S_Gazetten_1889

182

3

Q A Z E T T1E N-.

En Koldtvandskur. (Sluttet.) „Deres mærkelige Drøm“ , vedblev den fine Mand, „er et af de sikreste Ivjendetegn; thi Legemets Sygdom giver sig derved til Kjende gjennem Sjælen. Men De behøver aldeles ikke at ængstes for denne Sygdom. Hvis De vil, helbreder jeg Dem grundig inden tolv Timer. Giver De Dem der­ imod de alløopatiske Kvaksalvere i Vold, er De fortabt. De har allerede faaet en Forsmag paa, hvorledes Deres Huslæge har taget fejl, og det vil sikkert inden ret længe lykkes ham eller en anden at lægge Dem i Gra­ ven, hvis De vedbliver at lade Dem behandle af disse Herrer for Vattersot. Eller ogsaa vil De henimod Sæsonens Slutning kunne rejse hjem til Slagelse med sammenskrumpede Fingre og Tæer, med knudrede Lede og Helveds­ smerter i hele Kroppen. “ Haarene rejste sig paa Hovedet af mig ved denne Tanke, og jeg kunde i flere Minuter ikke fremføre et eneste Ord. Det forekom mig allerede, som om jeg mærkede alle de Symptomer, han omtalte. „Men sig mig en Gang“ sagde jeg, „er De da Doktor ?1 „Nej, ikke i dette Ords sædvan­ lige Betydning, men i Reformens og Fremskridtets Navn hjælper jeg undertiden den lidende Menneskehed ved mine sjældne Kure — jeg er Naturlæge. Og jeg forsikrer Dem, at for Deres Onde hjælper kun et — og det er en Koldtvandskur. De studser. Efter at De nu saa længe har drukket det herlige Carlsbergøl, forbedret med en ægte engelsk Porter, frygter De vel for i flere Uger at skulle binde an med det klare Kilde­ vand. Det er heller ikke min Mening. Jeg kan i nogle faa Timer helbrede Dem ved en eneste kraftig Indvikling, og saa kan De for min Skyld gjærne bagefter drikke Carlsbergøl i Tøndevis, det skader ikke." Denne Udsigt var altfor lokkende for mig. Jeg erklærede mig beredt, til fuldt ud at overgive mig til hans Behandling. Men hvor og hvorledes? „I den første den bedste Gjæst- givergaard. Fremgangsmaaden er meget simpel.. Vi behøver ikke andet

end et Værelse med en Seng, nogle linnede Stykker, et uldent Rejsetæppe — mit her, for Eksempel, er meget godt — og saa en Ballie med koldt Vand.“ Vi steg af ved den næste Station, tog ind i Gjæstgivergaarden og lod os bringe de fornødne Rekvisiter. Saa blev Stuedøren aflukket, og Kuren be­ gyndte. Først dyppede min Hr. Natur­ læge et stort Lagen ned i Ballien med det iskolde Vand, saa bad han mig om at foretage en fuldstændig Afklæd­ ning å la Adam, og da jeg saa stod for ham saa nøgen som jeg var kom­ men til Verden, slog han det vaade Lagen om mig og viklede det fast om hele Kroppen paa mig, saa kun Ho­ vedet stak ud. Jeg mistede næsten Vejret herved men søgte dog at holde mig tapper. Han lod miggheller ikke faa lang Tid, til at anstille mange Betragtninger, men lagde mig paa Sengen og begyndte at indvikle min Krop i lange Lærredsbind, fra Fød­ derne og opefter, saa at jeg til Slut­ ningen laa der som en levende Mumie. Kun Hovedet var frit. Jeg kunde ikke saa meget som røre en Finger eller bøje en Taa. „Bliver De nu varm?" spurgte Naturlægen. — Om jeg var varm! Jeg ligefrem kogte i min egen Sved. „Naa, det er godt. Luk nu Munden rigtig højt op — saa højt som De kan — saa skal jeg drive Gigten u d !“ I samme Ojeblik som jeg aab­ nede Munden, stoppede han mig et fast sammenrullet Lommetørklæde næsten helt ned i Halsen og bandt et Haandklæde rundt om Hovedet paa mig og knyttede det i Nakken. „Saa, lad det saa være nok der­ med," vedblev Mennesket. „Jeg be­ høver ikke at anmode Dem om, hverken at tale eller røre Dem, thi ingen af Delene er De i Stand til. Nu tillader De mig maaske godhedsfuldt, at jeg gjør et lille Indgreb i Deres Guld- og Seddelpenge", og med disse Ord tømte han mine Lommer, og tog alt, hvad jeg havde hos mig af Penge og lod det forsvinde i sine Buxelommer. „Smaamønterne i Portemonnæen, Deres Uhr og Kjæde og andre Nips­ sager lader jeg blive tilbage," sagde han med djævelsk Høflighed, idet han vendte sig om mod Døren og lettede paa Hatten, „for at De kan betale

Værelset og en Billet med Jærnbanen tilbage til Slagelse. Jeg har sagt til Opvarteren, at han ikke maa forstyrre Dem i det første tre Timer og vil nu anbefale mig til Deres Bevaagen- hed, naar De atter maatte trænge til en Koldtvandskur."

Han bukkede høfligt og forlod syngende Værelset, idet han lukkede Døren rask efter sig. Der laa jeg nu, fuldstændig hjælpe­ løs og uden at kunne give den fjær- neste Lyd fra mig, medens den frække Røver i Ro og Mag fik Tid til at bringe sit Bytte i Sikkerhed. Endelig, efter en skrækkelig Vente­ tid paa tre samfulde T im er, tog der nogen i Døren. Det var Opvar­ teren. Da han saa min Tilstand, anede han straks Uraad og løste mig i en Fart af min Indvikling; men Skurken var væk, og det lykkedes aldrig at faa fat paa ham. Der blev naturligvis ikke noget af min Rejse til Klampenborg, da Slyng­ len næppe havde ladet mig beholde saa mange Penge, at jeg kunde rejse hjem igjen. Men Vattersoten mær­ kede jeg sidenefter aldrig noget til, og hvis jeg virkelig har havt en Smule Ansats til Gigt, saa har Hallunken grundig fordrevet den ved sin Koldt­ vandskur, som jeg aldrig skal for­ glemme saa længe jeg lever!" EnKjørsel pa Liv og Død. En kold og stormfuld Vinteraften kjørte et Selskab paa fire Personer med Postvognen fra Hjørring til Aal­ borg. Paa Bagsædet sad to Damer, en ældre og en yngre, som, man straks saa var Moder og Datter. ' Den ældre var i Tredserne og gjorde et Indtryk af rolig Værdighed; hun var overmaade