S_Gazetten_1889

Nr. 16

126

© A Z E T T B N.

Hr. ZoppesKjærlighedsæventyr. (Sluttet.)

svarede Lise rolig, da han var færdig,, „og det er meget venligt af Dem, og jeg siger Dem saa mange Tak for Deres gode Mening. Men nu maa De heller ikke tage mig ilde op, naar jeg siger Dem min oprigtige Mening. Jeg er nu saadan ligefrem af mig og hol­ der mest af at sige Sandheden. Og derfor maa jeg tilstaa Dem, at jeg ikke vil gifte mig med I)em.“ „Hvad?“ sagde Hr. Zoppe ganske forbauset. „Nej, det er mit fulde A lvor“ , svarede Lise. „De kan være en meget net ung Mand, men gifte mig med Dem vil jeg ikke.“ „Er det muligt, Frøken Lise — er det muligt — ? “ raabte Hr. Zoppe, der gjorde sig al tænkelig Umage for at skjule sin Beundring. „Nej, hvor det er smukt . . . . hvor det er grusomt af Dem, vilde jeg sige!“ „Lad det nu være nok, Hr. Zoppe, “ sagde Lise overmaade koldt, omend- skjøndt hun følte sig inderlig smigret over at have modtaget et Ægteskabs­ tilbud. „Hvis jeg nu var i Deres Sted, Hr. Zoppe, saa gik jeg rolig hjem i min Seng. Hvis De nu danser mere og drikker mere Punsch, saa kunde De gjærne komme i alt for stærk Varme, og det kunde gjærne føre til en slem Forkølelse. Jeg tror for Deres Sundheds Skyld, at De gjorde bedst i at gaa hjem. Hr. Zoppe fulgte hen­ des Raad af et taknemligt Hjærte, tog sit Overtøj og forsvandt. Da Hr. Muller næste Morgen var i Færd med at læse sine Aviser, aab- nedes Døren paa Klem og hans yngste Datter traadte ind. Hun gav sig til at pusle i Værelset, og man kunde se, at hun havde noget af Vigtighed at meddele Faderen. Man endnu førend hun fik begyndt, aabnedes Døren paany og ind traadte de tre andre Døtre, som efter Aftale. Lise, som vel var den yngste i Familien men her var kommen først, troede derfor at have Ret til at be­ begynde. Hun traadte hen til Fade­ ren og sagde: „Kjære Fader, jeg har en Medde­ lelse af Vigtighed, at gjøre Dig. Jeg har i Aftes modtaget et Ægteskabs­ tilbud . . . . “ — „Jeg ogsaa!“ fortsatte i samme Nu Hanne. „Jeg ogsaa!£

imorgen med min Fader “ , og flygtede skræmmet tilbage til Balsalen. Med Jette var det en hel anden Sag. Det gik meget lettere. Thi nu havde Hr. Zoppe ikke alene faaet Øvelse i at fri, men han havde ogsaa faaet Tid til at drikke sig et Par Glas Fkstra-Punsch. Og Jette havde altid aabent og ærligt tilstaaet, at hun gjærne vilde giftes, saa hun greb sjæle­ glad begge Hr. Zoppes Hænder, tryk­ kede dem og sagde aabenhjærtigt: „Altsaa i Morgen, kjære Hans, taler Du med Fader, ikke sandt ? “ Hans Zoppe svarede hende, som han havde svaret de andre to: „Ja, i Morgen Formiddag Klokken elleve!“ Jette løb fornøjet tilbage til Selskabet med et: „Paa Gjensyn!“ Nu var der kun den lille huslige Lise med det smukke Guldhaar tilbage. Da Zoppe, som rask havde skyllet et Par Glas Punsch ned, skred hen imod hende, for at bede om en Dans, maatte han ordentlig samle sig, for at han ikke med det samme skulde fri til hende, i Stedet for at engagere hende til Dans — han var jo nu saa godt i Gang med sine Kjærlighedser- klæringer, at man ikke maa forbauses over denne Frygt. Han inklinerede imidlertid meget ordentlig for hende; men hun afslog haris Inklination. „Hvor kjedeligt!“ klagede Zoppe af et oprigtigt Hjærte, „at Frøkenen allerede er danset træt*. „Træt, nej det er jeg ikke. Dan­ sen falder mig altid let; men jeg er bange for, at De anstrænger Dem for meget. De arbejder saa frygteligt under Dansen, saa man kan faa helt ondt af at se derpaa.“ Hans Zoppe mumlede noget om den Henrykkelse, han følte ved at Frøkenen havde værdiget at iagt­ tage ham og skred saa uden videre Præliminarier til Hovedsagen og bad hende gaa med en Tur i Haven. „I Haven? Der vil De lige straks forkøle Dem,“ advarede Frøken Lise den unge Mand „slaa i hvert Fald Kraven op om Halsen. “ Hun fulgte ham til Verandadøren, men videre lod hun sig ikke bevæge til at gaa, her kunde han jo afgjøre, hva^ han havde at sige hende. Og det gjorde Hr. Zoppe. Han tilbød Frøken Lise Haand og Hjærte. „Ja, det er altsammen meget godt“ ,

„Og det skal virkelig kunne hjælpe mig ud af denne forbistrede Historie ? “ spurgte Hr. Zoppe Yennen forbauset. „Aldeles bestemt,“ svarede denne. „Nu kan De jo forsøge, om De vil og lade være, om De vil.“ „Herregud“ , mumlede Hr. Zoppe, „det var da egentlig ikke den værste Opgave, man kunde faa. Jeg tror næsten, at den vil ligge for mig.4 Han gik tilbage til Selskabet, drak først tre store Glas Punsch efter hin­ anden, for at samle Mod og saa sig saa om efter det smukke Vildt, som han havde sat sig til Opgave at jage. Den første, som ban traf, var den slanke Marie med de sværmeriske Øjne. Han dansede medhende — og endnu en Gang — og for tredje Gang — dansede sig varm og i Stemning med hende, drak dertil flittig Punsch og gjorde saa den Bemærkning, at det vist vilde være yndigt svalt ude i Haven. Hun fulgte ham villig.

Hr. Zoppe var en rig Enkes eneste Søn, som en Gang kunde vente, at komme i Besiddelse af en rund lille Sum paa en halvtredsindstyve tusind Kroner. Saadanne Sønner plejer altid at kunne gjøre Lykke hos Damerne, og vor Zoppe gjorde det ogsaa til Gavns. Han sagde det samme til Marie, som han havde sagt til Hanne, og hun tog mod hans Tilbud, som Hanne havde gjort. Men nej, ikke ganske saaledes. Frøken Marie var sværmerisk. Hun hvilede Hovedet mod hans Skulder, hviskede sit „Ja “ meget inderligt og saa derved op paa ham med saa smægtende Blikke, at han ikke kunde andet end trykke et Kys paa hendes' bløde Læber. Her maatte det være paa sin Plads, mente han. Hun hviskede rødmende: „Tal