer paa Promenaden Og raaber Hurra — sikken et Sjov! Selskabet leve! Vovvov! Vovvov! Det er de Herrer Hundes private Me­ ning, Kikket være den philokyne Forening! Forresten saa ved jeg nu ikke andet End at U lf Hansen skal være strandet I Hamborg, muligen i St. Pauli — Det kan man kalde at gaa lidt lovlig Tykt og rigtig korrekt i Vandet. Naa! tørste Gang, det er det nok ej, At Familien var paa den Galej. — Ja; nu, min kjæreste, bedste Hans! A jour det er Du nu hertillands Og det saavel tillands som tilvands. Og derpaa jeg haaber at være vis, At Hansemand, han er veltilfreds. Snart skal Du da høre igjen Fra Din Ven, Din gamle, gemytlige Kjærne- . Svend. Hopperne, Lopperne, Ih, Du Alstyrende! —

R i m b r e v til min Yen Hans, paa Landet.

Den, som i et Slags Sahara vader I kjøbenhavnske Gyder og Gader I saadan on tyve — tredive Grader Er sjældent synderlig vel tilmode,