S_Gazetten_1889

Nr. 17

Et

136

fra gammelTid har Ord for at være den stille, værethensynsfuld nok til at lægge sig, endog før almindelig borgerlig Sengetid, og sørge for, at Ugen virkelig blev saa stille, som en stille Uge har Krav paa at være. Havde den ikke været det, var heller ikke det vidunderlige sket. Det vidunderlige er, at Traverbanen har aabnet Sæsonen uden med saa meget som den ringeste Dryb Regn eller bare en eneste Omgang Blæst. Kan det ske, saa er det overflødigt, at Landqvist beder om godt Vejr, ja, der er egentlig ingen Ting, der kan overraske mere. Saa kan det blive en

saa har jeg Majoriteten af det danske Folk, den kompakte Masse, bag mig, men med Glæde og navnlig med Fortrøstning slutter jeg mig til den lille Hær, der engang skal føre til Sejr Folkenes Sag. Det er forresten ejendommeligt nok. For mit Valgsprog har ellers den sidste Snes Aar været: Blæse være med det hele, saa kan Resten gjærne gaa Pokker i Vold. For saa vidt havde jeg ikke daarlige Be­ tingelser for at være Theaterdirektør. Saa­ dan noget som at begynde som Lehman og ende som Krach, det var navnlig noget for mig. Nu har det imidlertid artet sig anderledes. Jeg er begyndt som en holden Mand, har derefter gjennem overvættes Nydelse af Spi­ rituosa arbejdet mig frem til maade-holden og er nu endt som totalaf-dito. Naar det endelig var mig magtpaaliggende at faa bortødet den mig medfødte Formue, kunde jeg naturligvis lige saa godt være gaaet Theaterdirektør-Vejen. Det er just den Vej, naar man har en medfødt Trang til at blive af med sine Penge. Men jeg forstaar ikke, hvorfor netop Dag­ Oven i Kjøbet saadanne skikkelige Skue­ spillere, der ved, at den eneste Kasse, de har noget i, er Sufflørkassen. Der er ikke en Øre at tjene, og desaarsag givpr de sig til at spille paa Deling. Paa Deling! Der er noget i det gamle Ord, at hvor blottede Skuespillerne end er for Talent, den logiske Sans svigter dem al­ drig. Aldrig. Der er et fremmedOrd, der hedder Cichorie. Det kan paa dansk betyde noget som Til­ sætning. Det benyttes i Reglen til Kaffe, men kan ogsaa have en videre Anvendelse. Spørg bare Lehman og de andre Theater- direktører. Hvad Glæde har de af hver Af­ ten at byde Folk en rigtig god literær Kop Kaffe, naar de selv maa sidde oppe i Kulis­ serne og sluge Cichorien i sig, de Stakler. Nej, det gaar ikke altid som Præsten præker eller som Carstensen lover. Har han nu ikke lovet, at Folk for den elendige Krone pr. Kvartal skulde faa alle Dagens Nyheder at vide 7 Gange omUgen? Og saa gaar han hen i denne Uge og spiser sine slugvorne Læsere, der efter Forlydende brænder af gloende Begiærlighed efter at læse hans Blad hver Morgen, af med 4 — siger og skriver fire — Numre. Hvis hans Læsere gjorde Alvor af det og martheatret nu vil spille det gamle Stykke „Leh­ man kan, hvad han vil", naar det dog er notorisk, at Lehman, hvor gjærne han saa vil, ikke kan betale Skuespillerne de­ res Smule Gage.

