S_Gazetten_1889

Nr. 20

160

Uge-Revue. Naturligvis har Tivoli min højeste Agtelse og dybeste Beundring, jeg har elsket den Anstalt fra .jeg ikke var større end som saa — som saa vil sige noget som omkring en Alen — jeg har solet mig i den om For­ middagen og svalet mig i den om Aftenen, jeg har druknet en Hoben Sorger i dens Stadsgravs mørkegraa

Posten.“ Den fortæller, at det kniber med Gagen — enfin, det koster en Erstatning „efter uvillige Mænds Skjøn, dog ikke udover 10,000 Kr." Der er noget vist beroligende i dette „dog ikke udover 10,000 Kr." Naa dog ikke! Hvorfor ikke 50,000, eller 100,000, eller en hel eller en halv Million? Thi staar der ikke et Sted hos Holberg: Ach, Herren maatte nok sette et 0 til! Og naturligvis kjender Herren Lehmann sin Holberg. Naar en Direktør saa nemt kan sikre sig en Sæson med stort Overskud, hvorfor saa ikke gjøre det. Der maa jo kunne tjenes enorme Penge ved den Slags Søgsmaal. Lad et Blad bringe den foruroligende Meddelelse, at Reservestatist Jensen, der i flere Aar har været ved Dagmartheatret, nu vil til Folke- theatret, og Meddelelsen viser sig at være falsk, da vé det ulykkelige Blad. Dagmartheatret vil øjeblikkelig lægge Sag an og forlange en Erstatning for den Skade paa Krediten, det lider ved, at Meddelelsen om Jensens Afgang breder sig i Publikum. Erstatningen kan i det laveste beregnes til den Sum, Jensens Gage løber op til i 10 Aar, altsaa med et rundt Tal 10,000 Kr. Men Bladet slipper ikke dermed. Hr. Abrahams, der ogsaa er en snild Mand — han véd nok selv, hvorfor han lader sine stemme­ løse unge Skuespillere synge i „Børsbaronen" — og ikke paa nogen Maade vil have Jen­ sen, forlanger ogsaa Erstatning, støttende sig til det Tab, hans Renommé har lidt ved den gale Nyhed, og det ubehagelige Indtryk, den har gjort paa Publikum. Erstatningen vil kunne sættes til i det mindste 40,000 Kr. Hr. Abrahams er ikke [den Mand, der er vant til at modtage mindre i Erstatning. Paa denne Vis bliver det nogenlunde overkommeligt og ganske rentabelt at være Theaterdirektør. Sætter vi de Erstatnings- Summer, Theatrene i Aarets Løb inddriver, til 100,000 Kr. — det er egentlig alt for lidt —og Theatrets Underskud til 50,000 Kr. —det er egentlig for meget — saa bli­ ver det et rent Overskud af 50,000 Kr. Men hvem betaler? Det gjør vi stakkels Journalister, vi, hvis Lod efterhaanden ikke bliver lystig. Yi skal underholde Publikum i Almindelighed og Theaterdirektører i Sær­ deleshed, vi kan ikke faa Lov at gjøre en Smule Skandale hos Kehlet og vise os galante g.

kommet saadan tilvejrs, at Axel Thiess som en Røg kunde smække et Eiffeltaarn i naturlig Størrelse ned paa Papi­ ret, det var dog over Forventning. Jeg fandt det beundringsværdigt om end en Smule upraktisk.

Det stod mig ikke klart, hvordan „Avi­ sen1* havde tænkt sig, at Abonnenterne egent­ lig skulde nyde det. Hænge det op i deres Stuer, ja det var godt nok for Folk, der har 900 Fod til Loftet, men hvor mange af os har ærlig talt det ? Men hvordan skulde det ellers lade sig arrangere? Jeg kunde ikke tænke mig andet, end at Abonnenterne maatte give Ansøgning ind til Magistraten om Leje af Fællederne. Her var da lidt ordentlig Plads, og her kunde de nogenlunde uforstyrret brede deres 900 Fod lange, og Gud ved' hvor brede, Eiffeltaarns-

