S_Gazetten_1889

150

Nr. 19

O A S B f . T S l *•

lod Skibet glide forbi os ud i Mørket. Saa var vi alene. Alene midt i Nat­ ten paa det store Ocean i den lille, skrøbelige Baad, som viljeløst tumledes 0111 paa Bølgerne. Endelig, endelig gik Solen op. Skibet var intet Steds at øjne; men Lykken havde været os gunstig, thi i det Fjærne hævede sig op af Havet en bjærgrig, skovbevokset 0 . Hansens Øjne lyste af stolt Glæde, da han op­ dagede den. „Der“ , raabte han, „der ser Du, Christian, ligger Øen, hvorfra den hele Verden skal blive omdannet!" Vi trak jiaa Aarerne og nærmede os rask vort Maal. Endelig fløj den skrøbelige Baad gjennem Brændingen og sad fast paa Strandbredden. Vi kastedes ved det heftige Stød ud af Baaden og faldt i det bløde Koral­ sand. Hansen kom først til sig selv. „I Socialdemokratiets Navn tager jeg dette Land i Besiddelse og kalder I det Pionina!" raabte lian begejstret, medens jeg var ifærd med at børste Sandet af mine Klæder. Saa tiltraadte vi vor Marsch til til det indre af Øen, hvorved jeg sta­ dig svævede i en evig Frygt for at støde paa vilde Mennesker eller Dyr. Over det bl..-ndende hvide Sand van­ drede vi ind i et Vildnis, hvor vi først skar os et Par forsvarlige Vandre- stokke. Videre gik det gjennem en en herlig, grøn Skov under kæmpe­ mæssige Træers Skygge; ved Siden af os løb en klar og frisk Bjærgstrøm, hvor vi forfriskede os af og til og frejdig fortsatte Marschen medens Hansen af fuld Hals sang: „Til Arbejdet Liv eller Død . . . " Pludselig holdt han inde og hvi­ skede til mig: „Christian, saa Du dem ? “ „Hvem?" spurgte jeg overrasket. „Nuvel, de to Vilde!" „Nej, hvor er de?" „Der, bag den Busk forsvandt de!" Forsigtig og med en ubehagelig Følelse af at være iagttaget af de Vilde, som, hvad Øjeblik det skulde være, kunde sende os en forgiftet Pil i Kroppen, fortsatte vi vor Vandring. Da, paa en Gang, netop som vi bøjede om et Klippehjørne, stod vi nvilkaar- lig stille, overrasket ved det herlige Billede, som her frembød sig for vore beundrende Blikke. Umiddelbart for os laa en prægtig Slette, og i Skyggen

af mægtige Træer laa en Række Huse og Hytter, som ved sin forskjellige Bygningsart uvilkaarlig fængslede Øjet,

Nappet. En Politi-Humoreske a f W. Hildebrandt. „Ser Du, C h ristian fo rtsa tte Han­ sen, „hvis det kom til en retfærdig Fordeling af dette Skib og dets In­ ventarium mellem Mandskabet, maatte vi sikkert faa mere end den ene Baad, der hænger. Naar vi ikke desto mindre nøjes med den og oven i Kjøbet lader vor surt fortjente Hyre i Stikken, maa man vel kalde os beskedne. laften, naar det er mørkt og vi kommer paa Vagt, bytter vi igjen vor Matro&dragt med vore egne borgerlige Klæder, saa tirer vi Banden ned i Havet, springer deri og — er atter Folkets frie Mænd. “ „Men hvad saa? Og hvorhen? “ Hvad skal der vel blive af os paa det aabne Hav?a spurgte jeg bekymret. „Hvorhen?" Hansen lo stolt og selvbevidst. „Er Verden ikke stor nok? Dukker der ikke daglig større og mindre Øer frem i Horizonten? Se, derovre er atier en! Saadan en 0 , maaske saa stor som Sjælland, eller hele Kongeriget Danmark, annekterer vi og grundlægger der den suveræne Folkestat — om det skal være en Republik eller et Kongerige, maa jeg først have Tid at betænke mig paa. Jeg bliver Præsident eller Konge, og Du bliver min Stedfortræder. Syd- havsinsulanerne er et gemytligt og skikkeligt Folkefærd, og naar de først faar lært Dansk, skal Du se, det bliver nemt at regjere dem. Saa længe, ind­ til de forstaar os, maa jeg naturligvis holde mine socialdemokratiske Taler i Fingersproget. Arbejde kjender de naturligvis ikke til, det maa vi lære dem, og saa skal de opdrages til streng og ubetinget Lydighed mod os, som jo dog er eivilicerede Europæere." Hvad skulde jeg gjøre? Skulde jeg fejgt forlade den store Mand og blive tilbage paa, Skibet blandt alle disse Fremmede? Nej! Skjæbnen havde engang bundet os sammen. Jeg vilde følge Hansen, ogsaa paa denne sidste æventyrlige Fart. Saa iførte vi os om Aftenen vore civile Klæder og var igjen forvandlet til ærlige, danske Haandværkssvende. Baaden gled lydløst ned i Søen, vi klatrede behændigt ned ad Touget og

Snart var det et Hus af Bambus- stænger med virkelige, flade Tage, snart en pyramideformet Hytte, dæk­ ket med store Blade, hvorved de i Frastand lignede mægtige Sukkertoppe. Og imellem alle disse malerisk hen­ kastede Boliger bevægede sigen Mængde brune Skikkelser, Mænd, Kvinder og Børn, nogle meget let paaklædt, andre i fuldstændig paradisisk Kostume. Der var en Sladder og Leen og Legen; nogle stegte Kjød paa Spid, andre ristede Bananer, atter andre badede i i en Dam, som laa midt i Byen og kastede sig derefter velbehagelig i det høje Græs, hvor de tørredes a f Solens Straaler. Kort sagt, det var et Sorg­ løshedens og Lyksalighedens Billede, som jeg aldrig i mine Dage vil kunne forglemme. Medens vi endnu talte om vi skulde gaa frem eller tilbage, havde de Vilde faaet Øje paa os og kom lobende hen imod os. Med Miner, som hverken udtrykte Frygt eller Fjendskab, trængte de sig sammen om os, mønstrede vore Klæder, pillede ved os og snakkede og pludrede leende saa gemytligt til os, at al vor Frygt forsvandt. „Christian, de gjør os ingenting!" sagde Hansen beroligende. • ..Du skal faa at se, naar de Svende først faar lært Dansk, vil de faa et helt andet Syn paa Livet. Og hvilke smukke Piger er der ikke imellem dem", til­ føjede han smidskende. „Christian, her lader vi afstemme om Ophævelse af Ægteskabet, Jeg gad forresten nok vist, hvor Kongen eller Høvdingen for disse Folk er at træffe. Vi maa først henvende os til ham, og Du skal faa at se, hvor hurtig jeg skal faa ham omstemt. Jeg tænker, at det