Uge-Revue. Længe nok har jeg vaklet, men endelig har jeg taget min Beslutning. Jeg er bleven Totalafholdsmand, hverken mere eller mindre. Naturligvis holdt det haardt, men nu er Beslutningen tagen: fra den 1ste næste Maa­ ned ikke Tale om Druk mere. Det vil sige, der kan nok blive Tale om Druk, men heller ikke mer. Ikke. saa meget som en Slat gam­ mel Carlsberg, ikke en eneste tillavet Rom- Toddy, ikke et Glas Portvin og ikke en lille Middags-Absinth, ikke den allerringeste Gnist. Den kommer til at staa paa Skibsøl og The, Salep og Kaffe, ellers ingen andre Ekstravagancer ud over det rene, klare, her­ lige Kommunevand; selv den allerringeste formildende Omstændighed i Vandet er ude­ lukket. Jeg har længe nok strittet imod, men den gik ikke. Jeg vil ikke længer sidde som Paria mellem mine Kammerater. De er drat­ tet af, den ene efter den anden, fra Drukken­ skabens Herligheder. Nu sidder de Aften efter Aften og plejer deres Thepjank eller koketterer med deres Skibsøl og er lige saa kedsommelige, som en doven Bajer. Det er ikke til at holde ud. Jeg vil ikke ugleses, jeg vil være delagtig i mine Kamme­ raters Nydelser, drikke som de og kede mig som de. For det kan nu ikke nytte at nægte det, kede sig, det gjør de. De keder sig ganske forfærdelig. Men Totalafholds-Djæv- eh har engang slaaet sin Klo i dem, og han brlader dem ikke for det første. Men Gudskelov, at det dog først er til den første, at jeg skal til det. Naturligvis vil jeg i en grænseløs Grad benytte mig af af den Smule Tid, der er tilbage. Jeg vil drikke som en Elefant, ^ der ikke har faaet vaadt i 8 Uger. Jeg vil lege f. med alle de Flakoner, og strø Sand paa med Skum. Jeg vil kort sagt ikke spare mig, hverken mig selv eller min Portemonnæ, jeg lader Mønten klinge og Millionerne rulle. Man har jo Gudskelov Kredit paa flere ansete Beverdinger i Staden. Alt i alt vil jeg spare en Hoben Tømmer- mænd sammen til næste Maaned, naar min Totalafholds-Bevægelse begynder. Og mens der er mellem Himmel og Jord, jeg vil fugte Ganen med Portvin, tørre den med Sherry

Fornøjelses-Tur at tage med en Thingvalla-Dam- per til Amerika, saa kan det være Solskin, den Dag, Tivoli aabner, saa kan saamænd Watt, der er Direktør i Tivoli

og Privilegieejer ved Folketheatret, ogsaa blive Direktør i Kasino og en af Konsorterne ved Dagmartheatret, saa kan Dampsporvognen ophøre med at kjøre sine Passagerer over, Uret paa Nikolai give sig til at vise rigtigt og „Hesten" staa hundrede Aar endnu, _ - ..........-...................- ......... - og Abrahams faa 80,000 for at Nørrebros Theater ikke skal aabne, saa kan Huth faa Ret til at praktisere uden at betale 100 Kr. for hver Patient, han

helbreder, og Sichelkow faa en ordentlig Plads at hænge paa. Hvorfor han ikke maa faa det, er mindst lige saa ubegribeligt, som at de stakkels kjøbenhavn- ske Skolebørn ikke mer

maa faa Lov at rejse paa Landet til Sommer. Hvis Magistraten saa i det mindste gav dem Frikort til Tivoli i Sommer, saa kunde det endda gaa, men kjender jeg Magistraten ret, saa gjør den det ikke. De, dér vil have deres Børn paa Landet, maa se at klare sig som de bedst kan. Det bør de erindre, alle Byens mange Fædre og Mødre, baade de, der har havt Besøg af Storken, og de, der — efter hvad Kapt. Jagd fortæller i flere herværende Blade — venter paa Storken. Det skal slet ikke være morsomt at vente paa Storken. Navnlig naar Storken kommer aldeles uventet. K u J c. Indho ld . Illustrationer: Dagmartheatret. — Yort Familieliv. — Maskinmester Kaas. — Strand- vejskjørsel i Paasken. — Fra „Danmark“s Forlis. Tekst: Dagmartheatret. — Guld og Glim­ mer. — Vore Billeder. — Yort Familieliv. — Mellem Venner. — Meget i faa Ord. — Højt oppe i Luften [illustr.]. — Uge-Revue (illustr.). — Avertissementer. Redaktør og Udgiver: Valdemar Gøtsche. Expedition: Klosterstræde 22 . Trykt hos Philipsen & Co. og i Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22 . K.

Blomsterne spirer i Maj — trala — vil jeg hvile mig ud, mens Tømmer- mændene arbejder saa Sveden springer ud af Panden. Naar de saa godt og vel har nedlagt Arbejdet,

søgte Erstatning, hen­ holdende sig til den nye Lov om Underholdnings- Bidrag, saa var Hr. Car­ stensen slemt i Vinden. • Blæse være forresten med Vinden. Den har i den forløbne Uge, der

B p ^

saa tror jeg nok, jeg er fuldt rustet til paa en værdig Maade at udfylde min Plads og tømme den bitre Kalk i den totalaf holdende Menighed. Ganske vist, jeg ved, at naar jeg drikker,