S_Gazetten_1889

<* ékz: ® f x ® K

128

Nr. 16

Desværre har vi Mænd ikke saa let ved at skifte Ham. Man kan vel en Gang imel­ lem vende det lodne ud, men det er ogsaa det hele. Thi en Mand er, hvad han er. Det er hvad han er. Vi kan lade os klippe kort og tatovere, der er ingen der tager fejl af os alligevel. Pokker skulde forresten lade sig prikke ud og ind af vilde Indianere, som Kaptajn Fischer f. Eks., hvis det ikke var for den gode Indtægts Skyld, der kommer som den sode Kloe ovenpaa den sure Svie. Han rejser Verden

Jeg har nogle Bekjendte, som jeg véd,, det vilde gjøre svært godt paa. Det vilde være en ren Velgjerning, om en Kunstner- haand vilde tage sig lidt af dem. Naar f. E. en flink Billedhugger vilde tage sig af Næsen og en ordentlig Maler af Kinderne,, saa kunde jeg saamænd faa rigtige nette Mennesker ud af mine nærmeste og vilde slet ikke flove mig som nu, ved at gaa op og ned ad en Gade med dem. Men jeg er næsten overbevist om, at jeg faar de færreste Kunstnere med paa den. De vil hellere dø med en forsulten Palet i Haanden, end ernære sig paa jævn borgerlig Via med at male Facader. Kunstnere er nu engang ikke anderledes end Folk i Almindelighed, til at ærgre sig ihjel over. Og Folk er igjen ikke bedre end Journalister, der ikke kan blive enige om Retskrivningen. Det er nu ellers underligt, siden ue dog allesammen skriver forkert. De Herrer a f Pressen skulde engang se at lære at skrive nogenlunde korrekt, saa kunde de maaske engang, langt ud i Fremtiden, faa Lov at tale med om, hvordan vi andre skal skrive. Men naar D’hrr. uhindret kan blive ved at skrive lige saa daarligt, som de paa nogeh Maade kan overkomme — og skrive daarligt er det eneste, de gjør godt — , saa vil vi ogsaa nok have Lov til selv at bestemme,, om vi vil skrive stort eller smaat, korrekt eller ukorrekt. Er det ellers rigtigt, ellen er det blot det svageste Tilløb til ordentlig „Retskrivning",, naar Hjorth-Lorentzen og Ploug dænger hin­ anden til med „Personligheder", eller kan det mon kaldes korrekt, naar „Avisen" paa- staar, den aldrig har haft saa enorm Tilgang,, som netop nu, da „Dagens Nyheder" har sat Prisen ned. Nej, var det ikke fordi „Gazetten" eksiste­ rede og Tivoli havde meldt Aabning, vilde jeg ikke fortænke Folk i, om de, led og kjed af det hele, gav sig en Tliingvalla-Damper i Vold. „Gazetten" har det omtrent som den be­ kjendte gamle Garde. Den kan blive over­ given, men den dør ikke. Og Tivoli har Kontrakt med Magistraten til 1912. Jeg har allerede meldt mig som Abonnent. Det har altid været et af mine mange Idealer at faa gratis Adgang til Kunstner- plænen, og det faar man i Aar, men at jeg ogsaa skulde naa at faa gratis Overfart til Fregatten, det er næsten mere, end jeg i. mine vildeste Drømme havde tænkt mig. Og saa hopper mit Hjærte af Glæde over at skulle gjense den — som det hedder i Reklamen — „stærkt forøgede danske Familie Lars Larsen". Den Familie har jeg mange Gange be­ undret. Den bliver forøget hvert Aar. K u k . Redaktor og Udgiver: Valdemar Gøtsche. Expedition: Klosterstræde 24. Trykt hos Philipsen & Co. og i Exprestrykkeriet, Walkendorfsgade 22 . K.

Uge-Revue.