Yande og jeg har knust en Bunke Ærgrelser i de Nimb’ske Hummere. Bald. Dahl har lært mig at klæde mig og Danse­ estraden at føre mig — kort sagt Tivoli har i

hvert givet -Øjeblik været mig en trofast Yen, en god Kammerat, en uundværlig Raad- giver. Men selv sin bedste Yen kan man blive vred paa. Og jeg har været gnaven paa Tivoli denne Gang. Nu ved Tivoli jo lige saa godt som alle vi andre, at det nytter ikke noget, hvad den saa stiller paa Benene; den kan nok saa mange Gange bede om godt Yejr, den kan gjøre sig lækker for meteorologisk Institut med at sende det lige saa mange Frikort det hjælper L som Meiningerne har faaet ikke det allerbitterste. For den Dag Tivoli aabner skal det være daarligt Yejr, det er saa sikkert som Fredens Bro. Det staar vel ikke i Al- manaken, men det slaar til alligevel, usvigelig sikkert. Men naar vi saa endelig en Gang Sommer midt i Foraaret, saa ligner det ikke noget, at Tivoli gaar hen og bringer For­ styrrelse i Glæden med sin Aabning. Havde det endda ventet lidt, saa kunde vi maaske endnu et- Par Uger fortvarende have slikket Solskin, Havde det endda som Bender-Kon- kurrenten i Jærnbanegade meldt sin Ankomst den ene Dag og ladet være at komme den næste, saa havde det ikke gjort saa nøje. Men sket er sket og det staar ikke til faa

Tegning ud i dens fulde Udstrækning, og kunde de saa komme overens at bygge et højt fælles Afbe- om Stillads til nyttelse, vil devel noknaa atfaadenganskeTegning at se under ét.

v-,

s

Ganske vist, det vilde baade blive dyrt at leje Fælled og bygge Stillads, men selv­ følgelig kan man ikke vente gratis at faa Eiffeltaamet at se i naturlig Størrelse. Det naturligste var vel forresten, at Abonnenterne fik Erstatning hos Ophavsmanden til det hele, Fr. Hansen. Kan Lehmann faa 10,000 Kr. af „Kjøbenhavns-Posten“, kan vel sagtens Avis-Abonnenterne faa en 50,000 Kr. af Fr. Hansen i Erstatning for de Udgifter, han paafører dem. Saa mange Tanker gjorde jeg mig Ugen igjennem. Og saa kom Søndagen, men der var ikke mere Eiffelstaarn end bag paa min Haand, ikke det allerringeste. Naturligvis var det ærgerligt; thi jeg finder det yderst letsindigt, ja næsten hjærte- løst at spænde Forventningen, mange hun­ drede Fod i Vejret, naar der slet ikke er noget om det. At love er ærligt, men at holde besværligt. Navnlig kan det være meget ærligt at love Abonnenterne, men at holde dem, falder dem vist helt svært. Dog maaske gjør man Thiess Uret. Man løber ikke saa lige til en Tegning, der stræk­ ker sig hele Frederiksberg Allé igjennem. maaske har han ikke kunnet blive færdig. Det kommer næste Søndag, eller næstnæste Søndag eller en Gang i Sommer, vi venter det med Længsel som Lehmann de 10,000 udødelige Kroner. Samme Lehmann er egentlig en snild Mand. Han dirigerer et Theater efter en saa gjennemført Plan, at han ender Sæ­ sonen med et net lille Underskud. Hvor­ dan det skal dækkes? Ho, ho, det er saa let som noget, man — det vil sige Lehman — lader bare ganske rplig Bla­ dene om det. Begyndelsen er gjort med „Kjøbenhavns-

at ændre, som Doktor Gilbert Jespersen sagde, han havde smagt paa Kaffen ombord paa „Dan­ mark". Aldeles uden Hensyn til Yejret vil jeg forre­ sten ikke fragaa, at jeg

mod det

^ smukke Kjøn, uden at komme i vore egne Blade, og — det er ved at være det værste af alt — Korsgaard for­

sikrer os i „Aftenbladet", at vi er „daarlige^ for ikke at sige rent ud forfaldne Subjekter". Tør vi tro ham? Kuk.

i Ugens Løb har lidt endnu flere Skuffelser. Nu havcje jeg f. Eks. hele forrige Uge gaaet og været yderst spændt, og jo mere vi nær­ mede os Søndag, des mere spændt blev jeg. Thi „Avisen" havde lovet sine Abonnenter i „Billed-Revyen" at bringe ■— man høre og undres — et Billede af Eiffeltaamet i natur­ lig Størrelse. Jeg har jo nok hørt noget om, at Kun­ sten staar højt herhjemme, men at den var

Redaktør og Udgiver: Valdemar Gøtsche. Expedition: Klosterstræde 22. Trykt hos Philipsen & Co. og i Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22 . K.