S_Gazetten_1889

Nr. 18

Q A X E f T B N .

142

mine Par Ugers Arrest, i Stedet for at flakke om her i detFjærne ? Nu havde det hele været overstaaet, og jeg kunde igjen have siddet i „ Rosen­ lunden “ eller hos Konditor Petersens hos den smukke Jomfru Mikkelsen, eller i „ Skansen “....e l l e r ................... oh, mit Suseborg, hvorfor har jeg for­ ladt D ig ?“ Som ganske ung Skomagersvend var jeg kommen til [.Suseborg og levede lykkelig og tilfreds, indtil jeg traf den store Socialist-Agitator Peter Han­ sen, som med overbevisende Kraft op­ lyste mig om, at mit var Liv ikke et Menneske værdigt. „Der mætter Bour­ geoisiet sig i Arbejderens Sved og Blod, ogsaa i Dit,“ havde Hansen sagt, „medens Du ved en almindelig Fordeling af Statsformuen vilde blive Herre af nøjagtigt 3,428 Kr. 29 Øre i aarlig Indtægt. “ Siden efter besøgte jeg med den store Mand, under hvis Avtoritet jeg beredvilligt og viljeløst bøjede mig,, flittig vort Partis Forsamlinger, svæl­ gede i Massearmod og Kapitaltryk j og hjalp Hansen i sin agitatoriske ! Virksomhed saa godt jeg formaaede, indtil Politiet en skjønne Dag ryddede vort Forsamlingslokale i Skyttehuset. Da Hansen og jeg, som et Par af Folkets Mænd, ved den Lejlighed op­ førte os lidt voldsomt, krænkede som vi var i vor inderste Overbevisning om den os medfødte Menneskeret, blev der udstedt Arrestordre imod os og en Politibetjent udsendt med Ordre til at føre os i Fængsel. „Men hør engang “ , sagde den skikkelige Mand til os, da han førte os væk, „gjør mig den Tjeneste ikke at løbe fra mig. Det er allerede hændet mig én Gang før, og hvis det gjentager sig, er jeg bange for at miste min Plads og endda faa Straf til. Altsaa, vær endelig saa god, mine Herrer, og vis mig den Villighed, baade for min egen og min stakkels Families Skyld!“ Vi lovede ham dette med Haand og Mund, men da vi kom til et men­ nesketomt Sted paa Promenaden, raabte Hansen pludselig til mig: „Nu, Chri­ stian, løb hvad Du kan! Hurra! Leve det frie Socialdemokrati!“ og med et Par Spring forsvandt vi til venstre og høire i Panken. Det var begyndt at blive mørkt,,

Højt oppe i Luften. Novellette af F r i t z Sch l o s s e r . (Sluttet.) Tre Aar gik, uden at jeg hørte noget til Gérard. Jeg var den Gang engageret ved et Cirkus i B. En Dag kom der et andet Cirkus til Byen for at give Forestillinger, og jeg læste med Forbauselse Gérards Navn paa Plakaterne. Han optraadte somSaltomortalespringer, og hansGlans- nummer var en tredobbelt Saltomor­ tale. Endnu samme Aften gik jeg ben for at se ham. Jeg fik heldigvis en god Plads, umiddelbart ved Ind­ gangen til Manegen. Mit Hjærte bankede højt, da Gerard traadte frem. Han havde forandret sig meget. Hans Ansigt var blegt, og nu og da fløj der et underligt, nervøst Træk hen over det. Ud af hans dybtindsunkne Øjne lyste en uhyggelig Glans. Han kastede et hurtigt Blik over sine Omgivelser. Pludselig for han sammen; han havde gjenkjendt mig. En underlig Frygt greb mig; det forekom mig, at der vilde ske noget skrækkeligt. Imidlertid rettede Tjeneren Springbrættet til. Saa traadte Gérard med et Par hastige Skridt hen imod mig og sagde: „Jeg vidste nok, at vi to maatte mødes igjen.“ „Gérard! Du er syg, modtag etBund af en gammel Ven ! Slaa ikke idag den tre- dobbelteSaltomortale!“ svarede jeg ham. „Aa, saa Du tror, at jeg kan springe fejl. Det kunde Du lide, hvad? Du er vel kommen, fora t faa det at s e ?“ og med et Par lette Spring løb han hen paa Brættet, gjorde sin Kompli­ ment og kyssede paa Fingrene. Musiken begyndte. Han slog et Par enkelte Saltomor­ taler og saa en dobbelt. Stormende Applaus fra Tilskuerne. Gérard stod stille med korslagte Arme og stirrede mig ufravendt i An­ sigtet. Saa gjentog han Springet og blev atter staaende. Ny Klappen og Bravoraaben. Han tilkastede mig et triumferende Blik og belavede sig paa at springe for tredje Gang. Musiken tav. Det var saa stille i Rummet, at man kunde høre den ud­ strømmende Gas fra Lysekronen.

Han tog Tilløb, vendte sig i Luf­ ten — én Gang — to Gange — Mit Hjærte stod stille. Jeg saa, at der ikke var Plads til at gjøre den tredje Vending. Et dumpt Slag — noget som en Knagen — og midt i de ophvirvlende Støvmasser saa jeg et Legeme ligge udtrakt paa Jorden.

Bevidstheden forlod mig. Da jeg atter kom til mig selv, bar man Gé­ rards livløse Legeme ud fra Manegen, — han havde brækket Halsen.

Nappet. En P o l i t i -H u m o r e s k e af W. Hildebrandt.

Vi lænede os begge over Skibs- Rælingen og stirrede eftertænksomt ned i de under os dansende Bølger, i hvilke den skyløse Himmel spejlede sig, be­ lyst af den tropiske Sol. „Hm !“ sagde Hansen, idet han højtideligt sendte en Ladning Skraaspyt ; ud mellem Fortænderne, „hvem skulde have troet, at det stille Ocean skulde komme til at tjene mig som Spyttebakke. Forøvrigt er det et Pokkers kedeligt stort Vand, der er hverken Ende eller eller Begyndelse paa det.“ „Og det er vel ogsaa meget dybt?“ spurgte jeg mismodig. „Er Du skjæv?“ belærte Hansen mig, „mindst to Gange saa dybt som Suseaaen, naar det har regnet stærkt, eller det har været Tøvejr et eller andet Sted.“ Suseaaen! Min kjære, godeSuseaa! Hvilke vemodige Tanker fremkalder ikke Dit Navn hos mig? Hvor duk­ ker ikke min kjære Hjemstavn, det gemytlige, gamle Suseborg, levende frem for mit indre Øje. Ak, hvorfor maatte jeg forlade Dig? Hvorfor kunde jeg ikke være bleven hjemme og taget