Hvad er Kvinden? Der er flere hundrede tusinde Besvarelser paa Spørgsmaalet. Strindberg, der siger saa mange fæle Ting, vilde sige, at Kvinden er noget rigtigt fy-føj, en Gjenstand, som ved en ren Misforstaaelse er sat her paa Jorden, og hvis Hovedbestem­ melse er, at bringe Mandens Penge, saavel- aom hans Blod, i Cirkulation. Der er andre, der vilde sige kjonnere Ting: Kvinden — Idealet — Blomsten — som vi ganske vist kun finder sparsomt i Norden, men som vi prise, mens Læben formaar, og — hvis jeg ikke husker fejl — ogsaa mens Hjærtet det slaar. Der eksisterer Mennesker, der ikke rigtig vil tro paa Mythologien, og naar Mythologien fortæller f. Eks. hvorlunde Frk. Dciphne en skjønne Dag gik hen og blev til et Laurbær­ træ, saa siger de rent ud: det er Logn. Jeg maa tilstaa, jeg har selv været tviv­ lende. Ja, var det endda saaledes, at den nnge Dame var gaaet hen og blevet Pæretræ, det kunde jo nok forklares naturligt. Men Laurbærtræ — nej. Men nu har Hotel Tivoli overbevist mig. Siden jeg har set alt det mærkelige derude, er jeg med paa den værste. Nu tror jeg ogsaa, jeg har fundet Losningen paaKvinde- Sporgsmaalet. Kvinden er et Træ. Eller — hvad hun ikke er, det kan hun blive. Det er Fakta. Jeg har faaet Respekt for Kvinden efter den Forvandling, jeg med mine egne øjne har set, hun kan undergaa. For ikke sandt, eller som Franskmanden siger ne vrai pas ? Et Pigebarn, der i en Snup gaar hen og bliver Blomst, det maa da i det mindste være en Knoptos. Det er virkelig noget ganske nydeligt, saadan at se en kvindelig Blomst i jomfrue- Fylde udfolde sig i alle sine Yndigheder. Om Blomsten kan sætte Frugt? Man har ikke Ret til at tvivle om det. Jo, vor Tid er Kvinde-Bevægelsens Tid, der ligger store Opgaver og venter paa hende. Og der er — som Ibsen siger — Forvand­ ling i dette, naar en almindelig Kjokken- Nymfe i et Nu kan skabe sig om til et ual­ mindeligt Laurbærtræ. Og det kan have sin store praktiske Be­ tydning, at en Kokkepige, just som hun er i Færd med Maden, kan blive Laurbærtræ. Det vil ikke alene kunne forbause Husmode­ ren, det vil ogsaa kunne glæde hende. Sæt, Stegen er lige ved at være færdig. Krydderi i Form der mangler kun iidt

rundt med -sine Kano­ ner paa Armene, Flag paa Tæerne, Skibe paa^D^ Knæerne og Danserinder i yndefulde Stillinger paa Mellemgulvet, og Lykke gjør han alle­

vegne. Men til de Vilde kommer han næppe mere; der har han Erfaring for, at han straks bliver stukket ud. Det er ellers flinkt nok, at rende Verden rundt og kunne præsentere ca. 500 Figurer paa én Gang. Det kan en almindelig Skue­ spiller være et helt Liv om. Vore Kunstnere kunde ellers lære lidt af denne Kavaller, der tjener sig en'Formue paa den Malerkunst, han ikke selv har rørt en Finger ved. En skjønne Dage bliver de dog nødt til at optræde som Sulte-Kunstnere allesammen. De skulde ganske simpelt holde op med at male paa Lærred. Hvad kan det hjælpe, vi engang hvert 5te Aar ofrer en 35 -Øre paa Maleriudstillingen, naar vi dog kjøber vore Malerier hos Glarmesteren ? De sølle 35 Øre er ikke engang til den simpleste Maler-Kost, endsige Logi og Renlighed. Deskal begynde med at male sig selv paa Kroppen og saa lade sig udstille. Et

lille Genrebillede paa Ryggen, et idyllisk Land­ skab paa Maven eller et Søstykke paa Benene, det vilde nok kunne gjøre Lykke, og den Bebrej­ delse , man nu saa ofte hører, at man har

svært ved at finde Kunstneren i Maleriet, Mennesket bag Farverne, den vilde allenfals her gjælde til Wandsbeck. Her er Kunstneren jo lige til at tage og føle paa. Det vilde blive Impressionismens Højdepunkt, naar man naaede at gjøre Malerkunsten til Ben af Malerens Ben, Kjød af hans Kjød. Eller de kunde give

sig til at male Folk, ikke som de nu plejer, van, op ad Vægge og ned ad Paneler, men lige i Ansigtet, eller hvor det ellers kunde tiltale Folk mest.

F nogle Laurbærblade. al Hvor praktisk og nemt er det da ikke, at hun bare behover at pille lidt ved den forvandlede •Kokkepige og plukke hende for et Par Blade. Jo, den praktiske Nytte er iøjnefaldende nok

Der var Folk nok, der vilde sætte Pris paa en saadan kunstnerisk Udsmykning. Guderne akal vide, der gaar nok af Ansigter rundt paa Gader og Stræder, der kunde trænge til at restaureres paa Fa§aden.