S_Gazetten_1889

2

© A Z m T- T E r?.

174

rundt om mig herskede der en skrække­ lig Tavshed. Desuden rystede og bæ­ vede Jorden under mig som et bøl­ gende Hav. Endelig mærkede jeg en svag Støj, ligesom en Raslen af tørre Grene og Blade, hvorigjennem der be­ vægede sig noget, og kort efter hk jeg Øje paa en stor Slange, som skød 1 sig frem mellem Træerne, henimod mig. Dyret var hæsligt, dets smaa Øjne funklede og rullede og dets Gab med de lange spidse Tænder var tru­ ende opspærret, —- Nærmere og nær­ mere kom det, og jeg mærkede alle­ rede dets væmmelige Aande i mit Ansigt, Haaret rejste sig paa Hovedet af mig. Jeg søgte at flygte men for- gjæves. Det var, som havde jeg Bly om Fødderne. Uhyret var mig nu ganske nær, det hævede Overkroppen og bøjede sig frem efter, parat til at springe løs. I dette fortvivlede Øjeblik gjorde jeg et Spring efter en Gren, som jeg greb med begge Hænder og saaledes kom til at svæve mellem Himmel og Jord; men Uhyret sprang efter mig og bed mig i den store Taa paa den venstre Fod, saa jeg mærkede en sviende Fornemmelse, som om jeg blev stukket med en gloende Naal. Jeg skreg højt, og i samme Øjeblik hørte jeg en Banken, som vækkede mig a f den afskyelige Drøm. Jeg laa da paa Gulvet, badet i Sved. Det ban­ kede igjen paa Døren, og en Stemme spurgte: „Er De daarlig? Hvad er der i Vejen ? 4 „Nej, Gudskelov4, svarede jeg, „det var bare en Drøm . . og glad var jeg, da jeg saa den venlige Morgen­ sol skinne ind ad mine Vinduer. Men jeg havde alligevel en underlig For­ nemmelse i min venstre Stortaa, og da jeg saa nærmere paa den, fandt jeg en stør rød Plet paa Siden af den, og Taaen syntes at være noget op­ svulmet. Jeg brød mig imidlertid ikke stort derom, klædte mig paa, spiste Frokost og kjørte igjen til Banegaar- den, for at fortsætte min Rejse. Da jeg tog Plads i en anden Klasses Kupé, steg en elegant klædt Herre ind til mig, ellers var der ingen i Kupéen. Lokomotivet peb og Toget dampede ud i den klare, straalende Sommerdag. En Tidlang var min Rejsekammerat temmelig tilbageholden,

at han spiste for megen saftig Steg, Kaviar og røget Laks og dertil drak for meget 0 1 ogVin, og foreholdt han, at hvis han fortsatte paa den Maade, maatte han blive tyk og fed som en Rinoce- ros, svarede Sørensen med sit velbe- kjendte „naar vi og vores Lige ikke skulde pleje vort Legeme godt, hvem skulde d a ? 4 En skjønne Dag siger saa Lægen til ham, efter at han længe har under­ søgt ham og trykket ham paa den tykke Vom: „Kjære Ven, De begyn­ der at faa stærk Ansats til Vattersot. Jeg vilde raade Dem meget til at tage en Tur til et Badested. De kunde jo f. Eks. tage til Klampenborg, saa kan De nemt komme til Kjøbenhavn en Gang imellem, og jeg tror, at De vilde have rigtig godt af en saadan Tur . 4 „Den Ide var ikke saa daarlig. Ved et Badested kan man more sig | gødt og give mange Penge ud4, siger : Sørensen, „og hvem har vel bedre Raad dertil end vi og vores L ige; jeg er klar til at rejse, naar det skal være , 4 Vi giver nu Ordet til Partikulier Sørensen og lader ham selv berette om den mærkelige Koldtvandskur: „Tre Dage efter befandt jeg mig paa Jærnbanestationen, vel forsynet med alt, hvad der hører til en saa­ dan Baderejse. En kjøn lille Sum Penge i Guld havde jeg stukket til mig i en Lædertaske med Sikkerheds- laas og en Bunke Seddelpenge var stoppet i min Lommebog, saa den struttede som en trind Rullepølse. Efter at have rumlet et Par Timers Tid, raabte Konduktøren: Ringsted; og jeg lukker Døren op og siger: „Lad mig bare komme ud her4, for jeg var mere død end levende af den forbi­ strede Kj øretur. Jeg tog en Droske, og lod mig kjøre til den nærmeste Gjæstgivergaard, hvor jeg tog mig en ordentlig Aftensmad og gik i Seng med Hønsene. Men saa drømte jeg den Nat neget ganske urimeligt Tøjeri. Jeg syntes, at jeg befandt mig i en stor Skov, som var saa tæt, at Sol- straalerne ikke kunde trænge igjennem Toppen af Træerne, saa at der her­ skede et evigt Tusmørke i Skoven. Hverken Fugle eller andre Skovdyr fandtes der, ja ikke engang Insekter. Jeg var det eneste levende Væsen, og

En Koldtvandskur. I Gjæstgivergaarden „Harmonien 14 i Slagelse er vi en lille Klike, som regelmæssig giver Møde om Aftenen og faar os en gemytlig Passiar og et godt Glas 01 i kammeratlig For- staaelse med hinanden. Yi er Stam- gjæsterne, og betragtes af alle som et Slags Inventarium til „Harmonien4. Der leveres ved vort Bord mangen god Historie, baade oplevet og fri Fantasi. Men ingen af alle disse Krøniker bar dog gjort en saadan Lykke som Partikulier Sørensens virke­ lig oplevede Æventyr fra i Fjor, som ban nu og da giver .tilbedste. Men han maa være i det rette Humør til at fortælle, og det er da ikke mu­ lig at staa for den gemytlige, naive Vigtighed, hvormed ban beretter om sin „Koldtvandskur14. Man faar ham lettest til at be­ gynde, naar man bringer Naturlæge- methoden paa Bane. „Aa, hold op med Jeres Natursludder4, buser det j da ud af ham med dyb Indignation, j „Jeg har selv én Gang i mit Liv troet derpaa, men da blev jeg rigtignok saadan indbalsameret, at jeg aldrig skal glemme det igjen . 4 „Saa, hvordan gik det til ?4 spørger saa en eller anden af Selskabet, selv om han har hørt Historien baade to og ti Gange før. „Jo, det gik saadan til4, plejer saa Sørensen at fortælle. „Det er nu en otte Maaneder siden, at jeg be- j gyndte, at vise slemme Tegn til at | blive altfor fed; men 4 — føjer han til med Velbehag — „naar vi og vores Lige ikke skulde have Raad til at gjøre sig til Gode, hvem skulde saa ?4 Det maa her bemærkes, at Søren­ sen af Profession var Handskemager og fra tidligere Tid bekjendt som en en yderst fattig Stakkel, der næppe havde det tørre Brød til sig og Fa­ milien. Men saa kom han pludselig til Penge, „ved dygtige Spekulationer4, sagde han selv, men velunderrettede Folk paastod, at han havde vundet 40,000 Kr. i Lotteriet, „Naar vi og vores Lige 4 var hans Yndlingsudtryk, som han anvendte saa ofte, det lod sig gjøre og ov'eralt, hvor Talen drejede om Penge og Livsnydelser. Da Lægen derfor gjorde ham opmærksom paa, J