S_Gazetten_1889

© a mm t t m n .

4

En Kjørsel pa Liv og Død. (Fortsat).

af fra Hovedlandevejen, og inden en halv Time var Maalet naaet. Ejer- inden af Huset var en godmodig gam­ mel Enke, som modtog sit uventede Besøg med stor Forekommenhed; men da hun først rigtig saa, hvem det var og gjenkjendte Alexander Horst, hos hvis Forældre hun havde tjent, kjendte hendes Glæde over Gjensynet næsten ingen Grænser.

fjærne sig, men Fru Weller besad naturligvis en vis Grad af medfødt kvindelig Nysgjærrighed og kunde ikke undlade at forhøre sig om, hvem de to unge Herrer var, som hun havde rejst sammen med. „De kjender altsaa de to unge Mænd?“ spurgte Fru Weller med det mindst mulig paafaldende Anstrøg a f Nysgjærrighed. „Ja, naturligvis kjender jeg dem“ , svarede Madam Jørgensen, „de er jo opvokset under min Varetægt ; jeg har været deres Amme.“ Begge Damerne udstødte et lille Skrig af Overraskelse ved denne Efter­ retning. „Naa, da er de to Herrer vel her fra Egnen ? “ spurgte Fru Weller for­ sigtig. „Vilde det være et Brud paa den Diskretion, De skylder dem, at sige mig, hvem det e r ? “ „Aldeles ikke“ , svarede Enken nø­ lende. „Undskyld blot et Øjeblik, medens jeg gaar ud i Kjøkkenet, for at besørge det fornødne til Dem og de to unge Herrer. “ Hun gik og Fru Weller antog, at hun ved sin Bortgang søgte at undgaa en Besvarelse, noget som hendes Dat­ ter Clara fandt var fuldstændig i sin Orden. „Og dog vilde jeg gjærne havt at vide, hvem det er“ , vedblev Moderen, den ene, som jeg vil betegne som den Fornuftige, er meget smuk men kold som en Istap. “ „Nej, Moder, nu er Du igjen for stræng i Din Dom.“ „Eller som et Marmorbillede — om Du vil. Hvad den anden angaar,. barmhjertige Gud, jeg tænker endnu med Gru paa ham.“ „Du overdriver maaske ogsaa her, Moder!“ „Jeg har set nøjere end Du, Clara.. Husker Du ikke, hvor han snakkede om de Hundredtusind Mil? Ligesom den første den bedste Forrykte i en Boman. “ Madam Jørgensen kom nu tilbage og hindrede en videre Udvikling af denne Samtale. Hun dækkede Bord og undskyldte sig, hvis hun havde ladet Damerne vente for længe; men hun havde ogsaa maattet sørge for Konduktøren og Kusken, da de mente, at man snart kunde kjøre videre. Hr. Alexander havde sagt, at han meget

Kusken og Konduktøren søgte at orientere sig men det var saa mørkt, at man næppe kunde se Træerne langs Vejen, og Sneen pidskedes i hele Skyer mod Vognruderne. Saa blev Vogndøren lukket op, og Konduktøren viste sig med en Haand- lygte. „Mine Damer og Herrer“, sagde han, „vi kan ikke kjøre videre. Det er en slem Historie „Hvad, kan vi ikke komme videre? “ spurgte Fru Weller. „Vi kan dog virkelig ikke overnatte her, midt i Sneen „Med Forlov, Konduktør“ , spurgte høfligt og resolut Hr. Alex, „i hvilken Egn befinde vi o s ? “ „Ka, saa ganske nøje kan jeg ikke sige det, min Herre, men saa meget ved jeg, at til den nærmeste Station er der en god Mils Vej; noget ud til Siden herfor ligger der et ensomt lille Hus „Karens Minde“ , det kan ikke vare mere end et Kvarters Tid at naa derhen, og det er let at finde, da der er plantet Buske langs Markvejen, som fører derned. “ „Karens Minde, det er fortræffe­ lig t! “ raabte glad Alex, „jeg kjender godt Beboerne. Kan De kjøre os der hen, saa at vi i det mindste kunne faa disse Damer godt anbragt for Katten.* „Javel, det kan let lade sig gjøre,“ svarede Konduktøren. Nu er Klokken halv syv, Klokken ni maa vi kunne være der.“ Medens Konduktøren talte, udstødte Alfred i Søvne et Slags Grynten eller Klagen. „Er den anden Herre syg ?“ spurgte Konduktøren, idet han rakte sin Lygte ind i Vognen og saa sig om. „Hvad kommer det Dem ved?“ svarede Alex kort. „Lad os nu ikke spilde Tiden med unyttig Tale, men kjør os saa hurtig som muligt til „Karens Minde“ !‘l Kunduktøren trak sig forlegen til­ bage og lukkede Vogndøren. Passa­ gererne hørte ham kort efter kalde paa Kudsken flere Gange. Denne svarede med lallende Stemme nogle uforstaaelige Ord. Vognen bøjede nu

„Men Gud dog, Hr. Alexander, hvor kommer De fra i saadan en Nat? Og Deres Broder er med, hvad skal det dog betyde? “ raabte den gode Kone, plaget af en højst undskyldelig Nysgjærrighed. „Det skal betyde, Madam Jørgen­ sen, at vi var bleven siddende i Sneen paa Landevejen, hvis vi ikke var søgt herud til Dem. Lad mig nu se, at De kan gjøre det saa bekvemt som muligt for disse Damer, f. Eks. i den blaa Stue. Og lad os saa se en Prøve paa, hvad Deres Kjøkken og Spise­ kammer formaar . 1 Med et stumt Buk overfor Damerne stak han derpaa sin Arm ind under Broderens og begav sig med ham til et afsides liggende Værelse, medens Kusken sørgede for at bringe Hestene i Stalden og Konduktøren listede ind i Kjøkkenet. Madam Jørgensen førte begge Damerne til det omtalte blaa Værelse, som var godt opvarmet og hyggeligt møbleret efter landlige Forhold. „Vær nu saa god at tage Tøjet af, mine Damer, “ sagde den gamle ivrig, „ssa skal jeg straks sørge for en lille Anretning og en kraftig Kop Kaffe, som jeg antager, at De ikke vil have noget imod efter en saadan Kjørsel. Og et Par gode Senge har jeg ogsaa, da De vel ikke tænker paa at kjøre videre? “ Madam Jørgensen vilde derpaa