S_Gazetten_1889

Nr. 20

© i i t Z E f f E N .

168

Honoluln? Saa skal De faa en kjøn lille Drikkeskilling, min k jære!” Men henvendt til os fortsatte han: „Det er bare Løgn, naar jeg stakkels Djævel lover dem Drikkepenge. Jeg har jo ikke engang en Lomme, hvor jeg kunde have dem i. Men maaske de Herrer vilde være saa god at lægge ud for mig, saa skal de faa Pengene tilbage, naar vi kommer til Suseborg, “ „Penge! Det var ligesaa sjælden en Artikel hos os, som hos Politiman­ den; men jeg havde endnu i Lommen en gammel Kniv, et Lommespejl og en Mundharmonika, som jeg ofte havde forlystet Hansen med paa vore Rejser ved at blæse Socialistmarschen. Ved Hjælp af et ivrigt Tegnsprog og det ene Ord „Honolulu” udtalt med for- skjellig Betoning, lykkedes det os at komme overens med de Vilde om at føre os til Honolulu. „Naa, det var billigt, hviskede vor Cerberus, „derfor faar jeg ikke en Droske i Suseborg ud til Skyttehuset. ” Vor Baad var ved Landgangen bleven læk, og de Vilde foretrak der­ for et af deres egne let byggede Far­ tøjer. Vor Ledsagers Lagen blev ud­ spændt som Sejl, og snart skød vi med en ret anstændig Fart atter hen over Bølgerne, som gemytligt skvul­ pede paa Siderne af vor Kano, medens den paradisiske 0 , til hvilken Hansen havde knyttet saa store Planer for Fremtiden, snart forsvandt i Hori- zonten. Men, medens Hansen sad hensunken i dybe Tanker, sendte Politibetjenten og jeg en kjærlig Tanke til Suseborg, som vi jo nu var paa Vejen til, og vore Følelser skaffede sig Luft i den yndede hjemlige Folkesang: „O, Gine, Du dejlige Mø.” Vi sang den først dæmpet og længselsfuldt, men efterhaanden kom der Kraft i Stemmerne, og til Slut stemte Hansen med i Omkvædet med sin dybe Bas; de Vilde lyttede med umiskjendelig Interesse og For- bauselse malet i hvert Træk til vor Sang, medens Baaden gled let hen over Vandet. Aftenen var allerede indtraadt, da vi naaede Honolulu. Det spraglede Liv paa Gaderne gjorde, at vort Op­ tog med den lagenklædte Politibetjent i Spidsen ikke vakte nogen Opsigt, hvad vi havde frygtet stærkt for.

Hansen hævede Hovedet og vinkede

Nappet. En P o l i t i - H u m o r e s k e af W. Hildebrandt. (Fortsat). „Ja, forstaar De,” fortsatte den drevne Politimand, som pludselig syn­ tes at have faaet sin gamle Snakkelyst til­ bage, „det var jo hændet mig en Gang før, at en Arrestant var løbet fra mig, saa tænkte je g : denne Gang gaar det galt, Du slipper ikke med at faa Din Afsked, der vanker nok lidt Fæng­ selsstraf i Tilgift. Og saa kom jeg til at tænke paa min Fætter i Au­ stralien, som en Gang tidligere havde indbudt mig til at besøge sig. Nuvel, tænkte jeg, der er vel ogsaa Brug for Politibetjente i Australien, og hvem ved — maaske træffer Du ogsaa under­ vejs de to Herrer. Saa begav jeg mig da afsted til Australien. Men det det var dog en forbistret lang Vej. og da saa Skibet kom forbi denne 0 , stødte det paa en Sten og gik midt over. I Hastværket tænte jeg ikke paa de andre; de er vist druknede alle sammen af bare Befippelse. Og da det netop var om Natten, reddede jeg ikke andet end et Lagen“ . Der­ med slog han dette fra hinanden og overtydede os om Rigtigheden af sit Udsagn. „De gode Folk her tog mig i Kost og Logi, indtil jeg finder en Befordring til Suseborg eller Austra­ lien. Men jeg tror ikke, at jeg vil kunne trives her blandt disse Menne­ sker. Det gaar dog lidt for ugenert til. Sligt er jeg ikke vant til fra Suse­ borg, hvor der kun kommer Vilde til Markederne. Og de er i Reglen meget pæne Folk, naar de om Aftenen efter endt Forestilling vasker Sværten af Ansigterne.” Hansen tav til denne lange For­ klaring og stirrede mørkt hen for sig. Den brave Suseborger Politimand havde aabenbart et eller andet, som laa ham paa Hjertet, men som han ikke rigtig turde komme frem med. „Ak, mine bedste Herrer.” stammede han forlegent, „hvis de nu vilde være rigtig rare og følge mig til Stationen paa Grønttorvet, uden at løbe væk fra mig — for ser De, det vil skade min Reputation, da sligt jo allerede er hændet mig én Gang!”

mig til Side.

„Du, Christian, tror Du paa Hi­ storien med Skibbruddet?” spurgte han med en mørk Mine. „Opspind, lutter Opspind! Hvis vi var landet paa en af de andre Øer i Oceanet, havde vi ogsaa der truffet en skib­ bruden Politibetjent fra Suseborg. Jeg ser nu, i hvilket snedigt Væv, vi ere fangede. Oh, dette suseborgske Politi! Det forfølger mig hele Jorden rundt, fordi det frygter mig. Og enten vi var gaaet til Sydpolen eller Nordpolen, havde vi sikkert ved vor Landgang stødt paa en suseborgsk Politibetjent! Nuvel, saa være det! Jeg bøjer mig for Magten og gaar rolig med tilbage til Suseborg, for at modtage min Straf. Men da, Danmark, vogt dig for min Tales Magt! Du har selv villet det saaledes. Fra nu af bekæmper jeg dig paa dit eget Gebet!” Saa vendte han sig med Værdighed til den i Lagnet indhyllede Ordens- haandhæver og sagde: „Godt, min Herre, gjør Deres Pligt. Vi følger Dem til Grønttorvet og giver vort socialdemokratiske Æresord i Pant paa ikke at forsøge paa nogen F lugt!“ Desværre forstod den skikkelige Politibetjent ikke ganske det Ophøjede, der laa i Hansens Handlemaade, og hvilke storartede Projekter, han ved sin Nærværelse paa denne fjærne 0 havde krydset; men saa meget forstod han, at vi igjen vilde hjem, og han trippede rundt i sit Lagen af bare Glæde derover og spurgte snart den ene, snart den anden af de forbavsede Insulanere, hvor „Vejen gik til Suse­ b org” . Vildnissets Sønner tilkjendegav kun ved afvisende Haandbevægelser deres fuldstændige Ukjendskab til geografiske Forhold. „Naa, nu har jeg hørt det m ed! De ved saamænd ikke engang, hvor Suseborg ligger! Vi skal jo forbi Honolulu, min Kjære. Der holdt vi sidste Gang, før vi gik under,” snak­ kede den efter sit kjære Suseborg saa længselsfulde Politibetjent. „Honolulu? Oh ! ” raabte de Vilde med Strubetoner, idet de ved Tegn lod os forstaa, at de kjendte Ordet. „Ja, ser De, min Bedste ! Nu klarer det op, ikke sandt? Bagved Honolulu ligger Suseborg. Kan De føre os til