S_Gazetten_1889

Nr. 17

@ A 1 8 T T R 1«.

134

Vi boede i det samme Hotel garni. Da jeg en Aften, omtrent fire Uger her efter kom hjem og vilde gaa ind paa mit Værelse, mødte jeg Gérards Tjenestepige skjælvende over hele Kroppen og med et forstyrret, dødblegt Ansigt. „Hvad er der i Vejen ? “ spurgte jeg. Pigen greb min Arm. „O, Signor,•“ hviskede hun, „der har været et skræk­ keligt Optrin mellem min Herre og Frue. Jeg tror, at Fruen vil tage Livet af sig. Gaa for Guds Skyld ind og tal med hende!41 Jeg blev dødelig forskrækket, og i næste Nu havde jeg revet Duren op og traadte ind i Salonen. Der var ikke andre tilstede end Fru Gérard. Hun vendte Ryggen til m ig; men i det store Konsolspejl saa jeg hendes fordrejede Ansigtstræk og en Revolver, som hun holdt i sin højre Haand og hævede op mod sit Bryst.

Luftskipperen traadte hen til mig og spurgte: „Hvad synes De om dette, Signor Rosetti? Turde De ogsaa ud­ føre Deres Trapezkunster fra et under Gondolen nedhængende Toug?“ Jeg svarede ikke straks. Han slog mig leende paa Skulderen. „Ja, ikke sandt ? “ Det var noget andet, end at hænge i en halvtredsindstyve Fod høj Trapez? Der er lidt Forskjel paa det, og saa paa at kunne tumle sig i et Tusind Fods Højde, svævende hen over Paris’s Tage, ikke sandt, gamle V e n ? 1 „Hvorfor skulde jeg ikke vove d e t?“ spurgte jeg, og samtidig tænkte jeg mig, hvad Virkning det maatte gjøre, naar jeg kunde avertere: „Signor Ro­ setti og Monsieur Gérard vil udføre deres Evolutioner i et slapt nedhæng­ ende Tov fra en Ballon, tusind Fod oppe i Luften. “ Tanken vilde ikke forlade mig mere, og endnu samme Aften talte jeg med Gérard derom; han gik straks ind derpaa. Vi traadte i Underhandling med Etablissementets Besidder, og allerede Ugen efter foretog vi vor første Opstigning under en talløs Mængdes spændte Opmærksomhed. Men den største Sensation vakte dog vort sidste Numm°r. Gérard, som var den største og stærkeste af os, hængt sig ved Benene i Trapezen og holdt mig i sine udstrakte Arme. Jeg svingede frem og tilbage i Luften og til Slutningen holdt han mig kun med én Haand, saa gjorde jeg et Par Sving og hævede mig op ved at omfatte hans ene Arm, klatrede derpaa over ham og svang mig op i Gondolen. Det saa meget farligt ud; men jeg følte ikke den ringeste Angst ved dette Kunststykke, da jeg aldrig blev svim­ mel. Vi kjendte ud og ind hinandens „Greb4, og det viste sig snart, at Ideen var god, thi Publikum strømmede til i Masse, saa vi nu tjente lige saa meget i en Uge, som vi før havde tjent i en Maaned. Men ulykkeligvis brugte Gérard største Delen af sin gode Ind­ tægt, til ret at dyrke sin gamle Last, Drukkenskaben. Jeg forestillede ham forgjæves det vanvittige i hans Leve- maade, jeg mindede ham om hans Pligter som Familiefader og gjorde ham opmærksom paa hans unge Kones skæm­ mede Udseende, han vendte sig kun fra mig med en foragtelig Haandbevægelse.

Højt oppe i Luften. Novellette af F r i t z Sch l o s s e r . Jeg kalder mig for Signor Rosetti. For der gives Forhold i Livet, hvor man tvinges til at aflægge sit gode, ærlige Navn, uagtet man ikke har gjort sig skyldig i Vekselfalsk eller løbet væk med sin Principals Kasse. Thi jeg dyrker en Kunst, som man sædvanlig plejer at kalde brødløs. Jeg er nemlig Akrobat. Saalænge jeg sim­ pelthen hed Frants Sternberg og kæm­ pede for det daglige Brød i den høje Trapez, kunde jeg slaa mine to- og tre­ dobbelte Saltomortaler saa meget jeg vilde; der var ingen, som faldt i For- bauselse derover. Men da det paa alle Gadehjørner stod at læse med Kæmpebogstaver, at Signor Rosetti, den første Trapezkunstner i Verden, vilde optræde nogle faa Gange — ja, (la var det noget helt andet. Min Lykke var gjort, og to Uger efter havde jeg de bedste Tilbud fra et af de største Etablissementer i Paris. Her lærte jeg en fransk Kollega at kjende, og faa Uger efter var Alphonse Gérard og jeg fortrolige Venner, og vi blev enige om at arbejde i Fællesskab i Trapezen. Gérard var nogle Aar ældre end jeg, han var gift og havde et Barn, en Datter paa tre Aar. Desværre opdagede jeg snart, at han havde en slem Fejl — han drak. Hans Familieliv var derfor ikke lykkeligt; thi uagtet han i Grunden var et godt Menneske og holdt af sin Kone, frygtede jeg dog, at han mere end én Gang mishandlede hende slemt, naar han sent om Natten kom beruset hjem. I den samme Have, hvor vi op- traadte, producerede sig ogsaa en Luft­ skipper. Jeg havde gjort denne Mands Bekjendtskab i mine ledige Timer, og en Dag foreslog han mig ved et Glas Vin, at gjøre Turen med op i Luften. Jeg tog imod Tilbudet, og om Efter­ middagen svang jeg mig i Gondolen sammen med Luftskipperen. Vi svæ­ vede' hen over den uhyre Stad, og jeg lænede mig beundrende ud over Gondolens Rand, for at betragte den funklende Strøm, som tabte sig i det Fjærne mellem høje Skovbakker. Det var en sjælden Nydelse for mig.

Da hun hørte mig komme, udstødte hun et højt Skrig og styrtede om paa Gulvet, hvor hun blev liggende af­ mægtig. Jeg vristede Mordvaabnet ud af hendes Haand, hævede den ulykkelige varsomt op i mine Arme og vilde lægge hende paa Divanen, da Døren i samme Ojeblik aabnedes, og Gérard stod for mig. Han talte ikke et Ord, men hans blodunderløbne Øjne flammede af Raseri. Jeg holdt Revolveren hen imod ham og sagde: „Din Kone vilde have skudt sig, hvis jeg ikke havde forhindret det.4 Han svarede med en haanlig Lat­ ter. „Tror Du, jeg er saa dum?“J Forgjæves søgte jeg at forklare ham Sammenhængen, han afbrød mig kun med Eder og Forbandelser, „Gérard, hør mig! Du ved ikke, hvad der her har tildraget s ig !4 „Jo, jeg ved det bedre, end Du maaske tror, og jeg raader Dig til